Trods opkast dagen før og 39 i feber stillede Maxim Landa op i kvalfinalen og vandt 1. sæt, men kræfterne slap op, og kvalifikationen glippede
Både Maxim Landa (øverste billede) og Thomas Schwencke Lindqvist (billedet herunder) deltog for 3. uge i træk i kvalifikationen til en Futures på Cypern, men en yderst uheldig lodtrækning betød, at de mødte hinanden i 1. kvalrunde ved HERODOTOU TENNIS ACADEMY FUTURES $10.000 i Larnaca, hvor Maxim trak det længste strå med sejr 6-2, 6-4.
I 2. kvalrunde fik Maxim endnu en sejr, og han skulle ikke bruge meget energi for at vinde 1. sæt 6-0 over Gleb Smolyakov (RUS), der herefter trak sig fra kampen, og dermed havde 20-årige Maxim en gylden mulighed for spille sig videre til hovedturneringen, da han mandag skulle møde 21-årige Fabian Van Der Lans (NED), som han under normale forhold ikke var i tvivl om, at han ville være i stand til at besejre.
Desværre havde Maxim 39 i feber, og han havde kastet op hele dagen før, hvor han havde det forfærdeligt, og det føltes også skidt inden kampen, men havde dog energi nok til at gennemføre 1. sæt, som han vandt 6-3.
I 2. sæt var han helt færdig, og han havde mest lyst til at trække sig fra kampen, men han valgte alligevel at gennemføre den i håb om, at han kunne komme videre til hovedturneringen som Lucky Loser.
Maxim tabte kampen 6-3, 1-6, 1-6, og da det efterfølgende viste sig, at han var den sidste på Lucky Loser listen, valgte han at tage hjem fra Cypern, hvor han som omtalt i Tennisavisen optjente sit første ATP ranglistepoint for 2 uger siden, og efter mandagens opdatering optræder hans navn som no. 1648 på ranglisten, hvor Mikael Torpegaard er no. 343 med 137 point, Frederik Løchte Nielsen no. 385 med 114 og Benjamin Hannestad no. 951 med 13 point.
August Holmgren optjente i sidste uge 2 point, men han vil først optræde på ranglisten, når den opdateres næste mandag.