Efter 5 tabte partier i træk fra midten af 2. sæt blev frustrationerne erstattet af stædig vilje og klassespil, som vendte truende nederlag til sejr og plads i semifinalen

Når man er bevidst om det store potentiale hos 15-årige Clara Tauson kommer man nemt til at sidde med en følelse af, at hun var tæt på at tabe kvartfinalen U18 EM i Klosters i Schweiz til en modstander, som tennismæssigt ikke har den talentfulde danskers niveau.

Det er dog urimeligt at forvente af en 15-årig, at der ikke opstår perioder, hvor der slækkes på koncentrationen med en række fejl som resultat, og at disse fejl kan fremkalde frustrationer, som en dygtig modstander forstår at drage nytte af.

I kvartfinalen mod den knap 18-årige Fiona Ganz (SUI) var 1. sæt en blanding af eminent spil og en række fejl, hvor enkelte godt kan betegnes som oplagte afbrændere, men i den sidste ende var det Clara, som trak sig sejrrigt ud af sættet 7-5.

Da Clara kom bagud 0-2 i 2. sæt og derefter fik løftet sit spil og udlignede til 2-2 var momentum tilsyneladende tilbage hos danskeren, som ganske vist blev brudt til 2-3, men udlignede straks til 3-3 med break ved 15-40.

Derefter fulgte en periode med 5 partier på stribe til Ganz, hvilket flere enkle danske fejl bidrog til, og de danske frustrationer blev ikke mindre, da dommeren godkendte flere server, som dommeren var rimelig alene om at se inde, og da der på et tidspunkt to gange i træk blev checket mærker og dømt point til schweizeren, som var på hjemmebane, gav kropssproget bange anelser om, at et dansk nederlag truede ved stillingen 0-2 i 3. sæt.

Clara Tauson
Foto: Torsten Zimmermann/Tennis Europe – Clara Tauson fra en tidligere kamp ved U18 EM.

I stedet skete det stik modsatte, idet Clara tilsyneladende blev ansporet af modgangen, og pludselig var momentum igen på dansk side, og med sublimt spil indhentede Clara forspringet, og hun bragte sig desuden foran 4-2, og ved 5-3 i schweizerens serv spillede Clara sig til sin første matchbold.

Schweizeren afværgede dog matchbolden, og hun fik reduceret til 4-5, så Clara blev tvunget til selv at serve for kampen.
Selvom der ofte opstår vinder-nerver i sådanne situationer, var der dog ingen slinger i valsen, da Clara med et blankt parti sikrede sejren 7-5, 3-6, 6-4.

Kampen kan genses herunder.

Dermed er Clara videre til semifinalen, og det samme er 16-årige Maja Chwalinska (POL), som anses som den største hindring for en dansk EM-titel.
Polakken er ikke seedet, da hun i 2018 udelukkende har spillet turneringer på Women’s Pro Circuit touren, men ved U18 EM har hun indtil videre fejet al modstand til side – senest 6-4, 6-3 i kvartfinalen mod Vlada Koval (RUS).

De schweiziske spillere har dog markeret sig under turneringen, og det er netop spillere fra arrangør-landet, der venter både Clara og Chwalinska i semifinalen.
Clara møder 17-årige Joanne Zuger, som i kvartfinalen vandt 6-3, 6-4 over ranglistens no. 43 Nika Radisic (SLO), og ifølge meldinger fra Klosters har Zuger under turneringen været overlegen og har storspillet på hjemmebane.

Chwalinska’s modstander i den anden semifinale bliver ranglistens no. 41 Leonie Kung, som i kvartfinalen mødte 3. seedede Viktoriia Dema (UKR), der er no. 23.
Ukraineren måtte trække sig ved stillingen 2-2 i 2. sæt, efter 6-1 til schweizeren i 1. sæt.
Den kamp kan ligeledes genses.

Clara spiller semifinale lørdag kl. 10 på Court 1, hvor der vil være mulighed for at følge kampen på livestream

Forrige artikelFredag 27. juli: Lucky Loser mod kvalspiller følges af 3 topseedede i Hamburg
Næste artikelLørdag 28. juli: Fredag blev en overraskede dag i flere turneringer
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.