KB er fyldt 140 år og havde i den anledning inviteret til Boldens Dag
Det tre sportslige grene under KB, cricket, fodbold og tennis havde stablet et flot arrangement på benene, da klubben i lørdags holdt åben hus for alle medlemmer og Frederiksberg-borgere, som havde lyst til at udforske de tre sportsgrene nærmere.
Det flotte vejr var med til at gøre dagen til et tilløbsstykke, og rigtig mange kom forbi klubben, hvor man selv kunne prøve spillet med de tre forskellige bolde. Var man mere til tilskuerrollen så var der masser af god tennis at følge, eftersom Københavns-mesterskaberne for både juniorer og seniorer blev afviklet samtidig.
Sidst på dagen blev der tændt op i grillen, og med live-musik hyggede mere end 200 medlemmer sig til langt ud på aftenen, ja for nogen blev det også nat.
To af KBs bedste damespillere, Julie Noe og Mai Grage (foto), deltog også i festlighederne.