Efter en skadesplaget optakt er det svært at stille de helt store forventninger om OL-medaljer til Caroline Wozniacki
Caroline Wozniacki har som bekendt ikke haft en optimal 2016 sæson hidtil, hvilket ikke mindst skyldes en alvorlig ankelskade, som holdt hende ude af spillet i flere måneder, inden hun nåede at få 6 kampe som optakt til Wimbledon, hvor hun allerede blev slået ud i 1. runde af Svetlana Kuznova (RUS).
Trods den lange pause viste Caroline i flere kampe gode takter, som kunne give begrundet håb om, at hun ville finde tilbage til et niveau, hvor hun kunne klare sig godt i hardcourt-sæsonen, hvor hun traditionelt har haft gode resultater, men allerede i den første turnering i Washington for få uger siden blev hun igen ramt af en skade, da hun i 2. runde mødte Samantha Stosur (AUS), som hun blot 4 uger forinden havde slået i Eastbourne.
Efter at have overstået skaden har Caroline 1-2. august spillet to 1-sæts kampe til 5 i en slags show-turnering Mylan WTT, som har været omtalt i Tennisavisen
WTT: Caroline klar til OL efter 2 dages “Happy hour”
Selvom Caroline i single vandt komfortable sejre på 5-0 over Christina McHale (USA) og 5-1 over Pauline Parmentier (FRA) bør man nok ikke lægge alt for stor vægt på disse resultater, selvom Caroline ifølge meldinger derfra spillede ganske fortrinligt.
Showkampe mangler trods alt den mentale faktor, som ofte har afgørende betydning for udfaldet af en kamp, men kampene har uden tvivl været gavnlige som optakt til OL, så Caroline efter endnu en ufrivillig turnerings-pause trods alt har fået en smule kamprutine inden OL.
Efter torsdagens lodtrækning har der været tvivl om, hvem Caroline skulle møde i 1. runde, da Su-Wei Hsieh (TPE) ifølge meldinger på sin facebook ville trække sig fra OL.
Da det omsider blev bekræftet, bliver Carolines modstander i stedet 31-årige Lucie Hradecka (CZE), der er no. 162 på WTA-ranglisten.
Caroline vil under alle omstændigheder gå ind til kampen som oplagt favorit, og bookmakerne giver da også pengene igen næsten 4 gange, hvis man spiller på tjekken, som dog på ingen måde må undervurderes, da hendes spillestil er velegnet til at skabe problemer for Caroline, hvis tjekken rammer en af de dage, hvor tingene lykkes optimalt for hende.
Hvis man studerer tjekkens resultater, vil udtrykket “svingende præstationer” formentlig være en dækkende betegnelse for den hårdtslående spiller, som ofte har voldt problemer og vundet over flere af de bedste spillere, og derfor kan Caroline sagtens komme under pres, hvis hun selv bliver for passiv og overlader for meget initiativ til modstanderen, hvilket kan blive tilfældet, hvis Caroline ikke er helt klar mentalt efter den besværlige optakt.
En god start åbner muligheder mod Kvitova
Sandsynligheden taler for, at Caroline i 2. runde møder 11. seedede Petra Kvitova (CZE), som er endnu større favorit i hendes første kamp mod no. 44 Timea Babos (HUN), selvom sidstnævnte har fået en ganske fin optakt, da hun i den forløbne uge var i finalen ved WTA-turneringen i Florianopolis i Brasilien, hvor hun i finalen tabte 6-2, 4-6, 3-6 til no. 30 Irina-Camelia Begu (ROU).
Opgør mellem Caroline og Kvitova er som regel svære at forudse resultatet af, hvilket også afspejles i den indbyrdes statistik, som er 5-5, og i de seneste fire opgør har de hver vundet to, så meget afhænger af den aktuelle dagsform.
Derfor kan en god indsats af Caroline mod Lucie Hradecka blive værdifuld, hvis hun herefter møder Kvitova, som ligeledes slår hårdt til boldene.
Meget afhænger også af, hvem af de to spillere, der rent mentalt er mest ovenpå, hvilket er umuligt at spå om på forhånd, og derfor betragtes kampen som fifty-fifty.
Skal man tvinges til at udpege en favorit, er Kvitova formentlig svag favorit.
“Mellemrunde” mod Makarova eller Schmiedlova
Ifølge seedningen ville 3. runde blive mellem Kvitova og 8. seedede Roberta Vinci (ITA).
Det bliver dog under ingen omstændigheder tilfældet, idet Vinci allerede har spillet sin 1. runde kamp, hvor hun blev sendt ud af turneringen af no. 61 Anna Karolina Schmiedlova (SVK) 7-5, 6-4.
Hendes modstander i 2. runde bliver sandsynligvis no. 30 Ekaterina Makarova (RUS).
Hvis Caroline klarer sig igennem de to første runder, har hun formentlig fundet et rimelig højt niveau, og i så fald forekommer det også realistisk, at hun kan tage det næste skridt uanset hvem hun møder af de førnævnte, selvom hun ganske vist tabte 6-8 i tiebreak i 3. sæt, da hun sidste år mødte Schmiedlova i Wuhan.
Mod Makarova fører Caroline 7-0 indbyrdes.
Kvartfinale mod Serena Williams vil være godkendt
En kvartfinale til Caroline betragtes således ikke for at være helt urealistisk, selvom især 2. runde mod Kvitova forekommer problematisk, men herefter er der overvejende sandsynlighed for, at Serena Williams (USA) vil spærre vejen for Carolines videre færd frem mod medalje-skamlen.
Det er dog før sket, at Serena er snublet på vejen, hvilket især har været tilfældet mod no. 49 Alizé Cornet (FRA), som højst sandsynlig vil være hendes modstander i 2. runde.
Franskmanden besejrede Serena hele 2 gang i 2014 i Dubai og ved Wimbledon.
Cornet møder i 1. runde no. 71 Johanna Larsson (SWE).
Sandsynligheden for at Cornet tager endnu en sejr over Serena er dog næppe særlig stor, og Serena får formentlig heller ikke større problemer i 1. runde mod no. 46 Daria Gavrilova, der har skiftet nationalitet fra Rusland til Australien.
Sidste chance for “benspænd” mod Serena inden et eventuelt møde med Caroline er i 3. runde, hvor Serena kan møde enten no. 67 Heather Watson (GBR) eller 15. seedede Elina Svitolina (UKR), hvilket heller ikke forekommer særlig sandsynligt.
Serenas modstander i en eventuel semifinale kan ifølge seedningen blive 3. seedede Garbine Muguruza (ESP), og det bliver helt sikkert ikke 5. seedede storesøster Venus, som i en meget jævnbyrdig kamp tabte 6-4, 3-6, 6-7(5) til no. 62 Kirsten Flipkens (BEL)
I den modsatte halvdel var 2. seedede Angelique Kerber (GER) og 4. seedede Agnieszka Radwanska (POL) seedet til semifinale, men polakken er ude allerede efter 1. runde, hvor hun tabte 4-6, 5-7 til no. 64 Saisai Zheng (CHN).
Medalje-kandidater i denne halvdel er udover Kerber 7. seedede Madison Keys (USA) og 8. seedede Svetlana Kuznetsova (RUS), men man kan ikke helt udelukke 9. seedede Carla Suarez Navarro (ESP) og 10. seedede Johanna Konta (GBR).
Tennisturneringen dækkes under OL primært af DR, som viser Carolines kamp mod Hradecka søndag eftermiddag på Court 3 efter en herrekamp, der spilles kl. 16 dansk tid.
Hvis Caroline går videre, vises både hendes 2. kamp og en eventuel 3. kamp begge på TV2.