Klubtræning må ikke vige for privattræning
”Individet skal være i centrum”. Det budskab ser man mere og mere i det offentlige rum end tidligere. Politikere vil gerne have fokus på individet, virksomhederne vil gerne tilbyde individuelle produkter og elite kulturen blomstrer mere end nogen sinde i sportsklubberne og i uddannelsessystemet.
Men hvad medfører alt den fokus på individet?
Hele tankegangen bag mere fokus på individet er at skabe de bedste rammer og betingelser for mennesker, der har evnerne til at kunne specialisere sig inden for et område. Men det lyder da ummelbart positivt, at man prøver at skabe de bedste betingelser for de bedste. Men lige som alle andre ting i livet, så betyder et tilvalg også et fravalg. I denne forbindelse er modsætningen til individet fællesskabet.
For at blive klogere på emnet i en tennis kontekst, har vi spurgt Kim Bengtsson, der er cheftræner i Lyngby Tennis Klub. Kim har igennem de sidste 20 år arbejdet som tennistræner med både elite og bredde spillere.
Hvordan ser du på individuel træning og er det muligt at skabe individuel træning i en klub træning, hvor der er mange spillere på en eller flere baner?
Jeg synes individuel træning er super vigtig, men den må ikke gå ud over det sociale og fællesskabet. Jeg vil faktisk mene, at man godt kan give spillerne individuel træning, når man har fællestræning. Det handler om, at den enkelte spiller, får sin egen opgave han eller hun skal løse under træningen. Det kan være mange forskellige opgaver, som berører det tekniske, taktiske eller mentale område. Det handler om, at den enkelte spiller forstår opgaven, accepterer den og tager ansvar for opgaven. Det er så efterfølgende trænerens opgave at stille spørgsmål og vejlede spilleren i den rigtige retning og derved er der skabt individuel træning i et fællesskab.
Hvilken rolle synes du fællesskabet i en klub skal dyrke og hvordan kunne man organisere det i klubarbejdet?
Det er super vigtigt at have fokus på fællesskabet, da tennis er en meget individuel sport, hvor der ikke naturligt lægges op til et stærkt fællesskab via selve spillet som holdsport gør. Derfor er det vigtigt, at klubberne arrangerer mange forskellige aktiviteter, der samler spillerne på tværs af alder, køn og spilleniveau. Aktiviteterne kan være mange forskellige såsom træningslejr for alle, overlevelsestur i skoven, biograftur eller bowling aften osv. De steder jeg har været træner tidligere, har man talt meget om sociale aktiviteter, men der har bare ikke været nok af dem. Faktisk tror jeg det vil godt at holde et arrangement om måneden, hvor spillerne er sammen med deres venner på en anden måde end når de er sammen til klubtræningen. Spillerne og trænerne vil også komme til at kende hinanden langt bedre end i dag, da man ser hinanden over en længere periode end bare ved en times træning.
Hvordan ser du på udviklingen af privattræning i klubberne og hvad er din holdning til dette område?
Jeg har den holdning, at klubtræningen må og skal være den primære træning. Når det er på plads, så kan det godt være en god ide at tage privattræning, hvis man har brug for ekstra hjælp. Men der er desværre flere og flere, der fravælger de træningstimer, hvor de spiller ned af, til fordel for privattræning og det en dårlig retning at gå, da det ikke er til gavn for fællesskabet. Men jeg er selvfølgelig bevidst om, at klubtræningen ikke altid rækker til de ambitioner samt behov spilleren eller ”forældrene” har, men den skal så vidt muligt dække spillernes behov. Derfor skal klubberne også kunne tilbyde privattræning i det omfang, det ikke går ud over klubbens træning.
Har fællesskabet en vigtig rolle i forhold til turneringer og holdkampe?
Jeg tror det er vigtigt, at spillerne får en klubfølelse og fællesskabsfølelse omkring det at støtte hinanden til turneringer og til holdkampe. Der tror jeg mange klubber kunne gøre et bedre stykke arbejde og styrke en kultur, hvor børnene ser det som noget helt almindeligt at støtte hinanden. Et rigtig godt eksempel på en klub, der havde rigtig god klubfølelse var Virum Sorgenfri Tennis Klub, der under UM i Hørsholm Rungsted Tennis Klub havde en spiller, der startede kl. 20.00 og var først færdig kl. 22.30 som sidste kamp. Men det der var helt unik var, at rigtig mange spillere, forældre og hans trænere fra Virum Sorgenfri var blevet og støttet ham til sidste bold. Det er fællesskab og klubfølelse, der vil noget og er langt stærkere end, hvis man står alene i en tennishal med sin mor eller far.
”Jeg har den holdning, at klubtræningen må og skal være den primære træning. Når det er på plads, så kan det godt være en god ide at tage privattræning, hvis man har brug for ekstra hjælp.”
Hvordan agerer forældrene i forhold til det individuelle og fællesskabet i klubberne?
Jeg må konstatere at mange forældre kun tænker på deres eget barn. Det er min opfattelse og det er ærgerligt, da forældrene har en vigtig rolle i opdragelsen af deres børn. Der hvor jeg ser de største udfordringer i forældrenes ageren er, når de sammenligner deres eget barn med andres børn. Her tænker jeg på træningsmængde, hvem de træner med og hvilken træner de har osv. De har ingen forståelse for klubbens træning som helhed, men fokuserer kun på eget barns træning. Men sådan kan man ikke stille det op, da der er mange ting, der skal tages hensyn til i en klubtræning. Et klassisk eksempel er, at forældrene primært kun vil have deres barn skal træne op ad, men det forældrene bare glemmer er, at hvis deres barn kun træner op ad, så dem de træner sammen med, træner jo kun ned af og så hænger træningen ikke længere sammen.
Hvis du skulle give spillere, forældre, trænere og ledere et godt råd i forhold til at holde balancen mellem individet kontra fællesskabet, hvad skulle det så være?
Der er tre ting, der skal være på plads før vi i fællesskab kan give det enkelte individ fuld valuta for pengene. Først skal man forstå, derefter skal man acceptere og til sidst skal man tage ansvar.
Jeg vil give et eksempel på, hvordan det kan lykkes. Vi trænere forklarer forældrene til en spiller, hvorfor deres datter har fået den træning hun nu en gang har fået. Når trænerne har forklaret, hvorfor træningen er sammensat som den er, skal forældrene acceptere programmet. Derefter skal forældrene så tage ansvar ved at bakke op om programmet. Hvis det sker, vil al energi fremadrettet blive brugt på selve træningen og ikke på andre ting. Men det er her den går galt, da rigtig mange forældre ikke vil acceptere den måde træningsprogrammerne bliver lavet i dag. Derfor bruger vi ikke vores fulde energi på selve det at udvikle spillere og det er synd for alle parter.
