Mange har ikke de helt store forventninger til Caroline Wozniacki, men hvis hun er mentalt klar, kan hun nå langt i Birmingham

Når Caroline Wozniacki spiller dagens sidste kamp på An Jones Centre Court mod Yanina Wickmayer (BEL) ved WTA Premier turneringen Aegon Classic i Birmingham ville næsten alle tidligere forvente, at det ville blive en ren ekspeditionssag for danskeren.

I de første 6 indbyrdes opgør fra 2009 til 2012 var det Caroline, der hver gang stod som vinder af kampen.
Billedet har dog ændret sig en smule siden, idet Wickmayer vandt de 2 seneste opgør, som begge var i første del af 2014 i Doha og ved French Open i en periode, hvor Caroline ikke var på toppen.

Efter sin opblomstring senere i 2014, hvor hun formentlig spillede sit hidtil bedste tennis, blev 2015 som bekendt ikke Carolines bedste år, idet hun for første gang i flere år endte uden for top 10, og starten på 2016 gav ikke tegn på markante forbedringer resultatmæssigt i de første turneringer, og mange tvivlede derfor på, at hun ville være på vej tilbage til toppen.

Ansættelsen af David Kotyza kunne dog indikere, at Caroline måske kunne genfinde noget af det engagement, som tidligere lyste ud af hende, men i mange kampe havde været svært for alvor at få øje på, især da han gav udtryk for, at han gerne vil hjælpe Caroline med at opfylde ambitionen om at vinde en Grand Slam, som også har været et erklæret karriere-mål for Caroline.

Som bekendt blev Caroline for alvor sat ud af spillet i flere måneder på grund af en alvorlig ankel-skade, men i sidste uge var hun omsider tilbage, da hun fik et par kampe ved græs-turneringen i Nottingham, hvor hun vandt 7-5, 6-3 over no. 83 Cagla Buyukakcay (TUR), hvorefter hun tabte 7-6(5), 3-6, 5-7 til Anett Kontaveit (EST).

Dermed har Caroline fået 5 sæt til igen at få noget kamprutine, hvilket være nok til, at hun har en rimelig chance for at genvinde det overtag, som hun tidligere havde mod Wickmayer, som i samtlige WTA-turneringer efter marts måned er slået ud i 1. runde, og ved French Open tabte hun 3-6, 0-6 til den senere vinder Garbine Muguruza.

Kampen er som nævnt sidste kamp på An Jones Centre Court, hvor de forudgående kampe alle kan følges live på TV, men desværre bliver der ifølge TV3 Sport Tennis ikke produceret TV fra den sidste kamp, selvom det dog fremgår på Tennistv.com, at kampen vises, hvilket dog må tages med forbehold.

Der er dog TV-dækning fra kampen forinden, hvor 9. seedede no. 18 Johanna Konta (GBR) er favorit til at vinde over no. 48 Misaki Doi (JPN), som dog vandt det seneste opgør i Rom 4-6, 7-5, 6-2.
Vinderen af den kamp kan blive Carolines modstander i 1/8-finalen, hvor det sagtens kan slutte for Caroline, hvis hun ikke får løftet sit spil til et højere og mere stabilt niveau, men hvis hun først har haft en god kamp mod Wickmayer, og hun mentalt er helt på plads igen, er der gode chancer for, at hun kan gå videre til kvartfinalen.

Caroline har ofte haft krammet på Radwanska

I en eventuel kvartfinale bliver modstanderen ifølge seedningen 1. seedede Agniezka Radwanska (POL), og bedømt efter præstationerne det sidste års tid, er det for en gangs skyld polakken, som må stå med favoritværdigheden, hvis de begge når dertil.

Gennem det meste af karrieren har Caroline haft godt styr på Radwanska, som ikke har den power i sit spil, som ofte har været midlet til at besejre danskeren.
Radwanska vandt det første indbyrdes møde helt tilbage i 2007 i Stockholm, men derefter vandt Caroline de næste 5 opgør i perioden 2008-2011, som også omfattede Carolines glansperiode med 67 uger på ranglistens 1. plads og et hav af titler.

Efter at Caroline mistede 1. pladsen, skiftede magtforholdet mellem de to, og Radwanska vandt de 3 næste indbyrdes opgør i 2012 og 2013, men da Caroline i 2014 fik en ny opblomstring blev magtforholdet mellem dem genoprettet, idet Caroline vandt over Radwanska i både Cincinnati og ved WTA-slutspillet, og Caroline vandt desuden deres seneste opgør 6-3, 6-2 i Madrid 2015.

Dermed fører Caroline 8-4 indbyrdes, og som det kan udledes af ovenstående, vinder Caroline som regel i de perioder, hvor hun mentalt har været på toppen, og derfor kan sejre i de to første kampe give den fornødne selvtillid, som kan sikre endnu en sejr over den polske veninde.

Hvorvidt ovenstående analyse er realistisk eller blot udtryk for ønsketænkning kan kun tiden vise, men hvis det holder stik, kan Caroline i semifinalen møde 4. seedede Belinda Bencic (SUI), som har haft overtaget de seneste gange, eller 8. seedede Karolina Pliskova (CZE), som i skrivende stund netop har overlevet 5 matchbolde i 1. runde mod no. 30 Barbora Strycova (CZE) og kan være på vej ud, hvis hun ikke får vendt kampen, som blev afbrudt, da Pliskova servede ved stillingen 4-6, 5-6.
Strycova havde en kæmpe diskussion med dommeren, da hun ønskede at få kampen afbrudt tidligere, men dommeren insisterede på at fortsætte, men allerede efter en enkelt bold mere valgte dommeren omsider at stoppe kampen ved 40-0 til Pliskova.

Man kan håbe på, at forsinkelsen samtidig betyder, at Carolines kamp må udsættes til onsdag, hvor der så måske kan blive chance for at følge den på TV alligevel.

I den modsatte halvdel kan en finalemodstander blive 2. seedede Angelique Kerber (GER) eller 5. seedede Petra Kvitova (CZE). Ingen af dem har dog imponeret siden turneringen i Stuttgart i april måned.
Andre emner er 6. seedede Carla Suarez Navarro (ESP) og 7. seedede Madison Keys (USA).

Tilføjelse: Efter regnvejrspausen vandt Strycova 9-7 i tiebreak over Pliskova, som afværgede yderligere 2 matchbolde.
Carolines kamp bliver ikke afviklet tirsdag, så hun benyttede noget af tiden på fodbold

 

Forrige artikelNy TV-serie om tennis: Frederik Fetterlein har hovedrollen i serien “FETTER”
Næste artikelITF Martos: Løchte får revanche over spanier i første runde
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.