Clara Tauson lod sig ikke slå ud af 1. runde nederlaget, og hun vandt efterfølgende Consolation-rækken. Elmer tabte til spanier i kvartfinalen
Clara Tauson indledte som tidligere omtalt med et bittert nederlag i 1. runde ved det individuelle europamesterskab for U14 efter at have ført 5-2 i 3. sæt mod Mina Hodzic (GER), og derfor spillede hun efterfølgende i Consolation-rækken, hvor det spilles til 4.
Efter sikre sejre i de første 3 kampe, blev Consolation-rækken afgjort fredag, hvor Clara i semifinalen fortsatte med at dominere, da hun vandt 4-0, 4-1 over Melodi Hefti (SUI), der ikke “fandt melodien”.
Finalen blev spillet senere fredag, hvor Clara mødte Viktoriya Kanapatskaya (BLR), der er seedet 16 ved EM.
Clara vandt også finalen i 2 sæt med cifrene 4-2, 5-3.
Hovedturneringen domineres af de topseedede, idet både 1. seedede Helene Pellicano fra Malta, 2. seedede Daria Frayman (RUS) samt 4. seedede Denisa Hindova (CZE) er fremme i semifinalerne, hvor de to sidstnævnte mødes i den ene, mens den 1. seedede malteser møder 11. seedede Noa Krznaric (CRO), der i kvartfinalen vandt sikkert 6-1, 6-2 over 3. seedede Romana Cisovska (SVK).
Clara vandt i øvrigt over begge de sidstnævnte ved U14 EM for hold, hvilket endnu en gang viser at hun har kvaliteterne til at gøre sig gældende blandt de allerbedste i Europa
Elmer Møller imponerede endnu en gang ved at nå langt i en turnering med flere af de bedste U14-spillere.
Tennisavisen påpeger ofte i omtalerne af de U14-turneringer, hvor Elmer eller Holger Vitus Nødskov Rune deltager, at de to danskere er fra år 2003 og er første års U14, da det i yngre aldersgrupper har langt større betydning end senere, og derfor er deres præstationer ekstra imponerende og helt ekstraordinært, at Dansk tennis råder over de to suverænt bedste europæiske spillere i samme årgang.
Som tidligere omtalt havde Elmer spillet sig frem til kvartfinalen, hvor han mødte Mario Gonzalez Fernandez (ESP), der tidligere i turneringen havde sendt 4. seedede Nicholas David Ionel (ROU) ud af turneringen i 2 sæt.
Det samme blev tilfældet i kvartfinalen, hvor Elmer tabte 1. sæt 0-6, men der blev mere spænding om udfaldet i 2. sæt, som blev afgjort i tiebreak, hvor spanieren trak det længste strå og vandt kampen 6-0, 7-6(2).
I semifinalen møder spanieren Lorenzo Musetti (ITA), som tidligere sendte 2. seedede Oleksiy Shestakov (UKR) ud med de imponerende cifre 6-2, 6-0.
Der er en mulighed for en ren italiensk finale, hvis 6. seedede Lorenzo Rottoli i den anden semifinale kan besejre 1. seedede Dalibor Svrcina (CZE).
De to italienere var med på det italienske hold, som var med til at sikre Italien europamesterskabet i U14 for hold, hvor Musetti og Rottoli sikrede sig 2-1 sejr over Danmark, da de i doublen i den første kamp vandt over Holger og Elmer.
Tennis Europe har fremsendt ovenstående billeder fra Claras og Elmers kampe tirsdag d. 19. juli, og herunder billeder fra Holgers kampe onsdag og torsdag.
Desværre var der ingen billeder med Nikoline Gullacksen, som også var med i den danske trup, som ses på øverste billede.