Danmark er sikret deltagelse i EM finalestævnet for U16 hold, da både Elmer Møller og Holger Vitus Nødskov Rune vandt singlerne mod Estland og Holland
Da Danmark i starten af februar deltog i kvalstævnet ved EM for U16 hold indendørs, tabte holdet til de flestes overraskelse 0-3 til Holland i den afgørende kamp om at kvalificere sig til selve finalestævnet.
I denne uge afvikles kvalstævnet til den udendørs udgave af U16 EM for hold, hvor Danmark i Mannheim i Tyskland igen mødte Holland i den afgørende kamp for at kvalificere sig til finalestævnet, som afvikles i Le Touquet i Frankrig 6-8. august.
Som det var tilfældet i februar mødte Elmer Møller i 2. singlen Fons Van Sambeek, der dengang vandt 6-3, 3-6, 6-3, men Elmer har efterfølgende leveret flere flotte resultater, senest da han vandt sølvmedalje ved det individuelle U16 EM.
Elmer fik revanche med en sikker sejr 6-2, 6-2, og da sidste års individuelle U14 EM-vinder Holger Vitus Nødskov Rune derefter vandt 6-4, 6-4 i 1. singlen mod Stijn Pel, var deltagelsen i finalestævnet sikret.
Derfor var doublen uden afgørende betydning for den endelige sejr, som blev 2-1, da Elmer sammen med Oskar Brostrøm Poulsen tabte 3-6, 6-7(8) til Fons Van Sambeek og Thijmen Loof.
Onsdag havde Danmark ligeledes vundet 2-1 over Estland, da Elmer i 2. singlen vandt 7-6(2), 6-2 over Alexander Georg Mandma, og Holger vandt derefter 1. singlen 6-2, 6-4 over Mark Lajal, som derefter sammen med Alex-Andre Ojassalu vandt doublen 2-6, 6-3, [10-8] over Holger og Oskar.
Danmark var seedet 2 efter Frankrig, der med sikre 3-0 sejre over både Belgien og Tyskland ligeledes har kvalificeret sig til finalestævnet.
Danmark og Frankrig spiller finale fredag kl. 10.