Tennisavisens kameramand i Stockholm fulgte Carl Emil Overbecks opvarmning ved SALK Open, inden han deltager i 4 Grade 1 turneringer i Sydamerika
Som det fremgår af nedenstående artikel, indledte Carl Emil Overbeck sin første sæson som U18 med en rangering som no. 2077, og ved indgangen til den sidste junior-sæson i 2019 er han på årets første rangliste no. 273.
TE+ITF Junior Bergen: Carl Emil rykker efter finale 1800 pladser på ITF-rangliste
Faktisk kan Carl Emil se frem til et yderligere avancement på ca. 20 pladser, da han i Grade 3 turneringen SALK Open i Bromma ved Stockholm nåede 1/8-finalen i single og semifinalen i double, hvor han var seedet 4 sammen med Ivan Penev (BUL).
Carl Emil var som den eneste af de tilmeldte danske juniorer direkte i hovedturneringen, mens både 15-årige Richard Biagiotti og 16-årige Oskar Brostrøm Poulsen var med i kvalifikationen, der blev afviklet mandag og tirsdag.
Richard fik en uheldig lodtrækning, da han i 1. kvalrunde mødte 1. seedede Lancelot Carnello (SWE), der er no. 349 på ranglisten, men Richard gav svenskeren kamp til stregen i 1. sæt, som han tabte knebent 5-7 i tiebreak, hvilket blev afgørende for resten af kampen, som den 17-årige svensker vandt 7-6(5), 6-0 på årets sidste dag.
Oskar mødte 15-årige John Gabelic (SWE), som ikke tidligere har spillet på ITF-niveau, og det blev en sikker dansk sejr 6-2, 6-2.
I 2. kvalrunde Nytårsdag tabte Oskar 3-6, 3-6 til 6. seedede John Hallquist Lithen (SWE), og derfor var Carl Emil eneste danske deltager, da hovedturneringen startede om onsdagen.
Da Carl Emils rangering ikke rækker til at blive seedet, mødte han selv en seedet spiller i 1. runde (R32), og efter 1. sæt mod den 17-årige 3. seedede Raphael Perot (FRA) lignede det en hurtig exit, da franskmanden vandt sættet 6-1.
Herefter fik Carl Emil dog kontrol over kampen, som han vandt 1-6, 6-3, 6-2.
Tennisavisen har en god kontakt til Georg Beyer Clausen, som efter pensionering har bosat sig i Stockholm-området, hvor han var på pletten med nogle optagelser, da Clara Tauson i 2017 vandt Stockholm Ladies, og i april 2018 var han med Tennisavisen og det danske Fed Cup hold i Athen.
Derfor blev Georg opfordret til at dukke op ved SALK Open, da Carl Emil torsdag 3. januar kl. 09 mødte den 17-årige spanier Francisco Andreu Garcia i 1/8-finalen, som spanieren efter en jævnbyrdig kamp vandt 6-3, 7-6(5).
Georg har sammenklippet nedenstående, som viser uddrag fra kampen og et kort interview med Carl Emil, som fortæller om hans nærmeste planer, som er 5 uger i Sydamerika, hvor han deltager i 4 Grade 1 turneringer i Costa Rica, Columbia, Ecuador og Paraguay.
Det bliver første gang, at Carl Emil spiller i denne kategori.
Samtidig spillede den svenske U16-mester, 15-årige Leo Borg på en af de andre baner mod den 17-årige 4. seedede Benedikt Emesz (AUT), der vandt 6-2, 4-6, 6-4.
På optagelsen vises enkelte bolde med den talentfulde svensker, som dog ikke havde lyst til at udtale sig efter kampen.
Senere samme dag spillede Carl Emil 1/8-finale i double sammen med sin bulgarske makker Ivan Penev mod det svenske par Johan Holgersson/Hannes Tylehed, som blev besejret 7-6(6), 6-2.
Næste dag blev det til endnu en sejr for det 4. seedede dansk-bulgarske par, da de i kvartfinalen vandt 7-6(1), 6-3 over svenskerne Viktor Arsov og Olle Wallin.
I lørdagens semifinale mødte de det franske par Giovanni Mpetshi Perricard og Younes Djouder, der vandt 6-1, 6-2.