Efter endnu en kamp på et meget højt og stabilt niveau er Mikael Torpegaard i finalen i sin første ATP Challenger turnering
Mikael Torpegaard fik en perfekt start på semifinalen mod no. 268 Tennys Sandgren (USA) ved 2016 Columbus Challenger, da han ved 40-30 holdt serv til 1-0, og selvom Sandgren i sit første serveparti diskede op med to esser, var Mikael alligevel med til 40-40, men Sandgren holdt dog serv til 1-1, hvorefter det blev 2-1 til Mikael i et parti, hvor han også havde 2 esser, og vandt partiet efter 40-40.
Amerikaneren fik udlignet til 2-2 efter et rent parti.
Mikael holdt sig foran, da han kom på 3-2, selvom han for andet serveparti i træk fik indhentet en 40-15 føring, og derefter fik Sandgren udlignet til 3-3 i et serveparti fra 40-15.
Selvom Mikael et par gange var blevet passeret ved nettet, fortsatte han den netsøgende aggressive stil, og han kom derved foran 40-0, og han sikrede sig 4-3 føring ved 40-15 efter, at han forinden igen blev passeret ved nettet.
I Sandgrens næste serveparti blev en 30-0 føring forvandlet til dansk break-mulighed ved 30-40, men Sandgren afværgede og udlignede til 4-4.
Endnu en gang holdt danskeren serv, da han ved 40-30 bragte sig foran 5-4, og Sandgren skulle serve for at blive i sættet, og han indledte missionen med et es, hvorefter Mikael med 2 vindere fik lagt pres på Sandgren ved 15-30, men han fik alligevel udlignet til 5-5.
I et eminent spillet serveparti, hvor Mikael både leverede passerslag mod Sandbergs netangreb og endnu en flot vinder, holdt danskeren serv til 6-5.
I Sandgrens efterfølgende serveparti indledte Mikael med at lægge en stopbold, som modstanderen løb op, men han blev derefter over-lobbet til 0-15. Senere blev det både 15-30 og 30-40 og dermed dansk sætbold, som dog blev afværget ved nettet.
Mikael skaffede endnu en sætbold, og efter en aggressiv retur fulgte han op med en ren vinder fra forhånden og sikrede sig sættet 7-5 efter offensivt tennis på et højt stabilt niveau.
I 2. sæt indledte Mikael med at holde serv ved 40-30 efter et par vindere og aggressivt spil fra begge sider.
Sandgren udlignede rent til 1-1 efter 4 førsteserver, heraf et es.
Mikael holdt serv til 2-1, selvom Sandgren tydeligvis forsøgte at være mere aggressiv på returerne, hvilket satte danskeren lidt under pres ved 15-30, men han vandt de næste 3 bolde.
Sandgren fortsatte med overbevisende server, og med endnu et rent parti udlignede han til 2-2, hvorefter Mikael igen holdt serv til 3-2 ved 40-30.
Det blev 3-3 efter endnu et rent parti fra Sandgren, som fortsatte med gode førsteserver, herunder hans 7. es i kampen.
Også danskeren leverede stabilitet i serven, og med et es ved 40-15 bragte han sig foran 4-3.
Efter 30-0 i Sandgrens næste serveparti kom en lille-bitte åbning, da Mikael efter dobbeltfejl udlignede til 30-30, men amerikaneren holdt dog sin serv til 4-4.
Mikael bragte sig herefter i selvskabte problemer, da han ved 30-0 valgte en lidt for skødesløs stopbold, som blev løbet op, og i stedet for 40-0 blev det kort efter 30-30, men danskeren holdt dog fast til 5-4, og Sandgren var tvunget til at holde serv for at blive i kampen, hvilket dog ikke blev noget problem, da han med endnu et rent parti udlignede til 5-5.
Der var heller ingen vaklen i Mikaels næste serveparti, da han med sit fjerde es og en vinder i forhånden bragte sig foran 6-5, og presset forblev på modstanderen, der igen skulle serve for at blive i kampen, og presset blev ikke mindre, da han blev fanget i fødderne ved nettet til 0-15, men med et es blev det 15-15, hvorefter Sandgren efter en dansk netruller slog bolden i nettet.
Endnu en servevinder gjorde det til 30-30, og kort efter var stillingen 40-40 efter endnu en dansk vinder, men et es og en servevinder sørgede for, at det blev 6-6 og sættet gik i tiebreak.
Det første mini-break var dansk til 2-1, og Mikael holdt begge server til 4-1 efter en flot vinder fra baghånden.
En dobbeltfejl til 1-5 lagde yderligere pres på Sandgren, der dog reducerede til 2-5, hvorefter det blev danske matchbolde ved 6-2 efter en slagflugtning på 2. bolden efter en fremragende serv.
Sandgren afværgede den første, som var i danskerens serv, og han holdt derefter selv serv til både 4-6 og 5-6, men i Mikaels næste serv fulgte han op med en vinder til sejr 7-5, 7-6(5), og dermed er Mikael sensationelt fremme i finalen i sin allerførste optræden i en ATP Challenger.
Mikael Torpegaard’s tremendous week continues as he marches on to the Challenger final with 7-5, 7-6 win today. #GoBucks pic.twitter.com/BLeWqqWBOZ
— Ohio State M Tennis (@OhioState_MTEN) 24. september 2016
I den første semifinale blev det til den ventede favorit-sejr til 1. seedede no. 99 Benjamin Becker (GER) over no. 302 John-Patrick Smith (AUS), men det var dog på et hængende hår, idet kampen først blev afgjort i et intenst 3. sæt, hvor australieren mod slutningen havde flere break-muligheder, inden det blev tysk sejr 6-4, 1-6, 7-5.
I betragtning af det høje stable niveau, som Mikael Torpegaard viste i både 1/8-finalen mod 4. seedede Peter Polansky og igen i semifinalen mod en velspillende modstander, forekommer det ikke helt urealistisk, at det kan lykkes for danskeren at tage titlen på sin egen hjemmebane hos Buckeyes.
Mikael Torpegaard fortalte umiddelbart efter kampen til Tennisavisen, at han var fuldt tilfreds med sit spil – hvis man lige ser bort fra førsteserve-procenten, som ifølge statistikken var 59 mod Sandgrens 67.
Det var dog især i 1. sæt, at det kneb med første-serverne, hvor procenten kun var 42, hvilket gør det ekstra imponerende, at Sandgren ikke havde en eneste break-mulighed i sættet. I 2. sæt havde ingen af spillerne break-mulighed frem mod tiebreak’en.
Finale-tidspunktet afhænger af, hvordan det går i semifinalen i double mellem Mikael og hans finske makker Herkko Pollanen, når de senere lørdag – eller natten til søndag dansk tid – møder Mikelis Libietis (LAT)/Dennis Novikov (USA).
I tilfælde af endnu en dansk-finsk sejr, spilles finalen i single formentlig kl. 1800cet, ellers bliver det ifølge turneringens referee kl. 2000cet.
Nattens double kan følges herunder på Livestream, hvor man også kan gense begge semifinaler – ved at klikke på “Event Posts” ikonet øverst til højre – og man kan desuden følge – og senere gense – den første semifinale i double mellem Philip Bester/Peter Polansky (CAN) og Nicolas Meister/Eric Quigley (USA).
Samme sted kan man søndag følge finalerne i både single og double.