Topseedede Karen Barritza og Cecilie L. Melsted var suveræne, da de onsdag slog sig videre til kvartfinalerne.
Karen Barritza (Birkerød) fik i første sæt lov til at arbejde for sine point mod HRT´s unge og talentfulde Ida Hasselbalch. Hasselbalch gik uimponeret til værks mod sin ældre, internationalt erfarne modtander. Der blev ikke fedtet med boldene. Det var en seværdig forestilling, hvor det dog som forventet blev Barritza, der tog de afgørende bolde (6/1). I andet sæt var det som om Barritza satte ekstra turbo på sin tennismaskine. Hun dikterede tempoet og spillede sig til nogle flotte afslutninger, og sættet kom i hus med 6/0.
Cecilie L. Melsted (HIK) havde også turboen på mod Skovbakkens Josefine Axelsen, og sejren på 6/1 6/2 blev etableret på et flot og effektivt presspil.
3. seed, Juie Noe (KB) vandt sit opgør mod Lyngbys Laura Gaarde Christensen. Noe formåede lige som Barritza og Melsted at skrue tempoet op og tage tid fra sin modstander, og hun er med 6/0 6/2 videre til kvartfinalen.
Herrernes 1. seed Johannes Ingildsen (KB) slog sig i kvartfinalen efter to suveræne sæt (6/0 6/0) mod talentfulde Niels Heise Korsgaard (Fruens Bøge).
Skovbakkens Anders Grindelev, der tirsdag ekspederede 2. seed Axel Cronje ud af turneringen, fortsatte onsdag sin succesrige deltagelse i mesterskaberne ved at besejre KB´s Julius Gormsen 6/1 7/5.
Andreas Moltke-Leth var aggressiv og konsekvent i sit spil, da han besejrede Kasper Elsvad. Forrige år var Moltke-Leth sparringspartner for Rafael Nadal, og det var i ren “Mallorca-stil”, at han besejrede Elsvad 6/4 6/4.
https://www.facebook.com/TennisCarlen/videos/10209122251752746/
Århus 1900´s Rasmus Michelsen, der efter flere års pause indledte et succesfuldt comeback i sommeren 2015, gik videre til semifinalen efter 6/3 6/3 over Skovbakkens Nicolas Andersen. 30-årige Michelsen havde i første runde ekspederet Birkerøds 4. seed Jesper Korsbæk Jensen ud med 6/2 6/4.
Sebastian Grundtvig, HIK er halvt så gammel. Men med sine blot 15 år på bagen er han imidlertid ingen novice i seniorsammenhæng. Suveræn og stort set uden modstand i Danmark blandt jævnaldrende søger han udfordringerne i turneringer for ældre årgange. Således ved DM, hvor han vandt sin anden sejr suverænt 6/0 6/1 over HIK´s Gustav Brorson. I første runde havde han besejret 5. seed Frederik Nymann (Birkerød).
Udvalgte resultater DM 2016:
Nikolaj Katic (KB) vs Andreas Wejs (Sønderborg) 6/3 6/2
Thomas S. Lindqvist (KB) vs Ondrej Kralik (KB) 2/6 6/4 6/4
Emilie V. Håkansson (HIK) vs Frederikke Svarre (KB), 5.seed, 7/6(5) 6/1
Sofia Nami Samavati (Hillerød) vs Frederike U. Støchkel (Holte), 4.seed, 6/4 6/2
Hannah Viller Møller (HIK), 7.seed vs Olivia Gram (Skovbakken) 6/3 6/1
Emilie Elsvad (KB) vs Emma Tranberg (Hvidovre), 8.seed 6/2 6/3