Fremover skal Davis Cup ikke afvikles i udvalgte uger over sæsonen med kampe overalt på jordkloden. I stedet skal verdens bedste landshold samles en gang årligt på en lokation og dyste om VM-titlen for landshold, hvis det står til det internationale tennis forbund, ITF.
Samtidig med annonceringen om planerne om et 25 års samarbejde med investeringsgruppen Kosmos ledet af fodboldspilleren Gerard Pique annoncerede ITF, at de vil omdanne den traditionsrige Davis Cup-turnering til det der gerne skulle udvikle sig til et VM i tennis for hold.
Det er hovedbestyrelsen i ITF, Board of Directors, der enstemmigt anbefaler at oprette en sæsonafsluttende World Cup of Tennis Finals. Næstformand i Dansk Tennis Forbund og medlem af bestyrelsen i ITF, Thomas Kønigsfeldt, er positiv overfor det nye forslag.
”World Cup of Tennis Finals afholdt over en uge med verdens bedste tennisspillere vil blive en kæmpe event, der kan måle sig med de største årlige sportsbegivenheder i verden. Det vil blive et tilløbsstykke for både tilskuere og medier,” siger Thomas Kønigsfeldt i en pressemeddelelse fra Dansk Tennis Forbund.
Han mener samtidig konstruktionen kan blive give et økonomisk løft til dansk tennis. Det til trods for, at den forslåede konstruktion ikke påvirker det danske landshold, der aktuelt dyster i den Euro/Afrikanske Zone 2, den tredje bedste række. Her er der, endnu, ikke foreslået ændringer i formatet. Et format der inden denne sæson blev ændret fra fem kampe bedst af fem sæt over tre dage til fem kampe bedst af tre sæt over en lørdag/søndag. Det er især ITF´s egne udarbejde beregninger der er baggrunden for Thomas Kønigsfeldts optimisme.
”Alle beregninger viser, at World Cup of Tennis Finals vil generere betydelige millionbeløb i dollars. Penge der også vil komme lande som Danmark til gode. På verdensplan vil et sådan VM være med til at udvikle og give hele sporten et enormt løft,” siger Thomas Kønigsfeldt.
World Cup of Tennis Finals vil, hvis planen vedtages i Orlando i august måned på ITF´s generalforsamling, blive spillet for første gang i 2019. Det kræver dog at 2/3 af medlemslandene i ITF stemmer for forslaget.
Massiv modstand i tennismiljøet
Aktuelt indeholder World Group, den højeste række i Davis Cup, 16 nationer. Det betyder at tennissporten over en Davis Cup-sæson bliver vist frem på 15 locations verden over. Hver gang med et hjemmebanepublikum, der dermed har muligheden for at se deres nationale helte optræde på hjemmebane repræsenterende deres land. Den mulighed vil det nye format en gang for altid afslutte. Alle lande vil i stedet blive samlet på et enkelt sted en gang årligt. Et sted der uden tvivl bliver udvalgt efter, hvilket beløb en by eller land er klar til at kaste i projektet. Ser man på de seneste strømninger i tennissporten, så er sæsonfinalen i WTA-regi netop blevet købt af en kinesisk provins i en 10-årig periode. Ikke på grund af tradition eller historien for tennis, men fordi man langede et beløb af dollars over disken ingen andre var i stand til at matche. At penge bestemmer tingenes gang i sportens kommercielle verden er næppe nogen nyhed. Kosmos engagerer sig næppe i projektet medmindre man ser en økonomisk gevinst i projektet.
I tenniskredse bliver tankerne og ideerne med et nyt Davis Cup format mødt med en sund skepsis. På utallige sociale medier deler såvel spillere, trænere og ledere fra den internationale verden en lille skriv, hvor en samtale mellem ITF-præsident Dave Haggerty og den australske tennislegende Roy Emerson nævnes. Haggerty fortæller om de store planer for det nye Davis Cup. Emerson svarer:
”Ok, hvis du leder efter en måde at destruere og ødelægge Davis Cup-turneringen, så har du fundet den,” lyder den kække respons fra Roy Emerson. Validiteten af samtalen kan ikke bekræftes, det kan citaterne fra en række profilerede tennispersoner på deres personlige facebookprofiler til gengæld.
Paul McNamee, tidligere direktør ved Australian Open og Grand Slamvinder i double:
”Jeg er ikke imod World Cup of Tennis, med det charmerende ved svære ude- og hjemmekampe forsvinder. For mig er det netop de svære udekampe, der gør sejrens sødme endnu bedre.”
Yannick Noah, fransk tennislegende:
”Slut på Davis Cup, hvor trist. De (ITF) har solgt den historiske sjæl i en unik duel mellem nationer. Undskyld Mr. Davis.”
Andre Stein, præsident for det belgiske tennisforbund:
”Jeg stemmer imod, det samme gør mange andre europæiske præsidenter, tror jeg. Vores fans herhjemme vil aldrig kunne se vores spillere på hjemmebane længere.”
Paul Henri Mathieu, fransk tennisspiller.
”RIP old Davis Cup. Du var en enestående konkurrence. I min tid noget man som barn drømte om at blive en del af. Håber det vil blive det samme for kommende generationer?”
Davis Cup er en af de største årligt tilbageværende sportsdyster mellem nationer. Konkurrencen blev for første gang afviklet tilbage i år 1900 efter påfund af Dwight F. Davis. Efter en enorm succes kom kvindernes pendant til mændenes Davis Cup, Fed Cup, til i 1963 og er i dag, præcis som Davis Cup, en af de største årlige dyster mellem lande for kvinder.