Frederik Løchte Nielsen indleder Davis Cup opgøret mod Egyptens 2. single efterfulgt af Christoffer Kønigsfeldt mod 1. singlen. Egypterne er rangeret no. 311 og 313

Der var både i danske tenniskredse og blandt danske sportsjournalister med stor spænding set frem til, at holdkaptajn Kenneth Carlsen ville løfte sløret for, om Holger Vitus Nødskov Rune allerede på førstedagen af Davis Cup opgøret mod Egypten i Group II Europe/Africa ville blive kastet for løverne og få Davis Cup debut som 14-årig mod Egyptens 1. single 19-årige Youssef Hossam, der på den aktuelle ATP-rangliste er no. 311.

Da holdopstillingen blev offentliggjort på fredagens pressemøde, var det dog 28-årige Christoffer Kønigsfeldt, som ses på ovenstående billede, der blev udtaget til 2. singlen.
Christoffer har 2 gange tidligere spillet på Danmarks Davis Cup hold med både en sejr og et nederlag som resultat.
I begge tilfælde var det kampe, som ikke havde afgørende betydning for det samlede udfald, og derfor er kampen mod Egyptens 1. single første gang, at Christoffer spiller en kamp, som kan få betydning for den samlede sejr.

Selvom Christoffer er “underdog”, tror han på sin chance, og han er i en pressemeddelelse fra DTF citeret for følgende udtalelse:
Jeg føler, at jeg har det rigtig godt fysisk. Jeg har givet den gas i de sidste par uger, og jeg var også i god form efter at have trænet meget op til medalje-spillet i holdturneringen“,
og han tilføjer:
Jeg ved, at hvis jeg kan få mit spil og min serv til at køre, så har jeg en chance mod alle spillere. Så jeg går ind med den indstilling, at jeg skal vinde kampen. Så må vi se, hvordan det går“.

Frederik Løchte Nielsen blev som ventet udtaget til at spille 1. singlen, og han indleder lørdagens program kl. 1200 mod Egyptens 2. single, 26-årige Karim-Mohamed Maamoun, der er no. 313 og således blot 2 pladser lavere rangeret end Egyptens 1. single.
For blot en uge siden var rangeringen omvendt, idet Maamoun var no. 282 og Hossam no. 313.

Der er således næppe den store forskel i niveauet blandt Egyptens singler, som bedømt efter rangeringerne må være oplagte favoritter mod Danmark i alle 4 singler.
Det betyder dog ikke, at Danmark er helt chanceløse, selvom Løhte er rangeret næsten 240 pladser lavere end begge Egyptens singler.

Løchte har ofte præsteret sit absolut bedste tennis, når han spiller for Danmark i Davis Cup, og sammen med Thomas Kromann udgør han Danmarks gennem tiderne mest vindende double-konstellation, og derfor er det slet ikke urealistisk, at Danmark har en chance for at hive sejre hjem i alle de 3 kampe, hvor Løchte er på banen.
Dette var tilfældet både i 1. runde opgøret mod Irland i Birkerød i starten af februar og sidste år mod Marocco i 1. runde og i 2. runde mod Norge i Stavanger, hvor Løchte fuldkommen dominerede mod den norske stjerne Casper Ruud.

Nederlaget til no. 269 Lloyd Harris i oprykningskampen mod Sydafrika er således indtil videre Løchtes eneste nederlag i Danmarks sidste 4 Davis Cup opgør.
Det betyder dog ikke, at Danmark af den grund bør udnævnes som favorit til den samlede sejr, hvilket vil være at stille urimeligt høje forventninger til det danske topnavn, og selvom Kenneth Carlsen altid tror på muligheden for sejr forud for hver eneste kamp, må det betegnes som en kæmpe sensation, hvis det i den anden af lørdagens singler lykkes for urangerede Christoffer Kønigsfeldt at besejre Egyptens 1. single.

Hvis stillingen efter lørdagens 2 singler er 1-1, vil det formentlig være et “acceptabelt” resultat, hvorimod 2-0 føring til Egypten for alvor vil betyde op ad bakke for Danmarks muligheder for sejr.

Når søndagens program indledes med doublen møder Løchte og Kromann det egyptiske par Youssef Hossam og 31-årige Sherif Sabry.

frederik løchte nielsen og thomas kromann
Foto: Sportsfotograf.com.

Løchte er i førnævnte pressemeddelelse citeret for denne kommentar:
Det er altid en forholdsvis lang uge at forberede sig til Davis Cup, så nu her sidst på ugen glæder vi os til at komme i gang med at spille mod et yderst kompetent hold. Vi ved, at vi skal ind og præstere godt, og vi har derfor fokuseret meget på vores egen tennis. Personligt føler jeg, at det begynder at ligne noget“.

Selvom det er 41. gang, at Løchte deltager for Danmark i Davis Cup, er det fortsat noget specielt, hvilket han udtrykker på denne måde:
Jeg ved godt, at min karriere har et begrænset antal år tilbage, så derfor sætter jeg pris på hver eneste gang, jeg får mulighed for at repræsentere Danmark – og specielt på hjemmebane. Vi har et rigtig flot setup i Gentoftehallen, og jeg håber, at der bliver tryk på fra tilskuerpladserne

Selvom Holger ikke sendes på banen i lørdagens single, kan det ikke helt udelukkes, at han alligevel får sin Davis Cup debut om søndagen, og det kan måske endda blive i en 5. afgørende kamp, som bliver afgørende for den endelige sejr, hvis kampen ikke allerede er afgjort forinden.

Helt unge teenagere kan få nøgleroller for Danmark på både Davis Cup og Fed Cup

Holdopstillingen til søndagens kampe kan nemlig ændres indtil en time før kampstart.
Carlsen vil – af gode grunde – aldrig afsløre på forhånd, om der sker ændringer i holdopstillingen før de sidste kampe.
Det er dog – helt for egen regning – undertegnedes vurdering, at Holger får debut på søndag, hvis ikke Christoffer lørdag leverer den helt store sensation mod Egyptens 1. single.
I så fald vil Holger være topmotiveret og max. tændt, og efter at have studeret de egyptiske spillere på youtube er han overbevist om, at han har chancen for sejr.

Da TV2 spurgte både Løchte og Holger, om de tror han får debut, havde begge præcis samme svar: “Måske, det vil tiden vise, det ved vi ikke“.


Danmarks trup består desuden af Sebastian Grundtvig, der 31. marts netop er fyldt 17 år, og hvis han får mulighed for at spille søndag, vil han også slå Kurt Nielsen rekord fra 1948 som den hidtil yngste Davis Cup debutant for Danmark.

Sebastian Grundtvig
Foto: Kennet Havgaard for Dansk Tennis Forbund – Sebastian Grundtvig

Egyptens spillere har flere titler på CV’et

Et kig på resultaterne for Egyptens singler det seneste år, kan muligvis bidrage til at dæmpe de danske forventninger en smule.
Youssef Hossam vandt sidste sommer 3 uger i træk finalen ved $15.000 turneringer hjemlandet i Sharm El Sheikh og Cairo, og få måneder senere var han samme steder i yderligere 4 finaler, hvoraf 2 blev vundet.

I 2018 har han dog sat tempoet en anelse ned, da han i årets første 15K turneringer havde 2 kvartfinaler i Sharm El Sheikh som bedste resultat, men for et par uger siden var han i semifinalen i den højere $25.000 kategori.

Karim-Mohamed Maamoun var også i en 25K semifinale forleden, hvilket var i sidste uge i Lissabon, og i starten af marts var han i finalen i en 15K i Sharm El Sheikh.
Han vandt ligeledes 3 uger i træk finalen ved 15K turneringer i Cairo og Sharm El Sheikh for godt et år siden, men rangliste-point fra disse turneringer er ved at være forældede, hvilket forklarer faldet på ranglisten fra no. 282 til 313.

Han deltog desuden i flere ATP Challenger turneringer med semifinale i Meerbusch og Istanbul som bedste resultater.

Livestream fra kampene i Gentoftehallen

Gentofte Kommune samarbejder med DTF om afvikling af opgøret i Gentoftehallen, Ved Stadion 24, 2820 Gentofte.

Anne Hjorth, der er formand for Kultur-, Unge- og Fritidsudvalget i kommunen, stod for dagens lodtrækning, og hun er i pressemeddelelsen citeret således:
Det er med stolthed, at Gentofte kommune er vært for en international sportsbegivenhed som Davis Cup. Jeg glæder mig til, at vi kan opleve landsholdstennis i Gentoftehallen og ser frem til, at borgerne i Gentofte kommune giver Danmarks tennisherrer den bedste opbakning og stemning. Vi vil gøre vores bedste for at gøre denne weekend til en festlig begivenhed“.

Hvis man ikke selv møder op for at overvære kampene, kan de følges på livestream på dette link: www.zibrasport.dk/tennis/live/.

Tennisavisen forventer som ved de seneste mange Davis Cup opgør at livestreame fra pressemøderne med de danske deltagere på Tennisavisens Facebook-side.

Forrige artikelDagens kampe fredag 6. april. Julia Görges og Daria Kasatkina lægger ud kl 17.
Næste artikelDagens kampe lørdag 7. april. Semifinaler Charleston: Sejrsvandte Görges i revanchekamp mod Sevastova. Keys møder Bertens.
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.