Der skal skabes et stærkt fundament, som bygger på fælles værdier, og hvor der er aktiviteter til alle, så alle får muligheden så lang tid som muligt for at udvikle sig – dvs. de bliver ikke cuttet, når de er 10 år.
Ovenstående var ordret de indledende bemærkninger fra B93 træner Bo Mortensen, da Tennisavisen bad ham beskrive baggrunden for den eksplosive udvikling, der er sket i klubben de seneste år.
Bo Mortensen pointerede flere gange betydningen af fælleskabet, hvor alle bidrager til at efterleve klubbens fælles værdier, som skal sikre at klubben fungerer socialt.
Det betyder ikke, at klubben ikke ønsker at prioritere eliten, men tværtimod betragtes det som selve fundamentet for, at der ud af helheden fremkommer talenter, som bør have de bedst mulige betingelser for at indfri de ambitioner, som talentet berettiger til.
Bo advarer dog imod, at der anvendes store summer af medlemmernes klubkontingent til at finansiere eliten, da det efter hans opfattelse skaber utilfredshed, ikke mindst hvis klubben har ofret store beløb på et talent, som derefter vælger at skifte til en klub, som tilbyder bedre økonomiske vilkår.
Derfor er Bo tilhænger af, at midler til talentudvikling primært skaffes via private midler, eksempelvis i form af tilskud fra sponsorer, erhvervsklubber og lignende.
B93 er i gang med en proces, som blev indledt for et par år siden, hvor man begyndte at fokusere på kultur, som bl.a. omfatter påklædning og opførsel overfor hinanden.
Samtidig blev der startet en række aktiviteter op, herunder en fritidsordning for at skabe noget mere socialt i klubben, hvilket blev en kæmpe succes, som skabte en masse bånd.
Et resultat heraf var, at der på den seneste træningslejr til Båstad deltog 60 børn.
For at skabe større interesse omkring Sjællandsmesterskaberne i skumtennis, blev det for et par år siden prioriteret på højde med UM, og antallet af tilmeldte er siden da steget fra 5 til omkring 80.
Mulighed for at spille kampe afgørende for interessen
Hvis man vælger eksempelvis håndbold eller fodbold som sportsgren, er det utænkeligt at forestille sig, at man deltager på et hold, hvor man kun kommer til træning og øver sig i spillet, uden at man derudover får mulighed for at afprøve sine færdigheder i holdkampe.
Ofte ser man dog, at en stor procentdel af medlemmerne i tennisklubber aldrig får mulighed for at spille på hold, hvilket i længden kan være med til at fjerne motivationen for at bevare interessen for sporten.
For at alle får størst mulig udbytte af træningen, kan man i B93 ikke nøjes med at deltage en enkelt gang om ugen, og efter den første sæson forudsættes, at alle både er i stand til at tælle point og spille kampe.
Trænerne lægger stor vægt på, at børnene lærer den rigtige teknik fra grunden, og da en væsentlig forudsætning for indlæringen er, at børnene har styr på motorikken og balancen, benyttes en række øvelser, som bidrager til at få disse grundlæggende færdigheder på plads, og her kommer de meget engagerede træneres kreativitet til sin ret gennem øvelser, hvor legen er et væsentligt element.
Som udgangspunkt tilbydes skumtennis træning mindst på en hverdag samt i weekenden.
Flere deltager desuden både 2 og 3 hverdage, og stadig flere ønsker at deltage 4 gange, hvilket kan nødvendiggøre, at klubben bliver nødt til at prioritere på grund af begrænset banekapacitet, og derfor arbejdes på at få udvidet halkapaciteten, hvilket Bo Mortensen anser for realistisk som følge af en sund økonomi i klubben.
Udover deltagelsen i selve træningen er stadig flere juniorer begyndt at ”hænge ud” i klubben og selv spille, som det var mere almindeligt før i tiden, inden børns hverdag i stadig højere grad blev ”skemalagt”.
Derfor er flere af børnene meldt ud af SFO-ordningen, da de alligevel tilbringer tiden i B93.
Da der kun var tilmeldt 2 juniorhold til holdturneringen, hvilket Bo Mortensen ikke finder holdbart for en klub med så mange medlemmer, blev der skrevet ud til alle junior-medlemmer for at finde ud af, hvem der var interesseret i at spille på hold, og resultatet blev, at der blev startet op med 8 hold udendørs, og efterfølgende er der både 15 hold indendørs og udendørs, hvilket er det maksimale mulige antal.
Desuden har klubben for første gang i historien hold med i den bedste række i både U10, U12 og U18.
Klubbens succes har medført, at der i indeværende udendørs-sæson har været nødvendigt at oprette venteliste.
Hemmeligheden bag klubbens succes er efter Bo Mortensens opfattelse i virkeligheden ret simpel, da medlemmerne kommer af sig selv og fastholdes, hvis man sørger for, at der er aktiviteter for alle uanset niveau.
B93 formand hædret med DTFs lederpris
En væsentlig årsag til den positive udvikling og medlems-fremgang skyldes, at B93 i de senere år har haft en visionær formand, Christian Lunøe, som har været med til at skabe de nødvendige rammer, som gjorde det muligt at føre visionerne ud i livet.
Derfor modtog han for nylig DTFs Lederpris, som blev overrakt af KTUs formand Joakim Thørring.
I begrundelsen hedder det bl.a. at udvidelsen af trænerstaben fra 1 fuldtidstræner til 4 samt opbygningen af en robust administration har sat skub i udviklingen, som også omfatter etablering af en seniortennisskole med 250 aktive seniormedlemmer.
Endvidere fremhæves, at klubben har en næsten ligelig fordeling af drenge og piger.