Efter nederlag mod Ungarn i første kamp var Danmark på vej mod nyt nederlag i Consolation finalen mod Frankrig, men en taktisk geni-streg vendte kampen til dansk sejr

Adam Blicher, der var coach for de danske U12 piger ved EM kvalstævnet for hold i Ravkovnik i Tjekkiet, har efter hjemkomsten – og mens han venter på næste fly  til Spanien – fremsendt en rapport og nogle billeder fra stævnet.

Det danske hold bestod – udover holdkaptajn Adam Blicher – af Emilie Just Bomholt, Zoe Du Pasquier Jensen og Rebecca Munk Mortensen, som står i denne rækkefølge på ovenstående billede af hele holdet.

Danmark vs. Ungarn 1-2

Danmark indledte fredag mod Ungarn, og Emilie sørgede for dansk 1-0 føring, da hun i 2. singlen vandt 6-1, 6-2 over Kiti Molnar, som havde nogenlunde samme niveau som danskeren, men Emilie var i hele kampen skarp på de vigtige tidspunkter.
I 2. sæt var momentum kortvarigt ved at tippe over på modstanderens halvdel, men Emilie udviste stort mod og blev ved med at skabe og styre spillet i kampen.

I 1. singlen kom Zoe flyvende fra start, idet hun førte 3-0 med dobbelt break mod Vanessa Dalma Danko, selvom hun egentlig ikke spillede fantastisk, men hun gjorde tilstrækkeligt til at vinde partierne.
Desværre var hun ikke i stand til at fortsætte sejrsstimen, og Ungareren – som Adam betegner som “enormt kompetitiv” – blev for stor en mundfuld, og med cifren 6-3, 6-1 fik Ungarn udlignet til 1-1.

I den afgørende double spillede Zoe og Emilie mod de samme to fra Ungarn, og trods dansk føring 4-2 anerkender Adam, at de ungarske piger var overlegne, og de vandt doublen 6-4, 6-1, og dermed blev det sammenlagt en fortjent sejr 2-1 til Ungarn.

Resultater betyder, at Danmark skulle spille videre i Consolation rækken, men da et hold havde meldt afbud var Danmark oversidder i 1. runde om lørdagen, hvor pigerne måtte nøjes med at se på, mens Frankrig og Cypern spillede om at møde Danmark i søndagens Consolation finale.

Rebecca Munk Mortensen, Zoe Du Pasquier Jensen , Emilie Just Bomholt
Foto: DTF

Da Frankrig vandt 3-0 over Cypern, blev Danmarks modstander i Consolation finalen om søndagen således de franske piger, som danskerne på forhånd vidste, at de skulle være på stikkerne for at have en chance imod.

Frankrig kom foran 1-0 i 2. singlen, hvor Rebecca fik chancen mod Emma Zheng, der ganske enkelt var for god, og Rebecca tabte 1-6, 1-6.

I 1. singlen havde Emilie revanche til gode mod Juliette Bahri, som hun havde tabt til i en Tennis Europe turnering sidste år.
Fra start var der kamp om pointene, og niveauet var “en fryd at sidde og se på”, fortæller Adam, og han fortsætter
I slutningen af første sæt træder Emilie på gassen og er specielt god til at styre spillet hver gang hun er fremme i banen kombineret med en ukuelig vilje til at arbejde defensivt i de situationer hvor modstanderen havde overtaget sikrede hende første sæt.

2. sæt blev ligeledes utroligt velspillet, og Emilie endte med at trække det længste strå – og få sin revanche – med sejren 6-4, 7-5.

Dermed skulle finalen afgøres i doublen, hvor det igen var Zoe og Emilie, der spillede.
Indtil fransk føring 6-4, 3-2 var det de franske piger, der var bedst på banen, og danskerne havde svært ved at finde en nøgle til at vende kampen.
Ved førnævnte stilling forsøgte de med en alternativ opstilling, hvor begge var tilbage på baglinjen, og det vendte fuldstændig momentum, og danskerne vandt 2. sæt, og i en jævnbyrdig match-tiebreak trak Danmark sig sejrrigt ud af opgøret 3-6, 6-4, [10-8], og dermed blev Danmark vinder af Consolation-finalen 2-1.

Udover selve kampene er der – på pigernes eget initiativ – blevet trænet hver eneste dag efter kampene, og der blev leveret festlig underholdning i “musical”en herunder

 

 

 

og der blev lavet kampråb – “Forhånd, baghånd, serv og smash, vi vil altid gi’ den gas!“, og der blev grinet på turen, hvor alle havde det skægt.

 

 

 

Adam opsummerer med, at det alt i alt har været en super god tur med læring på og udenfor banen.

Forrige artikelITF Junior Paraguay: Hannah Viller Møller og Patrick Kristensen videre. Gensyn med Philip Hjorth
Næste artikelITF Junior Paraguay: Philip Hjorth og Patrick Kristensen kom regnen i forkøbet med hurtige sejre
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.