Holger Rune leverede en pragt-præstation, da han i suveræn stil opnåede den største triumf ved som første-års U14-spiller at vinde en category 1 turnering

Da Holger Vitus Nødskov Rune kvalificerede sig til finalen ved den tyske Category 1 turnering Jugend Cup Renningen/Rutensheim Internat. Deutsche Tennismeisterschaften U16 i Renningen, var spillet præget af nervøsitet, som bevirkede at han ikke kunne spille frit, men han fik alligevel sikret sig 1. sæt, hvorefter hans lettiske modstander Karlis Ozolins trak sig fra kampen med rygproblemer.

Holgers finale-modstander, 3. seedede Ilya Snitari (MDA) havde derimod vist glimrende takter, da han i den anden semifinale vandt overbevisende 6-1, 6-2 over 1. seedede Oleksiy Shestakov (UKR), der er no. 2 på Tennis Europes U14-rangliste.

Derfor ville Holger næppe have chancer for at vinde finalen, hvis nerver og usikkerhed igen kom til at præge hans indsats.
Finalen blev vist direkte på livestream, hvor man stadig kan se den herunder knap 2 timer inde i optagelsen efter finalen i Girls singles, hvor 2. seedede Avelina Sayfetdinova (RUS) vandt over 1. seedede Viktoriya Kanapatskaya (BLR).

Hvis Holger på nogen måde var nervøs, var det dog meget svært at få øje på, når man har set kampen, hvor Holger virkede fuldt koncentreret, og han tog initiativet fra starten, og gennem det meste af kampen satte han sin modstander under pres med offensivt spil, hvor han ofte fulgte op og afgjorde flere dueller ved nettet eller pressede modstanderen til fejl.

Holger bevarede et højt niveau gennem hele kampen, som han vandt med de overbevisende cifre 6-2, 6-1, og dermed er han den første europæiske spiller i årgang 2003, som har vundet en U14 Category 1 turnering, hvor det plejer at være den ældste årgang 2002, der dominerer.

Resultatet understreger endnu en gang, at Danmark i netop denne årgang råder over Europas bedste spillere, hvilket også afspejles på den seneste rangliste, hvor Elmer Møller er no. 13 og Holger no. 21, og de er de eneste fra årgang 2003 i top 50.
Holger kan uden tvivl se frem til en markant forbedring efter denne triumf, som var indfrielsen af et af Holgers store mål for sæsonen, at vinde en Category 1 turnering.

Sejren betyder formentlig, at Holger er sikret deltagelse i Masters Finals, da han kan opnår 120 point, som erstatter 50 point fra en kvartfinale i Category 1.

På optagelsen herunder kan man gense den rent tyske finale i U16 Boys singles, hvor Marlon Vankan vandt over Moritz Hofmann 6-2, 6-2, og efter kampen vises præmie-ceremonien, hvor Holger ca. 1 time 43 minutter inde i optagelsen modtager sin 1. præmie.

Holger Vitus Nødskov Rune
Foto: Rune

Herunder yderligere et par billeder fra præmie-ceremonien

Avelina Sayfetdinova og Holger Vitus Nødskov Rune
Foto: Rune – Holger sammen med vinderen af U14 Girls single Avelina Sayfetdinova (RUS)

 

Jugend Cup
Foto: Rune
Forrige artikelTE Copenhagen U16: Jesper Andi Jørgensen vinder turneringen
Næste artikelITF Helsinki: Torpegaard slutter “sommer-ferien” med to titler
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.