TV2 Sport erkender, at seer – og læsertal i høj grad styrer mediedækningen af dansk tennis, og får samtidig sendt en stikpille afsted til DTF’s turneringsafvikling af holdturneringen og det individuelle DM.
Af Daniel Nøjsen Fallah
Caroline Wozniacki. ’Wozzy’. ’Miss Sunshine’. Den danske tennisdarling har mange navne, når hun dag efter dag, uge efter uge bliver omtalt i de danske medier. Og det med rette. For selvom det på det seneste er gået den forkerte vej for Danmarks absolut bedste tennisspiller, så er hun stadig en del af eliten – både på og uden for banen. Gode resultater og høje læsertal vægter højt for medierne. Det betyder til gengæld en nærmest ikke-eksisterende dækning af de øvrige danske tennisspillere.
”Det er klart, at vi er meget Wozniacki-orienteret i dækningen af tennis. Hun er den allerstørste stjerne, og desværre også den eneste, der leverer resultater, der er store nok til at berette om det på TV-siden eller på nettet,” siger tennisredaktør på TV2 Sport, Henrik Jensen, til Tennisavisen.
Hos TV2 sport har man også kommercielle hensyn at tage, og derfor har seer – og læsertal stor betydning for, hvilke tennisnyheder der bliver bragt ud. Også selvom de nyheder ikke altid handler om tennis. Et eksempel var, da Wozniacki første gang lavede billeder til Sports Illustrated. Det gav nogle af de mest læste artikler på TV2’s hjemmeside.
”De høje læsertal er jo grunden til, at vi for eksempel laver sådanne typer historier – også selvom det ikke har noget med tennis at gøre, fortæller Henrik Jensen, der derved erkender, at dækningen også bliver lidt tabloid.
Sats på de lokale medier
Dansk tennis har i øjeblikket adskillige tennistalenter, der bemærker sig uden for Danmarks grænser. Selvom TV2 Sport holder øje med de danske talenter, så skal der store resultater til, før medier vil begynde at beskæftige sig med talentudviklingen i dansk tennis. Selv i badminton, som TV2 Sport dækker over 100 timers TV af, skal der meget til, før talenter får medietid.
”Vi dækker ikke talenter, før de laver nogle bemærkelsesværdige resultater. For eksempel da Victor Axelsen blev U19-verdensmester, eller da Wozniacki vandt Orange Bowl og nåede langt i Grand Slams,” siger tennisredaktør for TV2 Sport, Henrik Jensen, der samtidig fortæller om de etiske overvejelser, de gør sig, om at dække unge talenter, der skal udråbes til den næste Wozniacki.
Henrik Jensen påpeger, at de danske klubber i stedet skal fokusere på de lokale aviser og TV-stationer. For det er stadig vigtigt, at der er fokus på en sport som tennis, mener han. Det handler i høj grad om, at man som klub er ihærdig efter at få de lokale medier ud af fjerene.
Holdturneringen og DM er håbløst
TV2 Sport ser gerne, at der sker ændringer i dansk tennis. Det vil øge muligheden for mediernes tilstedeværelse. Derfor mener Henrik Jensen, at DTF skal forsøge at gøre dansk tennis mere attraktiv og måske skele til badminton for inspiration.
På grund af de ligheder, der trods alt er mellem badminton og tennis, sammenligner Henrik Jensen de to sportsgrene og den måde, som turneringerne i Danmark bliver spillet på. Og her er tennis langt bagud ifølge ham.
”Holdturneringen er et håbløst foretagende. Turneringsformen gør, at kampene er ekstremt lange, og DTF må virkelig gøre noget for at få ændret den måde, man afvikler slutspillet på. Det virker amatøragtigt, og TV-mæssigt er det ikke en interesse for os, som det ser ud nu.”
TV2 Sport har i adskillige år vist badminton med stor succes, hvor flere af de største stjerner indimellem også spiller holdturnering. Problemerne for dansk tennis er her også, at Danmarks bedste tennisspillere ikke deltager i hverken holdturnering eller DM. Henrik Jensen pointerer også, at der skal nogle lidt større spillere på banen, før det kan blive interessant på TV.
Det individuelle DM ser Henrik Jensen også store problemer ved, selvom der i fremtiden potentielt godt kunne være mulighed for noget TV-tid enten på nettet eller i fjernsynet. Men det kræver stadigvæk, at DTF får lavet nogle markante ændringer i måden, det bliver afviklet på.
”Når man ikke ved, hvornår den næste kamp starter, eller en kamp tager 2-3 timer, så er det ikke interessant for os. Men hvis der sker nogle ændringer, og nogle af de unge talenter samtidig begynder at bemærke sig og også deltager i DM, så er det pludselig en helt anden snak,” fortæller han.