Verdensetteren og forhåndsfavoritten, Novak Djokovic, er overraskende ude af årets OL efter nederlag til Juan Martin del Potro i første runde.
“Bolden er rund”. Sådan lyder det ofte i sportsverdenen, når favoritterne er i kamp. For selv de største stjerner taber. Og til OL er det også mere reglen end undtagelsen, at der opstår overraskelser. Lørdag nat dansk tid kom dog en af de større, da argentinske Juan Martin del Potro chokerede tennisverdenen med en sejr på 7-6 (4), 7-6 (2) over storfavoritten Novak Djokovic.
Op til opgøret var der ikke tvivl om, at Djokovic ikke havde fået den letteste modstander i sin første runde. Der var således tale om en olympisk revanchekamp, da del Potro tilbage i 2012 i London slog netop Djokovic i kampen om bronze.
Argentineren var inden sit skadeshelvede med sit håndled blandt verdenstoppen og vandt i 2009 også sin første og indtil videre eneste Grand Slam, US Open. Men med en aktuel placering som nummer 141 er meget sket siden, og det var derfor forventeligt, at Novak Djokovic kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret.
Sådan blev det ikke i en tæt kamp, hvor del Potro med sit aggressive spil konstant pressede Djokovic. Begge sæt endte i en tiebreak. Her formåede Djokovic ikke at spille på det niveau, han ellers har været garant for de seneste år. Del Potro derimod spillede uimponeret og gjorde specielt ondt på Djokovic med sin forhånd. Efter to timer og 30 minutter kunne argentineren bryde ud i jubel.
Huge upset! @delpotrojuan stuns Novak Djokovic 76 76 in the 1st round at #Rio2016 pic.twitter.com/lRWTFblV8g
— ITF Olympic Tennis (@OlympicsTennis) August 8, 2016
Novak Djokovic må derfor se langt efter guldet om halsen, og det var derfor også en grædefærdig serber, der forlod banen efter kampen. OL-guldet var et af Djokovic’ helt store mål og det eneste store trofæ, han mangler på sit så imponerende CV.
“Det er uden tvivl et af de hårdeste nederlag i mit liv og i min karriere. Det er svært at håndtere, især lige nu når såret stadig er friskt. Det er ikke første eller sidste gang, jeg taber en tenniskamp, men OL er specielt,” sagde Novak Djokovic til New York Times efter kampen.
27-årige Juan Martin del Potro skal i anden runde op mod portugisiske Joao Sousa.
Murray og Nadal sikkert videre
De andre favoritter ved årets OL spillede sig planmæssigt videre fra første runde. Britiske Andy Murray vandt uden store problemer mod serbiske Viktor Troicki med cifrene 6-3, 6-2, mens spanske Rafael Nadal i sin kamp slog argentineren Federico Delbonis 6-2, 6-1.
Andy Murray skal i anden runde op mod argentinske Juan Monaco, mens Rafael Nadal møder italienske Andreas Seppi.