Mikael Torpegaard fik en forrygende debut, da han i sin første ATP Challenger besejrede ranglistens no. 295 på Buckeyes' hjemmebane

Når den nye college sæson i USA skydes i gang bliver det med Mikael Torpegaard som no. 1 på ITA College Tennis Ranking.
Derfor forekommer det helt oplagt, at han har fået tildelt et wildcard til 2016 Columbus Challenger, som afvikles på Buckeyes’ hjemmebane, hvor danskeren sidste sæson vandt stort set samtlige kampe for Ohio State University.

Denne uges turnering er første gang Mikael deltager i en turnering på ATP Challenger niveau, men han kunne ikke ønske sig en bedre ramme for sin debut, da underlaget passer perfekt til den aggressive taktik, som han havde lagt inden kampen i 1. runde mod no. 295 Nicolas Meister (USA).

Selvom Mikael er rangeret ca. 350 pladser lavere var styrkeforholdet i kampen nærmest det omvendte, idet danskeren gennem hele kampen dominerede begivenhederne med aggressivt spil, og samtidig fungerede serven godt.

Allerede ved 1-1 i 1. sæt fik Meister problemer i egen serv, da Mikael havde 3 break-muligheder ved 0-40, men amerikaneren red stormen af i første omgang og holdt alligevel sin serv, og de fulgtes ad til 3-3, hvor Mikael igen spillede sig frem til break-muligheder ved 15-40, og denne gang blev chancen udnyttet, hvorefter han servede sættet sikkert hjem til 6-4.

I 2. sæt fortsatte danskeren med at tage initiativ, og efter at begge havde holdt serv til 2-2, kom Meister i problemer i sit næste serveparti, hvor han var nede 15-40. Han fik dog udlignet til 40-40, men på den næste break-mulighed bragte Mikael sig foran 3-2 med tydeligt dansk momentum.
Måske blev Mikael en smule for selvsikker, da han bagud 15-30 i sit næste serveparti pludselig forsøgte sig med en lidt for arrogant eller sløset stopbold, som Meister nemt løb op og afgjorde til 15-40, og han tog derefter straks sit break tilbage til 3-3.

Det var dog en stakket frist, for allerede i amerikanerens næste serveparti blev han brudt blankt til 3-4, og herefter var der ikke flere gaver fra danskeren, som i sit næste serveparti bragte sig på 5-3 efter en slagflugtning ved 40-15, og han tog derefter endnu et break i Meisters serv ved 15-40, og dermed blev det en sikker dansk sejr 6-4, 6-3.

Mikael havde denne kommentar til Tennisavisen efter kampen:
“Ja det var sgu en god kamp fra min side, underlaget passer helt perfekt til mit spil, og jeg formåede at holde min aggressive taktik hele vejen igennem, hvor jeg servede super godt. Turneringen bliver spillet på vores hjemmebane. Er helt tilfreds med omstændighederne i hvert fald.”

Kampen er et gensyn værd, og den kan genses herunder

Mikaels modstander i 1/8-finalen bliver vinderen af kampen mellem 4. seedede no. 159 Peter Polansky (CAN) og no. 254 Emilio Gomez (ECU), som er 2. kamp på Court 3, der på Livestream.com er Court1, hvor man kl. 1600 først kan følge 6. seedede no. 178 Marcelo Arevalo (ESA) vs. no. 302 John-Patrick Smith (AUS), og som 3. kamp kan man følge 1. runde i double, når Mikael Torpegaard og Herkko Pollanen (FIN) møder David O’Hare (IRL) og Joe Salisbury (GBR).

Disse kampe kan følges herunder, hvor der desuden vises yderligere 2 doubler
Erik Crepaldi (ITA)/Evan King (USA) vs. (WC) John Mcnally/Jeffrey John Wolf (USA)
Luke Bambridge/Lloyd Glasspool (GBR) vs. (WC) Hugo Di Feo (CAN)/Martin Joyce.

På Court 1 – som er Centrecourt på Livestream.com – kan man fra kl. 1600cet følge disse kampe herunder
2. seedede (126) Dennis Novkov (USA) vs. (361) Evan King (USA)
3. seedede (151) Austin Krajicek (USA) vs. (228) Sekou Bangoura (USA)
(Q) (643) Gonzales Austin (USA) vs. (WC) Martin Joyce (USA)
7. seedede (189) Blaz Rola (SLO) vs. (383) Nicolaas Scholtz (RSA)
1. seedede (99) Benjamin Becker (GER) vs. (348) Eric Quigley (USA)

Forrige artikelInteressante klubskifter
Næste artikelWTA Tokyo 2: Wozniacki 2.0 viser klassen
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.