Interessen gælder ikke mindst Facebookgrupper med fokus på kvindetennis, hvor der naturligvis er en effekt af danske Caroline Wozniackis succes i verdenstoppen.
For nogle tennis Facebookgruppers vedkommende ligger det allerede i navnet, at kvindetennis prioriteres. Det bekræftes i tre gruppers beskrivelser, hvoraf hensigten med den pågældende gruppe fremgår. Men en sammenligning af beskrivelserne viser, at der udover fællesnævneren WTA tennis er forskelle i gruppernes fokus.
Størst af de tre grupper på medlemstal er “Verdens Bedste Wozniacki” med ca. 4½ tusinde medlemmer, fulgt af “WTA Tennis – TV dækning i Danmark”, der er ca. ½ så stor og den nye gruppe “Caroline Wozniacki & WTA Update”, der igen er næsten ½ så stor kun 6 måneder efter fødslen.
“Hvorfor er du med i en – eller flere – tennis Facebookgrupper?”
Anne Eilertsen:
“Da muligheden opstod for at være med i tennisgrupper på facebook, meldte jeg mig straks ind. I starten var jeg med i 4 grupper – men nu er jeg med i to. Det er en god måde at holde sig orienteret på i stedet for, at man selv skal søge informationer på nettet. Samtidig opstår der en slags ekstra lille “familie” af tennisinteresserede, og det er dejligt at dele interessen og debattere med andre, som følger tennis.
Jeg har fulgt tennis i ca. 30 år og set alle de store navne siden Bjørn Borgs tid. Begyndte selv at spille, da jeg var sidst i 40`erne. I et par år spillede jeg hver dag – 6 dage om ugen, og jeg elskede det. I dag spiller jeg 1-2 gange om ugen. Ville gerne spille mere, men det forhindrer en kronisk sygdom mig i.
At være en del af de to grupper sætter jeg meget stor pris på, og jeg er meget taknemmelig for, at der er nogle ildsjæle, som påtager sig det store arbejde at holde os ajour på mange områder indenfor tennisverdenen.
I efterhånden mange år er det primært Caroline, som præger vor interesse af naturlige årsager. Dejligt, at der er nye på vej.
Følger selvfølgelig med på tv, men har også set en del tennis direkte, så længe der blev spillet tennis i Danmark – først Kenneth Carlsen og senere Caroline samt nogle legendskampe. Ærgerligt at det sluttede, men skønt at sporten nu bliver vist så meget på tv. Så meget, at det ikke er muligt at se det hele.
Det handler om prioritering, så man også selv sørge for at få noget motion. Man skal gerne holde mange år endnu og dermed få mulighed for at glæde sig over nye navne i dansk tennis.”
Dennis Dalsgaard:
“Jeg kan godt lide at være en aktiv og central del af et hyggeligt fællesskab baseret på en fælles interesse. Jeg har normalt en god evne til at sætte mig ind i indviklede ting og gøre dem forståelige for andre (jeg har bl.a undervist i skatteret), og for mig er det en stor personlig tilfredsstillelse, når andre giver udtryk for at de er blevet klogere pga. noget, jeg har sagt eller skrevet. Og så har jeg bare enormt svært ved at lade være med at blande mig, når jeg ser påstande, der er baseret på uvidenhed eller fordomme, hvilket jo desværre ofte er set i forhold til Caroline Wozniacki. Jeg tror meget på, at de her Facebook-grupper er med til at gøre folk klogere og gøre flere mennesker i stand til at nedbryde mange af de fordomme, der har fået lov til at stå uimodsagt rundt omkring på nettet.”
Lene Olsen:
“Jeg er med i forskellige tennisgrupper for at holde mig opdateret omkring kampprogram, resultater, tv sendeplan osv. Min yndlingsgruppe er Caroline Wozniacki og WTA update. Denne gruppe styres af meget engagerede folk, der har styr på alt omkring tennis. Der bliver ofte postet forskellige artikler på siden, som jeg ofte læser. Hvis man er i tvivl om noget, er der altid nogen, der er frisk på at hjælpe med de spørgsmål, der måtte komme.”
Irene Catherina Boldt:
“Jeg er med i tennisgruppen ”Caroline Wozniacki og WTA-Update”, fordi jeg selvfølgelig elsker at se tennis. Dvs., ikke alle kampe, for man har jo altid sine favoritter, som dog er blevet til mange flere gennem årene.
Jeg ser primært single tennis, da jeg synes, at double-tennis er kedeligt, men alligevel så er der altid nogen doublekampe, der er værd at se. F.eks., da Løchte og Marray vandt Wimbledon for nogle år tilbage. Den kamp er der vist ingen af os, der glemmer.
Men hovedsageligt drejer det sig om Caroline og hendes kampe. Før hen så jeg f.eks. ikke turneringer, som Caroline ikke deltog i.
Der er mange, der står op om natten for at se hendes kampe, når der sendes direkte fra fjerne dele af verden. Det gør jeg også, hvis det overhovedet er muligt.
I Facebook-gruppen ”Caroline Wozniacki og WTA-Update” er der en god og venlig stemning, og alle kan komme til orde og byder ind med både glæde, når det går Caroline godt og frustration, når det går knap så godt. Administratorerne er saglige, dygtige og ved ”alt” om tennis, og så er det altid interessant at høre deres analyser efter kampene.”
Dan Hansen:
“Jeg er vild med både herre- og kvindetennis og alle de dramaer, rivaliseringer og højdepunkter, sporten byder på. Den første kamp, jeg husker, er Wimbledonfinalen i 1980 mellem Borg og McEnroe, hvor jeg var 6 år. Men jeg blev for alvor grebet i slut 80’erne med de store Wimbledon-dramaer mellem Edberg/Becker og Graf/Navratilova.
Jeg har haft mange favoritspillere gennem årene – både blandt de allerbedste og blandt outsiderne.
Mit nationalromantiske hjerte har samtidig altid banket for de danske spillere, som jeg har nydt at se gøre det godt i Davis Cup og på Touren. Derfor har det været helt naturligt for mig at følge Caroline. Og det må man sige, jeg har gjort. Jeg synes, hun er en fantastisk fighter og tennisspiller og en utrolig god ambassadør for sporten. Jeg bilder mig ind, at jeg ville være vild med hende uanset hvilket land, hun kom fra. Jeg har dog stadig plads til andre tennisidoler. Men ingen andre, jeg dyrker så intenst på kvindesiden. Der er Caro klart nr. 1.
Og nu kommer svaret.
Jeg finder stor glæde ved at dele min entusiasme for tennissporten med andre nørder og tenniselskere i diverse fora. Og jeg får meget ud af det.
Mit korte svar er:
Jeg er med i grupperne, fordi det giver viden, glæde og fællesskab.
Jeg synes, jeg bliver klogere.
Der er nogle, som lytter til mine kloge ord – og giver modspil
.
Det er hyggeligt at livechatte under kampene.
Det er skægt at tippe på resultater
.
Jeg føler mig som en del af et fællesskab.
Lidt mere nuanceret:
Jeg bruger en del tid på at holde mig orienteret i internationale medier og på at finde statistikker, draws, information om skader osv. Men der er altid nogen, der er mere opdaterede eller har insiderviden i Facebook-grupperne, så det er fedt. Og der er bestemte personer, jeg føler en dyb faglig respekt for, og som jeg ser som væsentlig mere troværdige kilder end mange danske medier. Det kan være alt fra en midtjysk fyr i gymnasiealderen til en københavnsk kvinde i efterlønsalderen. Det er guld værd.
Mange af gruppemedlemmerne har ikke så meget på hjerte. Men det er også hyggeligt at være fælles om at vold-like billeder af Caroline med pokaler. Eller at gispe og sukke sammen live, når det går hende godt og skidt.
Der er selvfølgelig også faktorer i grupperne, som jeg er mindre glad for: Det kan godt irritere mig, at mange deler forkerte fakta, er påståelige eller stiller de samme spørgsmål igen og igen. Men jeg er (mindst) lige så træt af dem som svarer dem dumt og grimt. Jeg er også træt af dem, der ikke vil have en sober diskussion om, hvorfor Caroline ikke vandt i dag eller hvorfor hun taber bestemte kampe. Der skal være rum for ordentlige og nuancerede diskussioner. Til gengæld skal der også være plads til jubelglæde, når hun gør det godt.”
Tennisavisen har tidligere omtalt “Verdens Bedste Wozniacki”, nemlig da gruppen i 2014 efter ca. 4 års eksistens rundede de første 1.000 medlemmer.
Nu er turen kommet til nytilkomne “Caroline Wozniacki & WTA Update”, som allerede på ½ år når 1.000 medlemmer.
“Tennisinteressegruppe om Caroline Wozniacki og de andre kvindelige tennisstjerner samt udviklingen på WTA touren.”
Sådan beskrives formålet med denne Facebookgruppe, som blev søsat af Dorrit Krogh den 28. maj 2017.
Dorrit Krogh har længe været aktiv deltager i flere tennisfora af den simple grund, at hun er faldet for sporten, som hun søgte mere viden om. Den fik hun blandt andet i “Verdens bedste Wozniacki”, hvor hun selv spillede en stor rolle i den fortsatte udvikling af gruppen. I en periode var hun som frivillig skribent tilknyttet Tennisavisen, hvor hun bidrog med informationer fra især Facebook og Twitter om både Caroline Wozniacki og andre af WTA-spillerne.
Tidligere var Dorrit medlem af administratorgruppen i “Verdens Bedste Wozniacki”, bl.a. sammen med Ole Dalsgaard Jensen og Ole Jørgensen. Ole Dalsgard Jensen er aktiv i tennisgrupper ud fra et ønske om, gennem informative indlæg at bidrage til større fokus på tennissporten. Indlæg i “Verdens Bedste Wozniacki” banede vejen for at blive skribent på Tennisavisen, hvor han har opnået anerkendelse i det danske tennismiljø, og derfor finder det naturligt, at der er et tæt samspil med Tennisavisen og de omtalte tennisgrupper på Facebook. Ole Jørgensens aktive deltagelse i tennisgrupper på Facebook baseres især på hans interesse for udvikling og tendenser på WTA touren, for udviklingen i spillekoncepter samt for spillernes udnyttelse af deres talent.
På grund af interne uenigheder om denne gruppes virke, kunne de tre imidlertid ikke fortsætte. Derfor besluttede Dorrit sammen med de 2 førnævnte Ole`r at starte en ny Facebookgruppe med navnet “Caroline Wozniacki & WTA Update”. Dennis Dalsgaard, der i “Verdens Bedste Wozniacki” gruppen havde udvist gode diplomatiske evner til at lægge låg på ophedede diskussioner, samt bidraget med indlæg, som både var baseret på god indsigt og saglig argumentation, blev headhuntet. Tilsammen udgør disse fire personer administratorgruppen i den nye gruppe.
Når der er hele fire i administratorgruppen, skyldes det, at denne betragtes som en ide- , initiativ- og udviklingsgruppe fremfor en “politifunktion”. Holdningen er, at administratorer ligesom den gode dommer i håndbold og fodbold stille og roligt holder styr på, at tingene fungerer efter hensigten uden at fløjte en god kamp i stykker på grund af petitesser.
“Vi ønsker ikke at være blot en heppe- eller fangruppe. Det er der andre grupper, som som er meget bedre til”
forlyder det fra administratorgruppen. Der lægges vægt på det tennisfaglige, fremfor at være en regulær fanklub. Men selvfølgelig er der også er plads til at udtrykke begejstring, når Caroline Wozniacki eller andre af medlemmernes favoritspillere klarer sig godt. Det er faktisk lykkedes at opnå en rigtig god balance mellem yderpunkterne: Det nørdede tennisindhold og en persondyrkelse af Caroline eller andre idoler.
I Facebookgrupper er det jo som oftest ildsjæle samt nogle særligt aktive medlemmer, der giver gruppen liv og indhold. Sådan er det også i “Caroline Wozniacki & WTA Update”. Der er blandt medlemmerne adskillige bidragsydere, som hver har sin andel i, at det er lykkedes at få opbygget gruppen efter hensigten.
Ildsjælen Jørn Hansen alias “Jorn Hansen” er udpræget tennisnørd. Han har mange års erfaring med tennis, og følger med i alt der sker hovedsageligt på WTA touren. Derudover har Jørn været ude live ved mange udenlandske tennisturneringer, har prøvet at bo på spillerhotel. Jørn har fingeren på pulsen via internationale fora og forbindelser. Han dukker op her og der og alle vegne med input, kommentarer og informationer, også nogle af de ikke helt så let tilgængelige. Jørn har haft og har stor betydning for udviklingen af flere tennis Facebookgrupper, nu også “Caroline Wozniacki & WTA Update”.
Gruppen bygger på god Facebookadfærd, respekt for emnet, respekt for hinandens synspunkter og almindelig god takt og tone.
Der er masser af rummelighed til at diskutere alle de gode argumenter for eller mod de forskellige synspunkter, sålænge man undlader at kritisere hinanden for at vælge det ene eller det andet standpunkt eller bliver personlige. Ideen er jo netop at dele synspunkter om de emnerområder, der er nedfældet i gruppens beskrivelse.
Der er i øvrigt ikke noget i denne gruppe, der siger, at man absolut skal tro på Caroline eller støtte hende. Her er plads til alle uanset om man er glødende fan, trofast supporter eller mere objektiv følger. Mange af medlemmerne har også andre favoritter end Caroline. Fællestrækket skulle gerne være interessen for tennissporten, WTA og Caroline. Men det skulle naturligvis også gerne være sådan, at gruppens medlemmer ønsker det bedste for Caroline, anerkender hendes resultater og glæder sig, når det går godt.
I gruppen udveksles der information og synspunkter om WTA spillernes udvikling, trends på WTA Touren og aktuelle kommentarer til turneringer, kampe, præstationer og resultater. Der informeres løbende – i samarbejde med Tennisavisen – om aktuelle turneringsplaner, spilletider og TV sending og streaming.
Indlæg om andre bemærkelsesværdige danske tennispræstationer er også velkomne.
Gruppen handler således ikke kun om Caroline og hendes karriere, selv om hun naturligvis er en hovedperson. Intentionen er at favne WTA touren bredt med væsentlige begivenheder og udviklinger. Men udviklingen i dansk tennis nyder tiltagende opmærksomhed i gruppen, ikke mindst de fremadstormende unge danske tennisspilleres karriere og fremragende resultater .
På billedet Nikoline Nikolajsen, Clara Tauson, Elmer Møller, Holger Vitus Nødskov Rune
Således er Clara Tauson jo et varmt navn blandt pigerne, men også på drengesiden er der stortalenter, som følges i gruppen.
Fed Cup og Davis cup især med dansk deltagelse er desuden en del af indholdet, ligeså bemærkelsesværdige danske resultater på den globale bane på herresiden.
“Caroline Wozniacki & WTA Update” er en offentlig gruppe, men man skal være medlem for at kunne deltage med opslag og kommentarer.