En ganske uventet semifinale i US Open sidste år, en far der italesatte et karrierestop og en sæsonstart på gode godt og ondt. Det er svært at finde en rød tråd i, hvilken sæson Caroline Wozniacki går i møde.
Af Per Colstrup Vinkel
Han sad med en dejligt kold fadøl og sludrede med et par gode venner, i baren. Datteren havde netop slidt sig forbi endnu en modstander. Endnu en uge på touren, endnu et tennisanlæg og endnu en jagt efter sejre og succes. For Piotr Wozniacki er livet på touren efterhånden blevet hverdag på samme måde som for dem der er aktive på banen.
Hvorfor starter en artikel med en af mange små historier om faderen til en af de bedste danske tennisspillere nogensinde? Fordi de to ting i langt højere grad end andre tilfælde hænger sammen. Igennem et efterhånden langt tennisliv har Piotr Wozniacki vist sig som den tro væbner for datteren Caroline. Undervejs har de flere gange forsøgt at bryde båndet via en ansættelser af flere toptrænere. Hver gang er det samarbejde stoppet og man er igen vendt tilbage til det setup, der for seks år siden sendte danskeren til tops på verdensranglisten.
Så når man forud for en ny sæson spørger sig selv, hvordan Caroline Wozniackis chancer er for at gøre det godt, komme tilbage i top-10 og spille med om de eftertragtede Grand Slamtrofæer, så er det i høj grad også relevant at kigge på Piotr Wozniackis motivation for at fortsætte livet i det omrejsende tenniscirkus. Et liv han selv ved flere lejligheder har udtalt er hårdt og opslidende. Et liv han ikke ønsker datteren skal leve i for mange år, præcis som han på et plan føler, at han svigter familien ældste arving, Patrick. Når de fine citater er sat i søen så fornemmer man, når man er derude og følger familien fra tid til anden, at Piotr Wozniacki nyder de mange kontaktflader han har skabt sig i årene på WTA-touren. Den kritik og skepsis han i mange år er blevet mødt med i de danske medier er ikke til at se derude blandt trænere og spillere omkring turneringerne. Her er det tydeligt at han er et kendt ansigt, et ansigt der via benhårdt arbejde og en analyserende attitude har formået at lære både sig selv og datteren vigtige lektier om tennis på topniveau. Som tidligere fodboldspiller startede Piotr bagud på point, men har i den grad bragt sig selv op med matchbold, hvis man ser på datterens karriere til dato.
Grand Slam potentiale.
Da Caroline Wozniacki i 2014 spillede sig helt til finalen i US Open var det på et tidspunkt, hvor mange efter et par sløje sæsoner havde afskrevet danskeren. Opblomstringen i efteråret fortsatte langtfra ind i 2015 sæsonen, der igen fik kritikerne til at forlange ændringer og forandringer, hvis tingene skulle ændres til det bedre.
Det var derfor igen en ganske uventet semifinaleplads, der blev kørt i hus ved US Open 2016. En præstation der blev fulgt fint til dørs via to turneringssejre og ikke mindst to finalepladser i starten af 2017 i Doha og Dubai. Nederlaget til Johanna Konta ved Australian Open satte dog samtidig en tyk streg under, hvad der fortsat er danskerens udfordring. For uagtet hun i den daglige træning har formået at flytte de offensive elementer fra træningen til kampene, så er det endnu ikke gjort i på samme kontinuerlige måde som den kendte solide defensiv. Det er nu i et par sæsoner at såvel de kritiske som de rosende eksperter har talt om en Caroline Wozniacki, der tydeligvis har lagt ting på sit spil, men endnu ikke høstet de sødeste af frugterne for denne indsats. Det er elementer, der uden tvivl har potentialet til at vinde de største trofæer, hvis de kan blive sat sammen på den rigtige måde over 14 dage. En sammensætning af den minutiøse slags, der kun kan ske, hvis alle omkring spillerens setup kender deres roller.
Piotr uundværlig
Netop derfor er det utopi at tro, at en Grand Slamtriumf kommer til Caroline Wozniacki uden Piotr ved siden. Da den succesfulde duo i 2010 og 2011 høstede frugterne af mange års målrettet arbejde og indtog toppen af verdensranglisten skete det med en ekstrem opmærksomhed på både far og datter. Dels som den direkte effekt af førstepladsen, men også fordi danskeren var udråbt til den oplagte arvtager til tennistronen efter Henin, Clijsters, Capriati og Williams. Det pres, kombineret med den stimen af negative artikler og kritik af spillestil kostede sejre og selvtillid og en nedtur for både far og datter. De begav sig ud i eksperimenter med nye tilgange og trænere. Eksperimenter de uden tvivl har lært af, så de i dag står stærkere.
For det virker udefra til at de sammen har taget elementer med ind i den lille lukkede maskine, hvor de arbejder sammen om at udvikle en ny top-10 spiller. Her hvor ingen andre end de to forstår, hvad der sker og hvad der bliver produceret. De mere offensive elementer virker endnu ikke kontinuerligt, men præcis som det to trænere i mange år på at opnå den første store succes, så er tålmodighed uden tvivl også en stor del af nøglen i jagten på den manglende Grand Slam.
Tålmodighed og modstandskraft burde være blevet implementeret i teamet efter det stormvejr der fulgte efter de store triumfer i 2010 og 2011. For når Piotr kaster om sig med tanker om karrierestop og andre planer med livet, så må man huske på, at hverken han, Caroline eller mor Ana har kendt andet liv end det med tennis de sidste mange år. De ofrede mange ting i børnenes barndom i Danmark for at forfølge drømmen. En drøm der blev til virkelighed via hårdt og målrettet arbejde og i dag har givet familien økonomisk uafhængighed. Det er dog langtfra målet i sig selv mærker man, derude på touren. Gnisten, gejsten og dedikationen efter den ultimative triumf er langt større end den komfortable beslutning om at trække sig tilbage og nyde et liv i luksus. Det er både Piotr og hans datter Caroline alt for store vindermennesker til at kunne acceptere. En tilgang der midt i en middelmådig periode med pile i begge retninger skal bære dem igennem til den store fælles drøm, en Grand Slam.
