En helt almindelig aftrædelsesordning mellem DTF´s bestyrelse og den tidligere topledelse, Sune Irgens Alenkær, Michael Tannis Beck (foto) og Karsten Nielsen, betyder at ingen af parterne udtaler sig yderligere i sagen. Et faktum, der har skabt grobund for debat i danske tenniskredse. En debat DTF-formand Henrik Thorsøe nu forholder sig til.
Det kom som lidt af en bombe, da Dansk Tennis Forbund i slutningen af juni kunne meddele, at tre af de ledende medarbejdere på forbundets sekretariat i Brøndby med øjeblikkelig virkning stoppede. Efter TENNISAvisens oplysninger fik de tre nu tidligere DTF-ansatte ganske få øjeblikke til at rydde deres kontorer i Idrættens Hus. Afskedigelsen kom efter avisens oplysninger som et chok for forbundets ansatte, der siden sommeren har måtte knokle ekstra hårdt. Uden de hænder de tre udgjorde i dagligdagen og uden en egentlig daglig ledelse.
I det danske tennislandskab har situationen affødt spekulationer om, hvad årsagen til afskedigelserne var grundet i. DTF-formand Henrik Thorsøe giver i den foregående artikel i denne avis lidt indsigt i, hvad årsagen til den dramatiske dag var. Ydermere har mange undret sig over, hvorfor der ikke er kommet forklaringer fra de tre nu tidligere DTF-medarbejdere. Det er grundet den tavshedsklausul, der samtidig med afskedigelsen blev underskrevet af begge parter. En aftale der også betyder, at Henrik Thorsøe kun i meget begrænset omfang kan udtale sig om sagen. Rygterne om, at forbundet har brugt en stor sum penge på at lukke munden på de tre tidligere medarbejdere, vil formanden dog gerne give en kommentar med på.
Ikke en usædvanlig aftale
”Jeg kan afvise, at vi har smidt mange penge efter dem. Det er en ganske almindelig aftrædelsesordning efter lovgivningen, hvor der også indgår en tavshedsklausul. Den tavshed har vi så betalt et mindre beløb for, det er helt normalt. Naturligvis var det en ærgerlig situation for de tre medarbejdere, men efter omstændighederne gik det stille og roligt,” forklarer Henrik Thorsøe.
Efter formandens opfattelse har de nu tidligere medarbejdere udført det arbejde de var blevet bedt om af bestyrelsen. En ny bestyrelse blev i foråret valgt, sidenhen har denne valgt en anden vision og tilgang til forbundets virke. Et valg der betød, at man mente det var det rigtige at sætte et nyt hold i forhold til den daglige ledelse.
”Der er ingen tvivl om, at vi og jeg har lyst til at gøre rigtig mange ting for at gavne dansk tennis. Vi har et meget højt ambitionsniveau, så en af udfordringerne for os bliver at begrænse os. Man skal huske på, at bestyrelsen i Dansk Tennis Forbund er frivillig, så tingene skal også kunne hænge sammen i det daglige. Men jeg håber og tror på, de mange tiltag vi kommer med vil kunne præge tennissporten i Danmark i en god retning,” forklarer Henrik Thorsøe.
I et langt indlæg på Dansk Tennis Forbunds hjemmeside beskriver Henrik Thorsøe, hvordan de senere måneder har været præget af hektisk arbejde og lettere kaos omkring de mange opgaver i bestyrelsesarbejdet. Ikke mindst grundet, at den daglige ledelse ikke var tilstede i forbundet på grund af de tre afskedigelser. Formanden erkender, at kommunikationen eksternt ikke har været god nok, hvilket han lover at rette op på fremadrettet.
Netop kommunikation med klubber, unioner og andre interessenter vil i de kommende måneder være vital. Den nye bestyrelse satte sig selv i spotlight ved at smide ledelsen på porten. Efterfølgende blev tennis-Danmarks undren til frustration over manglende indsigt og kommunikation i, hvad der i grunden skal ske med tennissporten, en sport der i forvejen har udfordringer nok at arbejde med. Nu har formanden givet svar og lovet bod og bedring. De kommende måneder frem mod næste generalforsamling vil vise, om bestyrelsen lancering af nye tiltag kan skabe samarbejde på tværs og skabe den fællesånd sporten i Danmark i mange år har manglet. Et manglende fælles fodslag, der har kostet mange medlemmer. Et fokuspunkt formanden og den nye bestyrelse, præcis som den gamle, har sat sig for at ændre på. Tiden vil vise, om det lykkedes. En ting er sikkert, med bestyrelsens start hviler alles øjne tungt på, om det nye hold af ledere formår at vende en ærgerlig udvikling.