Roger Federer viste ingen nåde, da han i tredje runde af Australian Open sendte Tomas Berdych ud med et brag.
Seks måneders skadespause har tilsyneladende gjort godt for 35-årige Roger Federer. Den 17-dobbelte Grand Slam-vinder viste i hvert fald i tredje runde, at han langt fra er færdig som topspiller og vandt opgøret 6-2, 6-4, 6-4. Tomas Berdych var således chanceløs mod en storspillende Federer, der inden opgøret var spået at komme i problemer mod den 10. seedede tjekke.
Berdych havde i starten af kampen svært ved at få gang i sin serv. Det gjorde ondt på tjekken, der prompte blev straffet. Federer så sig aldrig tilbage og lavede vindere fra forhånden og baghånden, mens også serven og flugtningerne fungerede sublimt kampen igennem. Federer vandt skræmmende 95 procent af boldene, når han fik sin førsteserv i spil, og selvom Berdych i løbet af kampen fik bedre styr på spil, var der intet at stille op for tjekken.
FLAWLESS!
Federer through to the 4th round! #AusOpen pic.twitter.com/EZhrEuZct8
— #AusOpen (@AustralianOpen) January 20, 2017
Roger Federer møder i fjerde runde 5. seedede Kei Nishikori, der længe har været i storform og sikkert spillede sig videre med en tresætssejr over Lukas Lacko. Der er dermed lagt op til et brag af et opgør, hvor japanske Nishikori dog kommer på noget af en opgave, hvis Federer fortsætter i samme stil.
Murray sikkert videre
Den britiske verdensetter, Andy Murray, spillede i nat sig også sikkert videre til fjerde runde. I tre sæt slog han amerikanske Sam Querrey 6-4, 6-2, 6-4. Murray var i kampens indledning lidt langsom om at komme i gang, men som kampen skred frem, fik han mere og mere styr på sit spil, og sejren var aldrig i fare. Murray har dermed stadig ikke tabt et eneste sæt i årets turnering og møder i fjerde runde den useedede tysker Mischa Zverev.
Stan Wawrinka spillede sig i nat også videre, da han besejrede Viktor Troicki i fire sæt. Schweizeren var ellers presset i begyndelsen af opgøret, da han efter at have haft en 3-1 føring i første sæt, kunne se Troicki vende sættet på hovedet og tage første sæt 6-3. Verdens nummer fire fik dog efterfølgende bedre styr på sit spil, og selvom Troicki fik presset Wawrinka i fjerde sæt, var det ikke nok. Wawrinka vandt 3-6, 6-2, 6-2, 7-6 (7) og møder italienske Andreas Seppi i fjerde runde.
Franske Jo-Wilfried Tsonga bookede også en plads blandt de 16 bedste, efter han i sin tredje runde besejrede amerikanske Jack Sock i fire sæt. Og selvom Sock fik afværget to matchbolde i tiebreaken i tredje sæt, så var det ikke nok til at ryste Tsonga, der var skarpest på de afgørende tidspunkter. Franskmanden vandt opgøret 7-6 (4), 7-5, 6-7 (8), 6-3 og møder i fjerde runde en af turneringens helt store overraskelser, Daniel Evans, der noget overraskende har slået 7. seedede Cilic og senest Bernard Tomic ud af turneringen.
I nat venter de resterende opgør i tredje runde, hvor der er flere interessante kampe i vente. Rafael Nadal møder det tyske stortalent Alexander Zverev, der tidligere har slået blandt andet Federer. Også Milos Raonic kommer på lidt af en opgave. Han møder Gilles Simon.
Den sidste halvdel af tredje runde og resten af Australian Open kan du følge hver dag på Eurosport 1 og 2.