Tennisavisen forsøger at give et overblik over, hvordan man kan få mulighed for at følge tennis på TV og livestreaming i 2019
For de fleste tennis-elskere er Grand Slam turneringerne højdepunkterne i løbet af året, men derudover er der masser af toptennis fra både WTA og ATP, og alle de nævnte kategorier kan følges på TV fra enten Eurosport, TV2 Sport eller TV3 Sport.
Bortset fra Grand Slam, hvor der oftest vises kampe fra 2 TV-kanaler, er der som regel kun tennis på en enkelt TV-kanal, som ved sammenfald med live transmissioner af andre sportsgrene ikke kan vise alle kampe, men det kan man råde bod på ved at supplere med forskellige streaming-tjenester.
Desuden er der stadig flere muligheder for også at følge tennis fra ITF World Tennis Tour, som fra 2019 afvikles efter en ny struktur med en ny ITF-rangliste, som bliver en slags mellemtrin til WTA og ATP.
Eurosport og Eurosport Player viser fortsat Grand Slam
I de seneste år har Discovery haft rettighederne herhjemme til de 3 Grand Slam turneringer, Australian Open, French Open og US Open, som derfor blev vist på Eurosport 1 og 2 samt Eurosport Player, og hidtil har MTG indtil 2018 haft rettighederne til Wimbledon, som blev vist på TV3 Sport og TV3 Max samt Viaplay.
Discovery har fortsat rettighederne til de førnævnte 3 Grand Slam turneringer, hvorimod aftalen med MTG udløb i 2018.
Det er dog i skrivende stund endnu ikke endelig afklaret, hvor danske TV-seere kan følge Wimbledon i 2019 og fremover.
Tennisavisen har spurgt Discovery, om der i forbindelse med Australian Open bliver en særskilt dansk vinkel, da der udover den forsvarende mester, Caroline Wozniacki, også er dansk deltagelse i Mens doubles med Frederik Løchte Nielsen, og i juniorrækken deltager 15-årige Holger Vitus Nødskov Rune i Boys singles, ligesom det forventes at Clara Tauson deltager i Girls singles, og begge tilskrives reelle muligheder for et godt resultat.
Ifølge svaret fra Discovery bliver der ikke særskilt dansk studie på Eurosport 2, men i den udstrækning der er TV-dækning, vil de danske juniorers kampe blive vist på Eurosport Player.
Udover Grand Slam viser Eurosport flere andre turneringer, og allerede fra 29. december kan man primært på Eurosport 2 frem til 5. januar følge Hopman Cup, hvor Tyskland, Frankrig, Australien og Spanien møder hinanden i Group A, og i Group B mødes USA, Schweiz, Grækenland og Storbrittanien.
Fra 30. december vises skiftevis på Eurosport 1 og 2 kampe fra ATP 250 turneringen i Brisbane frem til finalen 6. januar, og ugen efter kan ATP 250 turneringen i Sydney følges på Eurosport 1, inden det de to efterfølgende uger gælder Australian Open, hvor man med et abonnement på Eurosport Player selv kan vælge, hvilke kampe man foretrækker.
Begge de nævnte ATP 250 turneringer kan desuden følges på Tennistv.com (se herunder).
Med et abonnement på Eurosport Player (129 kr./md eller 990 kr./år) har man desuden adgang til Eurosport 1 og 2.
WTA-tennis på TV2 Sport, TV2 Play og WTATV
TV2 Sport har siden 2017 haft rettigheder til at vise WTA-tennis, hvilket Caroline Wozniackis gode resultater i både 2017 og 2018 har bidraget til at gøre til en seer-succes med konstante høje seertal ved hendes kampe.
Da sammenfald med live-transmissioner fra andre sportsgrene ikke helt kan undgås, bliver nogle kampe i stedet vist på TV2 Play, hvor der i flere tilfælde også vises kampe fra flere turneringer, som afvikles samtidig.
Den billigste løsning til at sikre adgang til alle de kampe, som TV2 Sport og TV2 Play viser, er et abonnement på TV2 Play med en eller to livekanaler til 39 kr./md (med reklamer).
Med et abonnement på WTATV.com (ca. 67 kr./md eller ca. 500 kr./år) kan man få mulighed for selv at vælge blandt alle de kampe, som WTA Media producerer i nedenstående turneringer, som i de fleste tilfælde også bliver vist på TV2 Sport eller TV2 Play.
1. halvår 2019 | 2. halvår 2019 |
01. jan: Pr. Brisbane, Int. Shenzhen 02. jan: Int. Auckland 08. jan: Int. Sydney, Int. Hobart 22. jan: 125K Newport Beach 30. jan: Pr. St. Petersburg, Int. Taiwan Open 13. feb: Pr. Doha 19. feb: Pr5 Dubai 26. feb: 125K Indian Wells 27. feb: Int. Acapulco 08. mar: PrM Indian Wells 21. mar: PrM Miami 03. apr: Pr. Charleston, Int. Monterrey 10. apr: Int. Lugano, Int. Bogota 17. apr: 125K Zhengzhou 24. apr: Pr. Stuttgart, Int. Istanbul 30. apr: 125K Anning 01. maj: Int. Rabat, Int. Prag 06. maj: PrM Madrid 15. maj: Pr Rome 21. maj: Int. Strasbourg 06. jun: 125K Bol 12. jun: Int. ‘s-Hertogenbosch 19. jun: Pr. Birmingham, Int. Mallorca 25. jun: Pr. Eastbourne |
17. jul: Int. Bucharest 24. jul: Int. Nanchang, Int. Moskva 31. jul: Pr. San Jose, Int. Washington 07. aug: Pr5 Montreal 14. aug: Pr5 Cincinnati 20. aug: Pr. New Haven 05. sep: 125K Dalian 11. sep: Int. Hiroshima 18. sep: Pr. Tokyo, Int. Guangzhou, Int. Seoul 24. sep: Pr5 Wuhan 25. sep: Int. Tashkent 30. sep: PrM Beijing 09. okt: Int. Hong Kong 16. okt: Pr. Moskva, Int. Luxembourg 22. okt: Fin. Singapore 29. okt: 125K Mumbai 05. nov: 125K Limoges 12. nov: 125K Taipei, 125K Houston |
ATP på TV3 Sport, TV3 Max, Viaplay og Tennistv
TV3 Sport viser som udgangspunkt altid de største ATP turneringer, Masters 1000 og Masters 500 samt det afsluttende slutspil.
I tilfælde af sammenfald med live transmission fra især fodbold bliver nogle af kampene i stedet vist på TV3 Max eller Viaplay.
TV3 Sport dækker også flere turneringer fra ATP 250, men som nævnt ovenfor bliver de to første af dem vist på Eurosport.
Langt de fleste ATP-turneringer kan desuden følges på Tennistv.com, hvor et abonnement koster knap 100 kr./md eller ca. 785 kr./år.
Herunder oversigten med alle ATP-turneringer, som bliver vist på Tennistv og som regel desuden på en af de førnævnte TV-kanaler.
1. halvår | 2. halvår |
31. dec: 250 Pune, Doha, Brisbane 06. jan: 250 Sydney 07. jan: 250 Auckland 04. feb: 250 Sofia, Montpellier, Cordoba 11. feb: 500 Rotterdam, 250 New York, Buenos Aires 18. feb: 500 Rio, 250 Delray Beach, Marseille 25. feb: 500 Acapulco, Dubai, 250 Sao Paulo 07. mar: 1000 Indian Wells 18. mar: 1000 Miami 08. apr: 250 Houston, Marakech 14. apr: 1000 Monte Carlo 22. apr: 500 Barcelona, ATP 250 Budapest 29. apr: 250 München, Estoril 05. maj: 1000 Madrid 12. maj: 1000 Rome 20. maj: 250 Lyon, Geneva 10. jun: 250 ‘s-Hertogenbosch, Stuttgart 17. jun: 500 Queen’s, Halle 24. jun: 250 Antalya, Eastbourne |
15. jul: 250 Umag, Båstad, Newport 22. jul: 500 Hamburg, 250 Gstaad, Atlanta 29. jul: 500 Washington, 250 Los Cabos, Kitzbuhel 05. aug: 1000 Toronto 11. aug: 1000 Cincinnati 19. aug: 250 Winston-Salem 16. sep: 250 St. Petersburg, Metz 23. sep: 250 Chengdu, Zhuhai 30. sep: 500 Tokyo, Beijing 06. okt: A1000 Shanghai 14. okt: 250 Antwerpen, Moskva, Stockholm 21. okt: 500 Wien, Basel 28. okt: 1000 Paris 05. nov: NextGen Finals Milan 10. nov: ATP Finals London |
ATP Challenger fortsat på Livestream.com/ATP
I ovenstående ATP-turneringer, som kan følges på TV, er der rige muligheder for at følge topspillerne og hovedparten af spillerne fra top 100, men også en stor del af de spillerne, som forsøger at etablere sig i toppen, kan følges live i en lang række ATP Challengers.
Set med danske øjne er det især kampe med Frederik Løchte Nielsen, som i 2018 vandt 5 Challenger double titler, der har interesse, samt kampe med Mikael Torpegaard, der efter 4 år på college primært har deltaget i Challengers, hvilket også er planen fra starten af 2019.
Desuden kan det fra en skandinavisk synsvinkel have interesse at følge både Casper Ruud (NOR) og de svensker brødre Elias Ymer og Mikael Ymer.
Sidstnævnte har hyret Frederik Løchte som coach, og det vil formentlig ofte være muligt at følge dem begge i de samme turneringer, da Løchte fortsat har planer om også at spille selv.
I de fleste Challengers kan kampe på to af banerne i hovedturneringen følges gratis på https://livestream.com/ATP
Livestream fra ITF World Tennis Tour
Når Tennisavisen har fulgt danske spillere på ITF Pro touren, har det hørt til undtagelserne, at deres kampe blev vist på TV eller på livestream, men efterhånden har der været vist kampe fra stadig flere turneringer, og derfor forventes det, at det i 2019 bliver muligt at følge to baner ved mange af turneringerne under den nye struktur, der blev introduceret som Transition Tour, men fremover benævnes som ITF World Tennis Tour.
På dette link – http://live.itftennis.com/en/live-streams/ – vil det efterhånden fremgå, hvilke kampe, der aktuelt vises live, samt hvilke kampe, der følger i løbet af dagen.
Derved er der formentlig gode chancer for at få mulighed for at følge med, når Clara Tauson – der netop er fyldt 16 år 21. december 2018 – i første omgang forsøger at optjene et tilstrækkeligt antal point på den nye ITF-rangliste, så hun derefter kan fortsætte bestræbelserne på at blive etableret på WTA-ranglisten.
Selvom 15-årige Holger Vitus Nødskov Rune forventes primært at spille junior-turneringer i de høje kategorier Grade 1 og Grade A, hvor bl.a. omfatter Grand Slam, vil han formentlig også deltage i enkelte turneringer på ITF touren, hvorved der eventuelt kan blive mulighed for at følge nogle af kampene, hvis han deltager i turneringer, hvor der er livestreaming.
Det samme gælder Olga Helmi, der for nylig har spillet flere kampe, som kunne følges på livstream, og formentlig vil både Sebastian Grundtvig og Hannah Viller Møller, som begge indleder det sidste år som junior, også forsøge sig på ITF touren.
Både KB’s ukrainske Eric Vanshelboim og dansk-hollandske Christian Lerby, er ligeledes årgang 2001, og begge vil være i juniorernes top 100 fra årets start, og derfor er det nærliggende at antage, at de også vil forsøge sig på ITF touren.
Davis Cup & Fed Cup fælles abonnement
Selvom formatet for Davis Cup ændres fra 2019, forventes at kampene fra de 12 kvalifikationskampe 1-2. februar samt playoff kampene 14-16. september kan følges på https://video.daviscup.com/.
Kampene fra 1. runde ved Fed Cup World Group 9-10. februar og semifinaler/playoff 20-21. april samt finalen 9-10. november kan følges på https://video.fedcup.com/.
Med et fælles abonnement kan man for €39.99 (ca. 300 kr.) om året følge både Davis Cup og Fed Cup.
Desuden kan man for et engangs-beløb på €7.99 (ca. 60 kr.) se alle kampe fra en udvalgt runde, og for €4.99 (ca. 37 kr.) kan man vælge en bestemt kamp.
De fleste kampe kan følges fra betting-tjenester
Flere betting-tjenester har rettigheder til at livestreame fra de kampe, hvor der er mulighed for at spille på resultaterne, og for at få adgang til kampene, skal man have en konto hos en af spil-udbyderne.
Kvaliteten af livestreaming fra disse tjenester er som regel i begrænset kvalitet og skærmstørrelse sammenlignet med de førnævnte muligheder.