I det gamle Brabrand i den nordlige del af Aarhus, spredt ud midt inde i en skov, ligger et af Danmarks vel nok smukkest placerede tennisanlæg. Tennisavisen tog dertil for at udvide horisonten og vise andre sider af tennis-Danmark frem for læserne.
”Har du nogensinde set banerne i Brabrand, de er et besøg værd?” Ordene kom fra en kollega uden den store passion for tennis, men med barndomsminder omring tennisklubben i det nordlige Aarhus. Her var lange traveture med familiens hund, der kækt samlede de vildfarne bolde, dagligdag. Og selv på en blæsende efterårsdag er det svært at få øje på, at det dengang var en straf at blive sendt ud for at lufte familiens firbenede ven.
Den gamle del af Brabrand skråner op af en bakke, og på det øverste, her hvor også villaer i den tocifrede millionklasse er placeret med udsigt over Brabrand-søen, er tennisklubben placeret. Et lille skilt ved en blind vej indikerer, at hvis du tager den lodrette stig opad i skoven, så vil den føre dig til tennisklubben. Når blot man står på vejen, under hundrede meter fra klubhuset, så er det lille skilt det eneste der afslører, at her ligger en af Danmarks bedst gemte tennisklubber.
I mine mange år som turneringsaktiv tennisspiller i Danmark havde jeg fornøjelsen af at besøge en lang række tennisklubber rundt om i Danmark, når der skulle samles sejre og ranglistepoint til den ambitiøse juniorkarriere. Selvom turene talte alt fra Hjørring til Helsingør, så blev det i sagens natur kun til ture til turneringsarrangerende klubber. De fleste der kender programmet for en turneringsaktiv juniorspiller vil vide, at det i sig selv giver rigeligt med kilometer på de danske landeveje. Uden en familiær tradition for tennis, så lå det ikke ligefor at bruge ventetiden i byerne vi besøgte på at besøge andre tennisanlæg. Den blev oftest brugt på shopping og familiebesøg. Jeg tror det kan sammenlignes med travle forretningsfolk, der efter endt erhvervskarriere rejser tilbage til de destinationer, hvor de ikke fik oplevet andet end lufthavn, hotel og skyskrabere. Det er som om, den menneskelige side af oplevelsen ikke blev fuldendt. Med årene blev min kærlighed til tennis langt større end selve spillet. Via dommergerningen og senere journalistuddannelsen blev hver en afkrog af verdens tennisbaner opsøgt i jagten på den gode historie, da jeg følte tennis-Danmark var kendt territorium. Min gode kollegas bemærkning blotlagde en stor mangel i det jeg selv troede var en komplet viden. Derfor har jeg valgt at starte en ny odyssé.
Den starter med en travetur i de smukke bøgeblade der er faldet tykt over trappen, der denne første søndag i november er svær at få øje på. På toppen kommer to smukt beliggende baner til syne. Til trods for de ligger højt, så bliver blæst næppe en udfordring, da de to baner er omgivet af træer, der danner en hyggelig og hjemlig atmosfære. Lidt løftet over de to baner ligger klubhuset, der, hvis ikke man vidste bedre, mest af alt ligner et sommerhus midt i en idyllist dansk skov. Et kig ind gennem vinduet afslører, at det er en klub med traditioner. Over køleskabet ligger et par gamle træketsjere til udlån, og i den fjerneste krog står et par lænestole klar, når kampens resultat skal fordøjes og verdenssituationen vendes.
Skulle dette ske udendørs, så er en god håndfuld træbænke smukt placeret på den stenvæg der udgør skråningen mellem klubhuset og banerne. Som førstegangsbesøgende tænker jeg, sikke da et hyggeligt lille anlæg med to baner. Men min travetur rundt på denne smukke efterårsdag i det gamle Brabrand er først lige begyndt.
Lukket anlæg – åben klub
På den anden side af klubhuset, stadig midt i skoven, ligger endnu en bane helt isoleret fra omverdenen. Skulle man en dag stå at træne serv, uden at afsløre detaljerne for potentielle rivaler, så vil denne bane være et ganske godt bud. Eneste udfordring her kan være, at der i de tidligere forårsmåneder og sene efterårsmåneder er godt med løvfald. Til gengæld har klubben gjort alt for at maksimere udnyttelsen af anlægget, der er nemlig lysanlæg, der gør det muligt at spille helt ud til de sene aftentimer. En god travetur derfra ligger yderligere fire, relativt nyanlagte baner
Selvom man skal lede godt efter det afsides liggende anlæg i det nordlige Aarhus, så er det opsøgende arbejde godt givet ud. Klubben har kun bevæget sig på et mere moderat niveau rent turneringsmæssigt, i stedet har man formået at opbygge en god stamme af faste medlemmer. En af årsagerne til dette er to såkaldte klubambassadører. To medlemmer, der frivilligt har meldt sig til posten, der netop har til formål at fastholde de nye medlemmer. I en klub fyldt med tradition og mange medlemmer med årtier i medlemsbogen, kan det være svært for nye at føle sig velkomne og blive en del af fællesskabet. Ikke på grund af uvilje fra de eksisterende medlemmer, men fordi tradition og rutiner har det med at blive så indgroet, at man måske helt glemmer, hvordan det var at være ny i klubben.
Ny var jeg på Brabrands smukke tennisanlæg denne søndag eftermiddag i november. Nettene var endnu ikke pillet ned, men det var nok nærmere de flotte farver rundt om banen, der indbød til en gåtur mere end det var de røde grusbaner, der fik opmærksomheden. Helt sikkert er det dog, at når foråret kommer og grusset igen kan trædes på, så skal jeg forbi klubben i skoven og have mig et slag tennis.
Dette var den første i en række artikler om unikke og måske lidt ukendte danske tennisklubbers anlæg. Jeg håber i foråret at kunne besøge flere og berette om mine umiddelbare oplevelser her i tennisavisen. Skulle du have gode ideer til, hvor jeg skal begive mig hen, så skriv mig en mail: persmac@hotmail.com
