Klaus Nørby Jakobsen er den nye daglige leder i funktionen som direktør i Dansk Tennis Forbund. Han ser i modsætning til sin forgænger ikke den store medlemsnedgang som den centrale problemstilling i tennissportens aktuelle form i Danmark.
Det kom som noget af en bombe, da den nyvalgte bestyrelse med formand Henrik Thorsøe i spidsen valgte at opsige samarbejdet med tre ledende medarbejdere i Dansk Tennis Forbund, herunder den nu tidligere direktør Sune Irgens Alenkær.
Tilbage efterlod det en daglig administration uden forudsætninger for at drive butikken videre på samme niveau, inden erstatninger var fundet. Det var ikke sådan at bestyrelsen havde et hold klar til at overtage, disse skulle først findes. Naturligvis var der stor fokus på den proces, hvor man skulle finde den nye direktør. Valget faldt på Klaus Nørby Jakobsen, der med fortid som aktiv i både klubber i Jylland og på Sjælland kender tennissporten. Hans seneste relation til sporten var formandsposten i Birkerød, en post han opgav, da han sagde ja til jobbet som ny direktør i Dansk Tennis Forbund.
Af gode grunde kan den nye direktør ikke forklare og udtale sig om fortiden, men med en så kraftig udskiftning på ledelsesgangen må det forventes, at den nye leder vil angribe tingene anderledes end forgængeren.
”Dét jeg gerne vil kendes for er synlighed. Jeg har stor fokus på at være tilstede og møde alle led i vores sport. Via elite- og turneringsudvalget forsøger jeg, konstant at forstå og være i øjenhøjde med alle led i sporten. DTF er en interesseorganisation. Det gælder om at være tæt på rødderne. Det kan være svært, men det er mit mål. Jeg har været med til at opgradere klubudviklingen via konsulenter, rådgivning og hjælp til markedsføring. Jeg håber klubberne om et år vil sige, at der kunne vi mærke en forskel i forhold til tidligere,” forklarer Klaus Nørby Jakobsen.
Og der er nok at tage fat på. En af udfordringerne er, hvis man spurgte den tidligere formand og direktør i Dansk Tennis Forbund, var at få vendt den kurve på medlemsnedgang, der år efter år betyder færre midler til de aktiviteter, der skal gøre sporten mere nyskabende og interessant. Her adskiller den nye direktørs holdning sig dog markant fra forgængerens.
”En dansker i top 11 i verden, enkelte spillere blandt top 400 på herre- og damesiden. Flere store talenter på vej op i aldersgrupperne. Omkring 70.000 aktive tennisspillere i landet, 8 største idrætsgren organiseret under DIF. Mange dygtige klubber, dedikerede forældre, gode trænere og mange som har glæde af sporten. Aktivitetsniveau og politisk organisering taget i betragtning, er dansk tennis i overraskende god form. Men, Jeg satte mig ikke i denne stol for at være i god form, når potentialet er, at vi kan komme i topform,” udtaler Klaus Nørby Jakobsen.
Du siger medlemstallet ikke er den centrale i problemstilling for dansk tennis. DTF har oplevet 20 år med nærmest udelukkende nedgang, søsterorganisationen DGI Tennis går igen i år markant frem. Klinger det ikke lidt hult at rose aktivitetsniveau og politisk organisering, når faktum er at folk igennem flere årtier er flygtet fra sporten, så er der vel grundlæggende noget galt?
”I min verden er 120.000 medlemmer som i 80´erne ikke realistisk. I min verden er det optimale medlemstal for tennis i Danmark 90.000. Men når det er sagt, så er der naturligvis ting, der kan gøre vores sport bedre og mere konkurrencedygtig. Flere rapporter om sporten har slået fast, at der er mange led med økonomi: Forbund, union og klubber, som skal arbejde bedre sammen. Hvis ikke pengene sendes i samme retning, så mister vi den maksimale effekt af den økonomi, vi har til rådighed. Vi skal ramme vores målgrupper skarpere. Det sker via bedre samarbejde fra de politiske niveauer og ned i klubberne. Vi skal skræddersy de varer, vi har på hylderne. For at blive i sportens terminologi, så skal vi træne lidt mere, ” forklarer Klaus Nørby Jakobsen.
Du sagde ved din tiltrædelse, at DTF skal prioritere for konstant at levere kvalitet og ikke drukne i arbejdsopgaver. Hvad er det i fremover ikke kommer til at prioritere?
”Helt konkret kunne masters-turneringer for juniorer blive arrangeret af klubber og de frivillige. Men at vi prioriterer events, er ikke det samme som at ting forsvinder. Måske ligger de bare et bedre sted, så vi kan holde endnu større fokus på kerneevents. En ekstra Davis Cup-kamp i september er vi naturligvis glade for, men må omvendt også konstatere, at det tager tid og manpower, hvilket også gør vi ser på muligheden for at styrke organisationen på sigt, ” forklarer Klaus Nørby Jakobsen.
Arbejder for bedre vilkår for eliten
Læser man op i citatet herover bemærkes det, at den nye direktør er endda meget stolt over det niveau dansk tennis aktuelt præsterer på internationalt niveau. Et niveau der er udfordret i fremtiden, da Team Danmark ikke mener tennis i elitemæssig kontekst har fortjent så meget som en eneste støttekrone. Derfor rejser mange spillere ud i verden, ofte på College i USA, hvis de har en ambition og en drøm om at gøre tennis til en levevej. Fakta er ganske enkelt, at man aktuelt ikke kan udvikle sig nok som tennisspiller med fast base i Danmark.
”Udfordringen med de meget begrænsede støttemuligheder må ikke få os til at sætte ambitionsniveauet ned. Men den krævede økonomi kan aktuelt kun komme fra familierne selv, klubber, union eller via forbundets virksomhedssponsorater. De er svære at få, men ikke umulige.
Vi arbejder aktuelt med at skabe 11-12 miljøer i Danmark, hvor der bliver indgået samarbejde om talentidentifikation. Med udgangspunkt i ATK-konceptet skal vi have en fælles base, og denne del kan langtfra stå alene, men det er et sted at starte. Team Danmark trak midlerne, så det giver ikke mening at fortsætte som før. Der skal ske noget nyt. Nu starter vi her, så bygger vi videre senere. Igen er samarbejdet mellem de forskellige led i sporten afgørende,” slutter direktøren.π
Klaus Nørby Jakobsen vil uden tvivl kunne fylde sin kalender ud med møder og aktiviteter i dagligdagen, men udgangspunktet er at gøre noget godt endnu bedre set fra direktørens skrivebord. Penge er som bekendt ikke altid det, der gør den store forskel. Men med et tab på rundt regnet 50.000 medlemmer over de seneste 20 år, så er den nye førstemand i dansk tennis tvunget til at tænke ”smart” med de penge og manpower han har til rådighed fra bunkeren i Brøndby.