En helt ny turneringsform havde premiere i TK Ryvang lørdag d. 30. juni, og hvilken succes det blev!

Solen skinnede fra en skyfri himmel og temperaturerne lå på ca. 28 grader – en fantastisk dag at afvikle en helt ny turneringsform.
TK Ryvang havde inviteret 12 hold til en dyst om 20.000 kr. Turneringen startede kl. 9 morgen og sluttede kl. 18.

Turneringsform
Holdene bestod af 2-4 spillere, og holdene sammensatte selv deres hold før tilmeldingen. Alle hold blev inddelt i fire puljer med tre hold, hvor der blev spillet alle mod alle. Hver holdkamp bestod af 2 singler og en double; sættene blev spillet som tiebreaks.

Og rammerne var helt i top. Under hele turneringen var der musik, også medens der blev spillet. På terrassen var der bar, hvor alt godt til ganen kunne købes, og skulle sulten også stilles, så var der fuld gang i to store grill, hvor pølser og kyllinger blev vel tilberedt.

Allerede når man kom ind på anlægget fornemmede man den utrolig gode stemning. Sjældent oplever man denne afslappethed spillerne imellem, for alle var kommet for at spille god tennis, men også for at hygge sig i hinandens selskab. Afslappethed ja, men samtidig fokus og vindermentalitet, når kampene startede; den gode atmosfære gjorde at referee Peter Kampen havde minimalt at lave den dag.
De mange tilskuere fik en god oplevelse, med masser af god tennis, samt en service som ikke tidligere er set ved danske turneringer.

Som publikum vil man også gerne kunne adskille spillerne på spilledragten, så her kan en del af holdene tage ved lære af “HIK-holdet”, som mødte op i ens spilledragt, speciallavet til dagen. Godt tænkt.

Vinderne
Finalen blev en kamp mellem det meget rutinerede hold med Kristian Pless, Martin Pedersen, Andreas Bang og Philip Therp, og et collegehold med Christian Sigsgaard, Johannes Ingildsen, Simon Friis Søndergaard og Frederik Ørvad.
Det blev de “gamle” som løb med sejren.

Og så blev dagen rundet af med kæmpe After-party for alle spillere samt frivillige.

Kæmpe ros til TK Ryvang for det herlige arrangement, som blev gennemført til topkarakter.

Lad os endelig få noget mere af den slags turneringer, det er nemlig en berigelse for dansk tennis.

Forrige artikelTorsdag, 5. juli. To unge herrer Alexander Zverev vs Taylor Fritz 4. kamp på No. 1 Court
Næste artikelWimbledon 2018: Tættere på endnu en søstre-brag!
John Kristensen
John Kristensen er medstifter af Tennisavisen.dk. John har spillet tennis i 40 år og har mange års ledererfaring fra tennismiljøet bl.a. som formand for KB Tennis i 10 år.