Det er så let at være bagklog. At sige, jeg skulle have gjort det og have valgt den vej. Det er bare svært at bruge til noget. Sådan har svarene tit været fra Wozniacki, når jeg har bedt hende reflektere på en kamp. Men i et nyt åbent brev til sig selv som 11-årig giver danskeren et sjældent, ærligt, indblik i de mange års rejse med farmand Piotr mod toppen af international tennis.
Hvad ville du sige til dig selv, hvis du kunne skrive et brev til dig selv på tærsklen til ungdommen. En ungdom der for manges vedkommende definerer, hvem du bliver som voksen. I tilfældet Caroline Wozniacki er et sådant brev ekstraordinært interessant, da valgene den danske tennisspiller siden barndommen har taget har været signifikant anderledes end de vi andre ”normale” har gjort. På onlinemediet The Players Tribune har Caroline Wozniacki offentliggjort et brev der, præcis som hendes liv, tager udgangspunkt i den person, der mere end nogen anden har haft betydning for hendes udvikling på og udenfor banen. Far Piotr. Vi bringer her et uddrag af brevet.
Om barndommen og ungdommen i Danmark
Kære 11-årige Caroline,
Lad mig starte med at sige, far havde ret.
Det havde han bare, ingen diskussion. Endelig indser du det.
Lige siden du var tre år gammel har du brugt timer og timer på at spille andre sportsgrene end tennis. Først gymnastik, så svømning, så håndbold og til sidst fodbold. Du var overbevist om at du skulle være en fodboldspiller, når du blev stor. Men far kunne ikke lide, at du spillede på drengehold på grund af manglen på piger i sporten. Han ville have dig til at knytte venskaber med andre piger. Så han pegede dig i retning af tennis.
Det vil langtfra være sidste gang, at du kan drage fordel af hans mening og vurdering. Han vil være med i hvert eneste skridt på din rejse. Før du ved af det vil du bruge mere tid end du kan forestille dig med ham. Efter han ser dig vinde kamp efter kamp mod ældre modstandere vil han tale med dig og sige noget, du aldrig vil glemme.
”Caroline” ”Jeg kan gøre alt for at hjælpe dig med at blive en bedre spiller. Jeg vil tage dig med lige præcis derhen, hvor det er nødvendigt. Jeg vil sørge for, at du har alle muligheder for at blive bedre. Men du er nødt til at vide, med sikkerhed, at det er det du vil. I det øjeblik jeg skal slæbe dig ind på træningsbanen, eller plage dig om at stå tidligt op til træning, så skifter alt. Det er du nødt til at forstå. Men hvis det er det du vil, så vil jeg give dig alt jeg har”.
”Er det det du vil? Elsker du tennis? Helt og ærligt” Sig ja, og han vil gøre det til sin mission og gøre alt du kan for at hjælpe dig til at nå dine mål.
Gør dig selv den tjeneste, at få det maksimale ud af alle de timer i bilen. Tag alle de råd og vejledninger din far giver til dig. Ikke kun dem om tennis. Bemærk, hvad han forsøger at lære dig om livet. Han og mor vil altid understrege, hvor vigtigt det er at være en god person, at behandle folk ordentligt og i det hele taget være respektfuld. Tag det til dig, lad det være med til at forme dig til den person, du bliver.
Om nedturen og den megen kritik efter 2012
Der vil altid være tvivlere, dem der intet andet ønsker, end at se dig fejle. Lad ikke disse mennesker påvirke, hvordan du ser dig selv. Du skal vide, at du er en god person, der behandler andre ordentligt, har et varmt hjerte og ikke lader kyniske og pessimistiske personer ændre det ved dig.
Medierne vil bygge dig hurtigt op, men i samme tempo bringe dig ned. Sørg for ikke at blive fanget i nogle af de yderpunkter. Og Caroline, sørg for at hør meget godt efter lige nu. Forstå hvor massiv indflydelse sociale medier kan have, i takt med den teknologiske udvikling. Giv dine fans indsigt i, hvem du er og del et billede hist og her. Men venligt, venligst, venligst sørg for at holde det mest private privatlig privat.
Det er en meget vigtig ting, du vil takke mig for det senere i livet. Ingen behøver vide alt om dig, sæt pris på dit privatliv.
Tennis vil ikke vare evigt, Caroline. Så sørg for at planlægge din fremtid. Tænk over, hvad du gerne vil lave i livet efter tennis og sørg for allerede at begynde at tage skridt mod den karriere nu.
I de næste 16 år vil jeg være her til at rapportere, og jeg kan fortælle dig en ting med sikkerhed. Du vil komme til at gøre mor og far så stolte. Sørg for altid at have dem tæt på dig. Du vil få travlt, det giver sig selv. Men sørg for altid at huske og værdsætte, hvor meget dine forældre har gjort for dig, og hvad det har betydet for dig.
Du kan læse hele brevet her:
http://www.theplayerstribune.com/caroline-wozniacki-wta-tennis-letter-to-my-younger-self/