Holger Vitus Nødskov Rune har fået en flyvende start ved Category 1 turnering i Tyskland, hvor det overordnede mål er at udvikle netspillet
Den tyske Category 1 turnering Jugend Cup Renningen/Rutensheim Internat. Deutsche Tennismeisterschaften U16 i Renningen gennemføres – trods navnet – også i U14, hvor Holger Vitus Nødskov Rune er seedet 2 i single, og i double er han seedet 1 sammen med Oleksiy Shestakov (UKR), der er no. 2 på Tennis Europe’s rangliste, og derfor seedet 1 i single, hvor Holger er no. 14.
Inden turneringen fik Tennisavisen at vide, at turneringen gennemføres på et anlæg, der betegnes som rigtig farmoragtig hyggeligt med blomster og parasoller.
Holger har den sidste måned arbejdet på at blive mere netsøgende i sit spil, hvilket han ikke har haft mulighed for at benytte konsekvent i sit første år som U14, og derfor er det gledet lidt ud, selvom han er temmelig begejstret for den spillestil.
Derfor skal denne turnering bruges til igen at få det afprøvet i praksis, og det handler derfor om at undgå at falde tilbage og “vinde som man plejer” at gøre, og samtidig acceptere at der følger flere fejl med undervejs i kampene, samt at føle sig tryg nok til at kaste sig ud i det.
I Holgers første kamp i R64 var det ikke noget problem at gennemføre denne spillestil, da han vandt 6-0, 6-0 over Marco Migliorati (ITA) i en kamp, hvor Holger aldrig blev udfordret.
I 2. runde kampen mod Joshua Roth (GER) fungerede det ganske fint, idet Holger spillede frit og arbejdede på alle de ting han har trænet.
Der var bid i slagene, og især i 2. sæt kom han ofte frem til nettet mod en modstander med flade hårde slag og mange vindere i forhånd samt en hård serv.
Holgers kontraspil fungerede, og han udnyttede sine chancer, når han fik spillet modstander kort i banen.
Boldene blev lagt væk med vinderslag, og kom de tilbage var Holger klar ved nettet – præcis som han har trænet.
I modsætning til den første kamp, var denne kamp absolut seværdig, og den endte med dansk sejr 6-3, 6-2.
I onsdagens 1/8-finale venter 15. seedede (141) Mateja Janicuevic (SRB), der vandt over (164) Lovro Suevich (CRO) 6-1, 6-0.
Holger vandt over den tætbyggede offensive serber 6-4, 6-0 i 2014 som U12 i Porto San Georgio.
Det er fortsat planen, at Holger skal bygge spillet op og selv afgøre boldene – og gerne ved nettet.
Spørgsmålet er så, om vinder-instinktet alligevel tager over og afviger fra denne taktik, hvis Holger kommer i problemer undervejs.
Normalt tager de fleste spillere en kamp ad gangen, men lad os alligevel forsøge at kigge et par runder frem, hvis det lykkes for Holger at holde sin seedning.
I så fald kan det blive en kvartfinale mod 8. seedede (43) Zsombor Velcz (HUN), og semifinale mod 4. seedede (29) Kristian Kubik (CZE) eller 6. seedede (39) Karlis Ozolins (LTA), men mange lavere rangerede spillere, der primært har spillet nationale turneringer, er ofte helt på højde med de højst rangerede spillere, så det er langt fra sikkert, at det er de seedede, der når længst, og der er allerede 5 useedede spillere igennem til 1/8-finalen.
Holgers doublemakker Oleksiy Shestakov er også problemfrit videre til 1/8-finalen, og i doublen var de oversiddere i 1. runde, hvorefter de i 1/8-finalen vandt over Emilis Jukna (LTU)/Niklas Schuerrle (GER) 6-1, 6-3.
I kvartfinalen møder de 5. seedede Rostislav Galfinger (KAZ)/Ilya Snitari (MDA).
Tennisavisen har modtaget nedenstående billeder fra Renningen.
Datter af Søren Lerby i 1/8-finale
I U14 Girls single er det også værd at nævne, at en hollandsk pige ved navn Clarine Lerby, der er seedet 15, vandt 1. runde over Julia Traub (GER) 6-1, 6-0, og i 2. runde blev det til endnu en sejr over Julia Maria Duna (ROU) 6-4, 7-5.
I 1/8-finalen møder hun 3. seedede Shavit Kimchi (ISR).
Den eneste grund til at nævne disse resultater er, at den hollandske pige er datter af den berømte danske fodbold landsholdsspiller fra dynamit-holdet, Søren Lerby, hvis søn Christian Lerby også har været omtalt i Tennisavisen et par gange.
Clarine er årgang 2003 og Christian er fra 2001.