Mathilde Tranberg vinder gyser mod 2. seedet. Elmer Møller opnår ITF-point i første forsøg. Holger Rune i 3 sæt mod 16-årig svensk EM-spiller
Alle danske deltagere var tirsdag i aktion i 1. runde ved Grade 5 turneringen ProAktiv ITF junior Stavanger i Norge.
I den første kamp på bane 5 kl. 0900 skulle 16-årige Mathilde Tranberg møde 2. seedede Alise Cernecka (LAT), der er no. 401 på ranglisten, hvor Mathilde er no. 831, hvilket i Tennisavisens første omtale fra turneringen blev betegnet som en “hård lodtrækning”, hvilket måske kunne tolkes som manglende forventning om dansk sejr i opgøret.
Alise Cernecka bragte sig da også på sejrskurs, da hun vandt et jævnbyrdigt 1. sæt 7-5, men så “let” skulle det dog ikke gå for den lettiske spiller, for Mathilde fik trods et tabt sæt vist, at hun godt kunne hamle op med sin modstander, hvilket hun demonstrerede ved selv at vinde 2. sæt 6-3.
Også i 3. sæt kunne Mathilde matche sin modstander, og efter endnu et jævnbyrdig sæt, sikrede Mathilde sig en overraskende sejr på 5-7, 6-3, 7-5.
I 1/8-finalen bliver Mathildes modstander 14-årige Hedda Gurholt (NOR), som havde wildcard, og hun vandt i 1. runde 6-2, 6-2 over no. 655 Erika Batista Dodridge (GBR), hvilket var hendes første ITF main draw sejr.
Nordmanden har en enkelt gang optrådt i ITF-sammenhæng, da hun for halvanden måned siden spillede sig igennem kvalifikationen i Rungsted Kyst, bl.a. med sejre over to danske spillere, Anna Aagaard Nielsen 6-2, 6-0 og Alisha Ali Hussain 6-1, 2-6, 7-5, hvorefter hun i 1. runde af hovedturneringen tabte 3-6, 1-6 til no. 739 Fanni Gecsek (HUN).
Både 1. seedede Olga Helmi og 4. seedede Hannah Viller Møller vandt sikre “pligtsejre” – Olga 6-0, 6-3 over no. 970 Sarina Reinertsen (NOR) og Hannah 6-0, 6-0 over no. 944 Ekaterina Vinnik (RUS), der i kvalfinalen havde slået Emilie K.S. Hansen 6-4, 7-6(4).
Olga møder i 1/8-finalen 15-årige no. 688 Liisa Vehvilainen (FIN) og Hannah møder 14-årige no. 768 Emilie Elde (NOR), der som 13-årig vandt det norske mesterskab indendørs som den yngste nogensinde.
Olivia Gram måtte nøjes med en enkelt kamp, da hun i 1. runde tabte 2-6, 0-6 til no. 662 Victoria Allen (GBR).
Holger måtte bøje sig for 3 år ældre svensk EM-spiller
13-årige Holger Vitus Nødskov Rune, der havde wildcard til hovedturneringen, mødte i 1. runde den 3 år ældre no. 661 Anton Ornberg, der er Sveriges næstbedste i U16 og EM-deltager.
Derfor ville det næppe være rimeligt at forvente, at en 13-årig dansker kunne hamle op med den svenske EM-deltager.
Alligevel så det lovende ud for den unge dansker, som spillede forrygende, og med insisterende offensivt tennis vandt Holger 1. sæt 6-2.
Tennis er som bekendt også et mentalt spil, hvilket kom til udtryk, da Holger i 2. sæt fik brudt sin serv, hvilket fjernede fokus for meget fra kampen, og fra 2-2 i sættet foregik resten af kampen helt på svenskerens præmisser, og kampen endte med svensk sejr 2-6, 6-2, 6-2.
Holger fik dog igen bevist, at hans potentiale er stort, og kampens udvikling er en lærerig påmindelse om, at der stadig er meget at lære, og måske kan Holger finde god inspiration ved at studere Adam Blichers kalendergave fra den 5. dag i måneden
Tennisviden: Afsnit 5 – Du SKAL være i Zonen
Elmer Møller gør flot entre på ITF-ranglisten
Elmer Møller er ligeledes en 13-årig dansker med stort potentiale, hvilket igen kom til udtryk, da han efter 3 sikre sejre i kvalifikationen til hans første optræden i hovedturneringen ved en ITF-turnering mødte den 15-årige Leyton Rivera (SWE), som kom bedst fra start ved at vinde 1. sæt 6-4.
Herefter fik Elmer greb om kampen, og med sejr 4-6, 6-2, 6-2 sikrede han sig sine første 5 point til ITF-ranglisten.
Et godt bud på Elmers modstander i 1/8-finalen ville være Norges 3. højst rangerede junior, 17-årige no. 477 Peter August Anker, der måtte forventes at gentage sejren på 6-2, 6-1 i Aarhus tidligere på året over no. 973 Erik Carlsten (SWE).
Imidlertid fik den ligeledes 17-årige svensker revanche i en udmarvende 3-sæts kamp, som sent på aftenen endte med svensk sejr 6-7(5), 7-5, 7-5.
Arrangørerne tager dog ikke det helt store hensyn til svenskeren, som i bogstavelig forstand skal stå tidligt op for at slå den 4 år yngre dansker, idet kampen er programsat allerede som første kamp på bane 2 kl. 0930.
Elmer kan dog under alle omstændigheder spille helt uden forventninger og tage det som en stor oplevelse at få muligheden for at spille mod de “store drenge” i sin debut-turnering hos ITF.
Norge stiller de største forventninger til 2. seedede 17-årige no. 422 Marcus Anker Aarthun Sulen, der er næstbedste norske junior efter den suveræne Casper Ruud, der dog ikke mere spiller junior-turneringer.