Den danske U12-trup, der er i Barcelona i denne uge, kunne onsdag notere sig for en enkelt sejr i IV Sanhez-Casal Kid Cup. Det var Johanne Svendsen, der slog sig videre til semifinalen i Consolation med en sikker sejr over spanske Carlota Carreter.
Om der blev råbt “Viva Espania!” i den danske trup, kan der kun gisnes om. Men der var grund til at glæde sig over Johannes sejr på en dag, hvor de danske spillere i deres kampe typisk lagde stærkt ud, men hvor slutfacit var i modstandernes favør.
Noa Toelhøj tabte sin kvartfinale i Consulation til italienske Desideris DÁmico, og i semifinalen måtte Johanne bøje sig for Italiens Angelice Giovagnoli 2/4 0/4. Og de øvrige danske kompetanter måtte ligeledes se sig besejret af stærke italienske modstandere.
Johanne og hendes lettiske makker, Klara Nemmure tabte kvartfinalen i doublerækken til Giovagnoli & Sirci 3/6 0/6. Også Alexander Borup og hans franske makker Paul Barbier måtte vinke farvel efter semifinaleopgøret mod Buldorini/Trosoldi. Kampen endte 2/6 0/6 i italiensk favør.
“Som det kan ses af alle resultaterne hernede, har de danske spillere været godt med i starten af kampene, men når det så strammer til, slipper spillerne grebet, mens de andre bare løfter deres niveau yderligere”, skriver træner og coach Rune Thomsen fra det spanske.
De danske spillere i truppen, Divine Nweke (KB), Noa Toelhøj (HIK), Johanne Svendsen (Skovbakken) og Alexander Borup (KB) er på nationalt niveau så stærke, at de i de hjemlige turneringer meget ofte er involveret i ulige kampe, hvor kampene tit afgøres meget tidligt, efter de første partier eller første sæt. Og det må nødvendigvis blive på udebane mod skrappe internationale modstandere, at de skærper deres instinkter og bliver bedre til at fastholde og om nødvendigt optimere deres spil. Udbyttet af de unge spilleres tur til Barcelona kan i højere grad end det umiddelbare resultat på pointtavlen, måles på de erfaringer, som har gjort dem til stærkere tennisspillere.
“..det at spille en tenniskamp er som at løbe et marathon. Det nytter ikke noget, at vi løber den, som var det en 100 meter” (Rune Thomsen).
