Clara Tauson indledte med to arbejds-sejre og sikker sejr i 1/8-finalen. Holger Vitus Nødskov Rune fik modet tilbage i consolation efter at have tabt til 5. seedede
For 16-årige Clara Tauson vil det overordnede mål i 2019 være at skabe grundlag for overgangen fra junior-tennis til WTA touren, men det første store mål er dog juniornes Grand Slam turnering Australian Open 19-26. januar, hvor Clara som no. 4 på ranglisten vil være topseedet.
Det samme er hun ved Grade 1 opvarmnings-turneringen 2019 AGL Loy Yang Traralgon Junior International, hvor de første 3 runder blev afviklet fredag-søndag.
Efter en længere turneringspause ser man ofte topspillere være en smule rustne, og derfor er det ikke altid en selvfølge, at sejrene kommer automatisk mod undertippede modstandere, men selvom de første par kampe var jævnbyrdige, sikrede Clara sejre i 2 sæt.
I den første kamp (R64) mod 17-årige no. 125 Veronika Pepelyaeva (RUS) blev cifrene 6-4, 7-5, og i 2. runde mod 16-årige no. 78 lød sejren på 6-3, 6-4.
I 1/8-finalen mod 15-årige Priska Madelyn Nugroho (INA), der er no. 45 på ranglisten, var Clara i teten gennem hele kampen, som hun vandt 6-1, 6-2.
Alle Claras kampe er spillet kl. 10 lokal tid, og det samme vil være tilfældet i kvartfinalen mandag mod 17-årige no. 73 Manon Leonard (FRA), og derfor kan man – ved at gå sent til køjs – følge kampen på livescore fra midnat dansk tid på http://scores.tennisticker.de/aus/sb.html?tournid=4079
De øvrige kvartfinaler hos pigerne er
[9] (20) Emma Raducanu (GBR) vs. [16] (37) Anastasia Tikhonova (RUS)
[4] (12) Leylah Annie Fernandez (CAN) vs. [12] (31) Mariia Tkacheva (RUS)
(65) Yasmine Mansouri (FRA) vs. (WC) (1149) Talia Gibson (AUS)
Holger Rune i consolation efter exit mod spanier
For 15-årige Holger Vitus Nødskov Rune bliver Australian Open hans første optræden i Grand Slam sammenhæng, hvor han for alvor bliver testet mod allerbedste 1-2 år ældre spillere, og derfor er turneringen i Traralgon en god anledning til at få en forsmag på, hvilket niveau der kræves for at gøre sig gældende.
Holgers lodtrækning var ikke den mest optimale, da han i 1. runde mødte den 2 år ældre 5. seedede Nicolas Alvarez Varona (ESP), der er no. 10 på ranglisten, hvor Holger er no. 30.
Derfor var det nødvendigt, at Holger allerede fra start fandt sit bedste spil frem, og at han frem for alt havde modet til at udnytte det våben, som kendetegner hans forhånd.
Kampens forløb bekræftede, at Holger har de nødvendige kvaliteter til at være med på dette niveau, men det rakte ikke til sejr, da spanieren vandt 6-4, 6-4, og medvirkende hertil var, at Holger i for høj grad gik under bolden fremfor at diktere med forhånden.
Derudover har Holger sammen med Valentin Royer (FRA) også deltaget i double, hvor de er seedet 5, og de fik 2 kampe, da de i 1. runde (R32) vandt 6-4, 6-3 over brasilianerne Natan Rodrigues og Mateus De Carvalho Cardoso Alves.
I 1/8-finalen mødte de Eliot Spizzirri (USA) og Lilian Marmousez (FRA), der vandt 6-3, 7-5 i en kamp, hvor især amerikaneren var sprudlende.
Derefter er det slut med gratis kost og logi, men der er fortsat mulighed for at træne på anlægget, og det er heller ikke slut med kampe, idet arrangørerne giver en ekstra chance for kamptræning i consolation til de spillere, der er slået ud i kvalifikationen og de første 2 runder.
Derved fik Holger det gode humør tilbage, da han søndag i 2. runde af consolation vandt 6-4, 6-2 over 17-årige no. 85 Stefan Storch (AUS) efter at have udvist større mod i en velspillet kamp.
Modet rakte også til at holde krokodillen på billedet herunder.
I 3. runde af consolation møder Holger 12. seedede Dominic Stephan Stricker (SUI), der i 1. runde af hovedturneringen tabte til no. 38 Gustaf Strom (SWE).
Svenskeren tabte i 2. runde 4-6, 2-6 til 13. seedede Emilio Nava (USA), og derfor får svenskeren også en ekstra chance i consolation.
De seneste dage under turneringen har været præget af resultater, der helt bogstaveligt har været “som vinden blæser”, idet der har været en voldsom blæst på anlægget, hvor banerne ligger helt åbne.
Nicolas Alvarez Varona, der som nævnt vandt over Holger, gik helt ned i næste kamp, hvor han tabte 0-6, 2-6 til 15-årige Toby Alex Kodat (USA), og 1. seedede no. 4 Lorenzo Musetti (ITA) tabte sensationelt stort 3-6, 0-6 til 15. seedede no. 23 Liam Draxl (CAN) i 1/8-finalen.
Sidstnævnte havde i 1. runde vundet knebent 6-4, 7-6(4) til dansk-hollandske no. 68 Christian Lerby, der i consolation vandt 4-6, 7-6, [10-1] over no. 144 Javier Cueto Ramos (ESP).
Christian tabte herefter 5-7, 4-6 til 16. seedede Alexandr Binda (RUS).