Holger Vitus Nødskov Rune er igen ved at være i topform efter en ankelskade og periode med træning på halv kraft. Nu står han igen i en kvartfinale i Category 1
Siden turneringen i Rumænien, hvor Holger Vitus Nødskov Rune for et par uger siden forstuvede den ene ankel, har han ikke kunnet forberede sig optimalt til denne uges Category 1 turnering Torneo U14 – Messina i Italien.
Selvom Holger på grund af halvering af trænings-mængden for at skåne anklen ikke mødte op i topform, klarede han sig alligevel fint igennem i de første runder af turneringen, hvor han er seedet 4.
I 1. runde (R64) vandt Holger efter et helt lige 1. sæt over no. 240 Riccardo Trione (ITA) 7-5, 6-1.
I 2. runde begyndte spillet at nærme sig Holgers normale niveau, da han vandt over no. 338 Giulio Perego (ITA) 6-2, 6-1.
I torsdagens 1/8-finale var topformen for alvor ved at indfinde sig, da han vandt 6-1, 6-2 over den store et år ældre no. 358 Stephan Kortenhof (AUT), der i 2. runde havde vundet over (196) Giorgio Tabacco (ITA) 6-3, 4-6, 6-3 i en kamp, hvor østrigeren viste gode server, god teknik og ikke mindst fight, som sikrede sejr i 3 sæt.
Dermed er Holger ligesom i Rumænien fremme i kvartfinalen, hvilket er hans hidtil bedste resultat i single i en U14 Category 1 turnering.
Holger lægger ikke skjul på, at han allerede i sin første sæson som U14 har ambitioner om at vinde en Category 1 turnering.
Hvis det bliver i denne turnering, kan rammerne næsten ikke blive bedre, idet turneringen afvikles på et “vanvittigt smukt” sted med 7 tennisbaner direkte ned til stranden, hvor alle kampe kan følges med udsigt over havet.
Holger er også med i double, hvor han er seedet 3 sammen med Mario Mansilla Diez (ESP), som han havde mødt i finalen i Bucharest, da Holger vandt double-rækken sammen med Viktor Jovic (SRB).
I de to første kampe er det gået strygende med sejr i 1. runde over Tommaso Ricco/Saverio Trippetti (ITA) 6-0, 6-1 og i 1/8-finalen blev det 6-0, 6-2 over Alan Bojarski (POL)/Niki Stoiber (AUT).
Spanieren betegnes som bundsolid men lidt stille, hvilket Holger “kompenserer” ved at agere “levende netmand”, der kalder smilet frem og bidrager til en god kemi på banen.
I kvartfinalen sluttede det dog for “sprællemanden” og “den stille” spanier, da de tabte til 6. seedede Jens Hoogendam/Thijmen Loof (NED) 4-6, 2-6.