Julia Boserup havde flere chancer for at sikre sig 1. sæt, og hun kæmpede sig flot tilbage og skabte spænding i 2. sæt, hvor netruller gav russisk matchbold
Inden Wimbledon havde 24-årige dansk-amerikanske Julia Boserup i løbet af 2016 indtjent $28.440 (ca. 190.000 Dkr.), og hendes samlede karriere-indtjening var på $212.091 (ca. 1,4 mill. Dkr.) siden 2006.
Da Tennisavisen for et år siden talte med Julia under et besøg i Danmark, fortalte hun at hun på længere sigt håber på at opnå en rangering, så hun kan leve af sin tennis, så hun ikke fortsat er afhængig af den økonomiske støtte, som hun får af forældrene, som dog er indstillet på at støtte Julia alt hvad de kan.
Portræt: Julia Boserup har WTA top 100 som mål for 2015
Ved dette års Wimbledon har Julia opnået så stor succes, at denne mulighed i løbet af en magisk uge forekommer særdeles realistisk, idet hun efter 3 sikre sejre i kvalifikationen og yderligere sejre i de 2 første runder af hovedturneringen har føjet yderligere $106.500 ind på præmiekontoen, hvilket svarer til godt og vel 700.000 Dkr. – dvs. et beløb svarende til ca. halvdelen af hendes samlede indtjening i hele karrieren.
I søndagens kamp i 3. runde kunne Julia i tilfælde af sejr have øget beløbet betragteligt, og som kampen mod no. 53 Elena Vesnina (RUS) forløb, var det ikke langt fra, at hun kunne være nået endnu længere i turneringen.
Gennem det meste af 1. sæt var det russeren, som konstant måtte kæmpe for at holde sine servepartier, hvor Julia bortset fra et enkelt af dem havde break-muligheder i modstanderens serv, og havde Julia haft en smule mere rutine i store turneringer, havde hun formentlig også udnyttet flere end den ene af 8 muligheder, som hun havde i løbet af sættet.
I stedet blev det Vesnina, som sikrede sig 1. sæt, da hun brød Julias serv ved 5-6.
Starten af 2. sæt kunne tyde på, at kampen dermed reelt var afgjort, idet Vesnina fik kontrol over kampen, og Julias spil forekom mere usikkert med flere fejl i de første partier, hvor hun blev brudt et par gange, og selvom hun brød Vesnina en enkelt gang, så det meget sort ud for hende, da Vesnina ved stillingen 4-2 førte 40-0 i egen serv.
Dette parti blev efterfølgende det nøgleparti, som bragte Julia tilbage i kampen, da hun fik udlignet til 40-40, og desuden fik hun selv en fordel, som Vesnina dog afværgede med et ES på 2. serven ned i T’et.
Vesnina fik også et par fordele mere, og Julia var yderst heldig med en stor fejl fra russeren på den ene, og senere afværgede Vesnina endnu en break-mulighed til Julia med et ES i T’et.
På Julias tredje fordel lykkedes det omsider at få det andet break tilbage efter en fejl fra russeren, og hun fik derefter udlignet til 4-4, og hun var helt med i kampen igen.
Vesnina bragte sig derefter foran 5-4 i et parti, hvor hun endnu en gang sendte et ES ned i T’et, men Julia bragte igen balance i sættet, da hun holdt serv til 5-5.
Vesnina kom også på 6-5 i næste serveparti, hvor hun efter dobbeltfejl til 40-30 igen servede et ES i T’et, som i 2. sæt var hendes parade-slag.
Herefter fulgte et parti, hvor man ikke kan fortænke Julia i at mene, at Vesnina var “svine-heldig” i Julias serveparti.
Julia førte 15-0, 30-15 og 40-30, hvor en bold meget tæt på linjen gik russerens vej, og på den næste sørgede en netruller, som dumpede ned på Julias side, for matchbold til russeren, og på matchbolden måtte Julia ty til 2. serven, og en efterfølgende fejl fra dansk-amerikanerens forhånd betød sejr til Vesnina 7-5, 7-5.
Julia Boserup was supposed to be doing homework today. Instead she’s playing her 1st 3R at a Slam vs. Elena Vesnina. https://t.co/0B2inrxZU9
— WTA Insider (@WTA_insider) 3. juli 2016
I et efterfølgende længere interview med Joakim Boldsen og Kenneth Carlsen var det ikke den helt store skuffelse, som prægede Julia, som forståeligt nok – trods nederlaget – var godt tilfreds med, hvad hun har præsteret ved Wimbledon, som må betegnes som et stort gennembrud og et væsentligt skridt i retning af at opfylde målet om at etablere sig i top 100 og deltage i endnu flere turneringer på WTA og Grand Slam niveau.
Efter Wimbledon vil de 40 point, som optjente i kvalifikationen, sammen med 110 point i 3. runde formentlig bringe hende op omkring no. 145, hvilket vil være hendes hidtidige bedste rangering, som tidligere var no. 174.
Tennisavisen vil som hidtil følge Julia med stor bevågenhed, og hvis hun fortsætter den positive udvikling, kan det også tænkes, at andre en Tennisavisen finder det umagen værd at fokusere på Julia Boserup, som med sit flotte tennis og charmerende udstråling uden tvivl har fået mange nye danske tilhængere blandt tennis-interesserede, som ikke tidligere har kendt til dansk-amerikanerens eksistens.