Frederik Løchte Nielsen og Isak Arvidsson fik ikke den bedste start i Canada, hvor de tabte 1. runde i double mod to talentfulde canadiere på 16 og 17 år

24-årige Isak Arvidsson har de seneste 4 år jævnligt spillet på det svenske Davis Cup hold, hvilket i “gamle dage” som regel var ensbetydende med, at man tilhører Verdenseliten i tennis og kan gøre sig gældende i diverse ATP-turneringer.

Isak Arvidsson
Foto: Sportsfotograf.com. – Isak Arvidsson

I de senere år har udviklingen i tennis dog ændret billedet en hel del, og på den seneste ATP-rangliste er der ikke en eneste svensker i top 150. Den højst rangerede er Elias Ymer som no. 155, og derefter er der yderligere et spring til no. 381 Christian Lindell.

Førnævnte Isak Arvidsson er no. 568, og derfor måtte han gennem kvalifikation i $25.000 turneringen Futures de Gatineau i Canada, hvor han desuden er tilmeldt i double sammen med Frederik Løchte Nielsen.

Den svenske Davis Cup spiller, der for knap en måned siden vandt den 5. og afgørende single 6-7(7), 6-2, 6-1, 3-6, 6-3 over no. 816 Aziz Dougaz, da Sverige vandt 3-2 over Tunesien, var seedet 1 i kvalifikationen, og derfor var han oversidder i 1. runde, men i 2. kvalrunde tabte han 4-6, 6-4, 2-6 til den urangerede Nicaise Muamba (CAN).

Arvidsson og Løchte er blevet enige om at stille op i double sammen i denne turnering, og det er ligeledes tanken, at de spiller sammen i næste uges 25K turnering i Sherbrooke.
I 1. runde mødte de to teenagere, der trods deres unge alder på 16 og 17 år allerede er Verdensberømte.

16-årige Felix Auger-Aliassime, der er no. 511 på ATP-ranglisten og regnes for at være Verdens bedste junior, havde allerede i en alder af 14 år markeret sig på en måde, så ingen er i tvivl om, at der er tale om en storspiller i svøb, hvilket Anders Høeg Lammers, der somme tider skriver i Tennisavisen, berettede om i Sport Fortalt for halvandet år siden i denne artikel http://sportfortalt.dk/felix-auger-aliassime-canadas-vidunderbarn.

Hans 17-årige makker Denis Shapovalov, der er helt oppe som no. 250, og begge vil uden tvivl blive nævnt, når Tennisavisens Daniel Nøjsen Fallah om kort tid vil fortælle om NextGen spillerne, der forventes at tage over, når “Big Four” ikke mere dominerer tennis-toppen.
Shapovalov fik ekstraordinær medie-opmærksomhed for nylig – også i danske medier, som normalt kun skriver om Caroline Wozniacki og de største stjerner – fordi han i Davis Cup opgøret mod Kyle Edmund fra Great Britain fik en bøde på 7.000 dollars for at ramme dommeren i øjet, da han i irritation over en tabt bold kylede boden i dommerens retning.

De to teenagere havde tilsyneladende ikke de helt store problemer mod de mere rutinerede skandinaviske Davis Cup spillere, da de i 1. runde i double vandt 7-6(1), 6-4, og Shapovalov fik også ram på Løchte, da de mødtes i 1/8-finalen i single.

I 1. runde havde Løchte, der er no. 406, vundet over no. 522 Adrien Bossel (SUI) 6-3, 7-6(9), og den 2. seedede canadier havde vundet 6-3, 6-2 over Nathaniel Lammons (USA), der havde været igennem kvalifikationen.
I 2. runde blev det til en komfortabels sejr til Shapovalov, som vandt 6-1, 6-4 over Løchte.

Felix Auger-Aliassime, der i 1. runde vandt 7-5, 6-3 over sin landsmand Pavel Krainik, tabte i 1/8-finalen 4-6, 1-6 til no. 386 Eric Quigley (USA).

Tennisavisen bad Løchte give en vurdering af det fremtidige potentiale, hvilket dette tweet giver hans klare opfattelse af

Forrige artikelTE U14 Stockholm: Elmer Møller besejrede Leo Borg i 2 sæt efter afværget sætbold
Næste artikelSidste runde i herrernes mellemspil
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.