Helena Francati vandt sin første hovedrunde sejr i Grade 1. Hannah Viller Møller måtte forlade single-rækken efter 1. runde. Sammen er de videre i double
Udover dygtighed skal der også nogle gange lodtrækningsheld til for at nå forbi 1. runde i Grade 1 sammenhæng.
I sidste uge havde 15-årige Hannah Viller Møller ikke den sværeste lodtrækning i Columbia, da hun optjente sine første point i en Grade 1 turnering mod en uerfaren lokal wildcard spiller, som blev besejret med 6-0, 6-0.
I denne uges Grade 1 turnering Mundial Juvenil de Tenis i San Joaquin, Ecuador var det Helena Francatis tur til at blive begunstiget, da hun for første gang nåede hovedrunden i Grade 1 sammenhæng, idet hun trak en lokal spiller fra Ecuador, 17-årige Nicole Andrea Cuesta Casares som havde fået tildelt wildcard.
Helena var ikke sen til at udnytte den gode lodtrækning, og med en sikker sejr på 6-0, 6-1 sikrede hun sig samtidig 20 point til ranglisten efter en kamp, som hun dominerede.
Dave Bandelin fra EuroElite var godt tilfreds med Helenas indsats, og han fremhævede flere forbedringer både mentalt og spillemæssigt med forbedret spin og spilmønstre med variation, samt tilpasning til omgivelserne i 1.500 meters højde, og serven blev betegnet som “brilliant”
https://www.facebook.com/EuroeliteTennis/posts/1321532801244877:0
Hannah mødte i 1. runde no. 234 Clara Burel (FRA), der ligesom Hannah er årgang 2001, og det blev den 30 pladser højere rangerede franskmand, der løb med sejren på 6-3, 6-1.
Taktikken var at gå efter franskmandens baghånd med både serv og grundslag, men selvom duellerne oftest var tætte kunne Hannah ikke “eksekvere”, og når hun var ved at få momentum, svarede fransmanden igen med sin forhånd.
Hannah og Helena spillede senere mandag double, hvor de i 1. runde vandt 6-1, 6-1 over Carolina Alvarez (ECU) og Jimar Geraldine Gerald Gonzalez (CHI), som havde wildcard.
Det var sidstnævnte, som Helena havde besejret i 3 tætte sæt forleden i kvalfinalen i single.
I 1/8-finalen møder Hannah og Helena 8. seedede Amanda Meyer/Marlee Zein (USA).
Efter den gode turnering i Columbia blev Patrick Kristensen som tidligere omtalt slået ud i kvalifikationen i første kamp, samme dag som han ankom til Ecuador.
Det blev også kun til en enkelt kamp i double, hvor Patrick sammen med Jaimee Floyd Angele (FRA) tabte 3-6, 6-7(4) til Juan Ignacio Batalla Diez (MEX)/Juan Pablo Grassi Mazzuchi (ARG).