15-årige Holger Vitus Nødskov Rune har fundet sit bedste spil frem og er efter sejre over 18-årig amerikaner og to 17-årige modstandere klar til semifinale i ungarsk Grade 2 turnering

I denne uger deltager Holger Vitus Nødskov Rune ved Grade 2 turneringen Alfa TI Cup i Budapest, og ligesom det var tilfældet, da han for 4 uger siden også deltog i Grade 2 kategorien, er han med helt fremme i semifinalen.

Der findes ingen nemme kampe i denne kategori, hvor Holger som regel møder 2-3 år ældre spillere, og i den første kamp var modstanderen den 18-årige amerikaner Alex Bancila, der havde vundet overbevisende i 2 sæt i de 3 kval-kampe, som han havde spillet forinden.

Amerikaneren var boldsikker, og han trak tempoet ud af kampen, så Holger måtte forsøge at finde den rette balance mellem at være enten for offensiv eller passiv.
Holger løste opgaven og vandt kampen 6-1, 4-6, 6-2 mod en amerikaner med temperament, som resulterede i både flækkede ketsjere og bolde, der i arrigskab blev kylet langt væk ledsaget af skældsord.

I 1/8-finalen mødte Holger en 17-årige Lucky Loser, Janos Fekete (SVK), der udnyttede den uventede chance efter nederlag i kvalfinalen ved at vinde 6-0, 6-0 i 1. runde Dominik Buzonics (HUN), der havde wildcard.
Holger sørgede med 2-sæts sejr 6-3, 7-5 for, at han torsdag kunne møde 17-årige Luciano Tacchi fra Argentina, som har tradition for at udvikle gode spillere.
Efter endnu en velspillet kamp, hvor der blev leveret tennis i top-klasse, vandt Holger endnu en 3-sæts sejr 7-5, 3-6, 6-2.

Dermed er Holger for 2. gang i en Grade 2 semifinale, når han fredag møder 18-årige Henry Von Der Schulenburg (SUI), hvis spil betegnes som “mandigt” med fuld smæk på boldene og korte dueller.

Senere torsdag spiller Holger og Tacchi kvartfinale i double, hvor de onsdag i 1. runde vandt 6-4, 6-4 over Martins Rocens (LAT)/Alexander Shevchenko (RUS).
Modstanderne i kvartfinalen er det ungarske par Dominik Buzonics/Zsombor Velcz.

Eric Vanshelboim
Foto: Sportsfotograf.com. – Eric Vanshelboim

I en af de øvrige kvartfinaler er der også deltagelse af en god bekendt af dansk tennis, idet Eric Vanshelboim (UKR), der er medlem i KB, spiller sammen med James Story (GBR).
De vandt i 1. runde 6-4, 6-4 over Alex Bancila/Mark Mandlik (USA), og i kvartfinalen møder de det 1. seedede belgiske par Louis Herman/Gauthier Onclin.

Eric deltog også i single, hvor han i 1. runde tabte 2-6, 4-6 til Axel Nefve (USA), der i næste runde tabte 1-6, 3-6 til Luciano Tacchi, der som nævnt derefter tabte til Holger.

Hannah Viller Møller
Foto: Sportsfotograf.com. – Hannah Viller Møller

Hannah Viller Møller deltog i Girls singles, hvor hun fik en enkelt kamp, da hun i 1. runde tabte 4-6, 1-6 til Oana Smaranda Corneanu (ROU).

Hannah deltager også i double, hvor hun sammen med Niluka Madurawe (USA) vandt i 1/8-finalen over Adrienn Horvath/Reka Szalai (HUN) 6-3, 6-2.
I torsdagens kvartfinale møder de Melania Delai (ITA)/Andjela Skrobonja (SRB).

Hannah har ligesom Holger tilmeldt sig juniorernes French Open, men selvom Holger er tilmeldt med en rangering som no. 87 ved deadline, rækker det næppe til at deltage i kvalifikationen.
Både Hannah og Holger er no. 12 på “alternate-listen”. Noget tyder på, at flere top-juniorer end tidligere har tilmeldt sig i år, hvilket kan have sammenhæng med, at point fra junior-ranglisten bliver overført til den nye “Transition-tour”, som iværksættes næste år.

 

Forrige artikelRafael Nadal – Kongen af gruset
Næste artikelITF Junior Milano: Clara Tauson videre til kvartfinale efter sejre over topspillere
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.