August Holmgren var oversidder i 1. runde, og han kunne derfor studere sin modstander, som han kunne besejre med en enkel plan
Danmarks højst rangerede junior, 18-årige August Holmgren deltager i denne uge i Grade 1 turneringen 24th International Junior Tournament of Offenbach i Tyskland, hvor han som følge af sin rangering som no. 110 er seedet 14, og derfor var han oversidder i 1. runde.
Derved havde han ekstra god tid til at studere sin modstander, no. 288 Alex Solanki (IND), da han i 1. runde vandt 6-4, 7-5 over Phillip Schellhorn (GER), der havde wildcard.
Disse studier førte frem til, at han sammen med coach Michael Tauson lagde en relativ simpel taktik, hvor det gjaldt om at angribe med forhånden til modstanderens baghånd, indtil der blev skabt en åbning.
August fortalte efter kampen, at inderen var god, når han kunne kontrollere med forhånden, og i de første 2-3 af hans servepartier pressede han godt, så August ofte endte et par meter bag baglinjen.
Ved 3-3 rykkede August en halv meter længere frem i banen, og derved havde modstanderen svært ved at nå at løbe rundt om baghånden, og August kunne selv få overtaget og bygge pointet op.
Efter at August havde vundet 1. sæt og straks brød serv i modstanderens første serveparti, blev inderen opgivende resten af kampen.
Derved blev August selv en lille smule for selvsikker og lavede et par dumme fejl. Men dog aldrig mere end 2 i træk, tilføjede han.
Han var lige ved at blive brudt ved 4-1, og han missede to matchbolde ved 5-1, hvorefter han servede kampen sikkert hjem til 6-4, 6-2.
Dermed er August i 1/8-finalen, hvor han kan forvente yderst kvalificeret modstand, når han møder 1. seedede Genarol Alberto Olivieri (ARG), der er no. 13 på ranglisten.
Argentineren havde i 2. runde besejret no. 138 Karl Friberg (SWE) 6-1, 7-5