Eden Richardson levede op til sin 1. seedning, da hun vandt finalen over Clara Tauson i Nike International Junior i Nottingham.
13-årige Clara Tauson, der tidligere på ugen tog direkte fra træningslejr i Kroatien til turneringen i Nottingham havde gennem hele turneringen demonstreret stor styrke og have fejet al modstand til side uden at afgive sæt. Men med 4 år mere på bagen, international erfaring og en rangering som 230 på ITF´s rangliste – 900 pladser over Clara, havde englænderen en anelse mere med i bagagen, og nok til at udgøre forskellen, der førte til en finalesejr på 6/3 6/4.
Clara havde endnu en chance for at komme øverst på skamlen i Nottingham, da hun sammen med tjekkiske Kristyna Lavickova spillede doublefinale mod det engelske par, Erin Richardson & Maria Budin. Englænderne vandt 1. sæt klart 6/2, men i 2. sæt fulgte Tauson og Lavickova englænderne til dørs. Det blev et tæt sæt, hvor englænderne dog sluttede af med at smække døren i for Claras chance. Englænderne tog sættet 7/5.
Men lige meget om det er win or lose, så er det altid med pil opad for Clara Tauson. Clara absorberer nederlagene, bearbejder dem på de indre linjer og forvandler nederlag til learning experiences og rejser sig med garanti som en stærkere og bedre tennisspiller.