Caroline Wozniacki var på klar vinderkurs ved 6-1, 3-0, da Julia Goerges efter coaching pludselig begyndte at spille forrygende

Da 4. seedede Barbora Strycova natten til torsdag tabte den første kvartfinale på Centre Court ved WTA International turneringen ASB Classic i Auckland til no. 61 Lauren Davis (USA) 1-6, 6-7(4), betød det samtidig at Caroline Wozniacki med sejr over no. 53 Julia Goerges (GER) kunne forsvare sin ranglisteplacering som no. 19, hvilket i så fald ville sikre hende en 9-16. seedning ved Australian Open.

Inden kampen, som var første kamp på aften-programmet, som er kl. 7 om morgenen dansk tid, var de øvrige kvartfinaler afviklet i løbet af natten.
Udover Lauren Davis har 7. seedede no. 44 Jelena Ostapenko (LAT) med cifrene 7-5, 6-3 sikret sig en semifinale-plads mod Davis.

I den sidste kamp på eftermiddags-programmet behøvede 4. seedede Ana Konjuh (CRO) ikke at anstrenge sig særlig meget, idet hendes modstander no. 48 Naomi Osaka (JPN) måtte trække sig allerede ved stillingen 2-0 til kroaten.

Inden kampen var den indbyrdes stilling mellem Caroline og Goerges 4-4, og det bemærkelsesværdige i den forbindelse er, at Goerges vandt to gange i 2011, mens Caroline var no. 1 på ranglisten – først i finalen i Stuttgart og kort efter i 1/8-finalen i Madrid, begge gange på grus.

Caroline vandt lodtrækningen og valgte at serve, hvilket viste sig at være en god ide, da hun relativt enkelt bragte sig på 1-0.
Goerges indledte sit første serveparti med et es, men kom bagud 15-30 efter en dobbeltfejl. En vinder og endnu en dobbeltfejl gav dansk break-mulighed, som blev udnyttet til 2-0 føring, og det blev 3-0 i næste parti efter flere enkle fejl fra tyskeren.

Goerges fortsatte med et par enkle fejl og kom bagud 0-30, men to vindere og et es gav tysk fordel, som blev spoleret af en dobbeltfejl, og da hun heller ikke udnyttede sin næste fordel, endte partiet med dansk break efter endnu en dobbeltfejl til 4-0.

Kort efter var stillingen 5-0, og på TV skærmen viste statistikken for uprovokerede fejl 0-9, hvilket, hvilket var før de to sidste bolde, som også var fejl fra Goerges, der herefter havde en snak med sin coach, hvilket tilsyneladende havde en positiv effekt, idet hun omsider fik sit første point fra 40-15.,

Stabile danske server betød dog, at Caroline sikrede sig 1. sæt 6-1 uden at hun for alvor var udfordret undervejs, hvilket en førsteserve-procent på 85 også medvirkede til.

Goerges kom også på hælene i sit første serveparti i 2. sæt, da Caroline med et flot baghånds-vinder kom på 30-0, og med yderligere to fejl blev Goerges brudt rent til 0-1.
I Carolines første serveparti i sættet sneg hendes to første dobbeltfejl sig ind, og Goerges fik derved sin første break-mulighed, som Caroline dog afværgede og selv skaffede en fordel, og det endte med 2-0 føring.

Det blev til et nyt break og 3-0 i Goerges næste serveparti, som sluttede med en longline vinder fra baghånden.

Vendepunktet efter coach på banen

Ved sidebyttet var Goerges coach på banen, hvilket tilsyneladende havde en god effekt, idet tyskeren tog det ene break tilbage ved 15-40 i Carolines serveparti, og hun fortsatte det gode spil i sit eget serveparti, hvor hun reducerede til 2-3, hvorefter Piotr Wozniacki kom på banen med råd til datteren.

Goerges fortsatte sin aggressive stil, og hun havde fået barberet de værste fejl ud af spillet, og med en række vindere spillede hun sig frem til nye break-muligheder, og hun fik udlignet til 3-3, og hun havde overtaget initiativet i sættet.

I Goerges næste serveparti fik Caroline fremprovokeret en fejl, som gav break-mulighed ved 30-40, men den blev afværget med tysk serve-vinder, og en god 1. serv gav i stedet tysk fordel, som blev udnyttet med en aggressiv vinder til 4-3.

Den tyske dominans fortsatte, da Caroline kom bagud 0-40 i egen serv, og selvom hun vandt de næste to bolde, blev det alligevel til endnu et break og 5-3 til Goerges, som derefter med et blankt parti servede sættet hjem rent til 6-3.

Nedenstående tweet beskriver meget godt, at Caroline nærmest fungerede som målvogter, når Goerges bombarderede løs mod hende.

Den tyske stime på 6 partier i træk blev omsider stoppet, da Caroline indledte 3. sæt med at holde serv ved 40-15.
Goerges fortsatte dog med at spille aggressivt uden at lave fejl, og hun holdt serv blankt til 1-1, og Caroline kom igen under pres i egen serv ved 0-30, og en baghåndsvinder fra Goerges gav 2 tyske break-muligheder, og på den anden af disse sørgede en cross-vinder fra forhånden for tysk 2-1 føring, som blev øget til 3-1 efter et blankt parti med både vindere og esser.

Goerges var inde i en periode, hvor alt lykkedes for hende, og Caroline var ikke i stand til at modstå presset, og med et nyt blankt parti brød Goerges til 4-1.
Selvom Goerges i sit næste serveparti havde 2 store fejl, spillede hun sig alligevel frem til fordel, men en dobbeltfejl holdt Caroline inde i partiet, hvorefter endnu et servees alligevel gav 5-1 til Goerges.

Caroline fik reduceret til 2-5, da hun omsider holdt serv ved 40-15, og da Goerges servede for kampen spillede Caroline nogle eminente bolde, som gav 3 break-muligheder, men Goerges afværgede de to første, hvorefter en dobbeltfejl betød dansk reducering til 3-5.

Caroline bragte sig på 40-15 i egen serv, og der kom et par “come on” undervejs, og det lykkedes at skabe fornyet spænding om udfaldet, da Goerges ved 40-30 sendte bolden en anelse forbi sidelinjen, og stillingen blev 4-5.

Da Goerges igen servede for kampen, lavede Caroline en stor fejl ved 30-30, og derefter sikrede Goerges sig med et servees sejren 1-6, 6-3, 6-4, efter et forrygende comeback, hvor Caroline ikke formåede at tage initiativet fra sin modstander. 

Det lykkedes således ikke for Caroline at opnå 9-16. seedning ved Australian Open, med mindre der kommer endnu et afbud fra en af de foranliggende spillere, men det behøver ikke at gøre den store forskel, om hun i en eventuel 3. runde møder seedet 9-16 eller 17-24.

I næste uge har Caroline mulighed for at få spillet yderligere nogle kampe i Sydney, inden det går løs ved Australian Open.

Forrige artikelWTA Brisbane: Angeligue Kerber redder sig gennem 2. runde
Næste artikelITF Junior Bromma: Olga og Hannah i semifinale. Holger tabte efter 5 sejre
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.