Efter udfordringer i de første kampe udnyttede Clara Tauson med en solid indsats erfaringerne fra 2018 til at overvinde startproblemerne, hvorefter spillet blev gradvis bedre og kulminerede i semifinale og finalen
I flere turneringer i 2018 har Clara Tauson vundet med overbevisende cifre i mange af hendes kampe, selvom hun ofte mødte højt rangerede modstandere, men under Grade 1 turneringen 2019 AGL Loy Yang Traralgon Junior International, som betragtes som optakt til juniorernes Australian Open, tydede stillingen undervejs på livescore i de første kampe på, at der ikke var den sædvanlige kontrol over tingene.
Alligevel endte det med sejre til den danske favorit, hvilket i høj grad skyldes de erfaringer, som Clara især i 2018 indhøstede ved at spille mod flere af de bedste juniorer i Verden.
Clara var ofte i stand til at redde sig ud af vanskelighederne med en solid arbejdsindsats, og derved lykkedes det alligevel at vinde de første kampe uden at afgive sæt undervejs.
I 1. runde vandt Clara 6-4, 7-5 over Veronika Pepelyaeva (RUS), og i 2. runde (R32) 6-3, 6,4 over Himari Sato (JPN).
Efterhånden blev spillet gradvis bedre, hvilket resulterede i komfortable sejre i både 1/8-finalen, hvor Clara vandt 6-1, 6-2 over Priska Madelyn Nugroho (INA), og i kvartfinalen mod Manon Leonard (FRA) var sejrscifrene 6-4, 6-2.
Både i semifinalen og selve finalen blev der spillet tennis på højt niveau mod klasse-modstandere.
Mange husker måske, at Clara for 2 år siden vandt Grade 4 turneringen i KB, hvor hun bortset fra den første kamp højst afgav 2 partier i et sæt, men i 1. runde var Clara i alvorlige problemer mod Emma Raducanu (GBR), der ligesom Clara dengang kun var 14 år, men Clara trak dog det længste strå, da hun vandt 2-6, 6-3, 6-1.
Begge spillere har i mellemtiden gennemgået en hastig udvikling, og efter en kamp på højt niveau, var de igen i 3 sæt, inden Clara med cifrene 6-3, 3-6, 6-1 sikrede sig plads i finalen mod 4. seedede Leylah Annie Fernandez (CAN), der er no. 12 på junior-ranglisten og ligeledes tilhører årgang 2002.
Det var 2. gang de mødtes i en finale, men i modsætning til deres første opgør, som canadieren vandt ved Grade A turneringen i Porto Alegre i Brasilien, der for begge var deres første store finale, hvor nerver og anspændthed spillede en rolle, blev finalen i Traralgon spillet på højeste niveau – og allerbedst af Clara, som vandt finalen 6-2, 6-3.
Tennisavisen har modtaget ovenstående billede samt videoen herunder med matchbolden og præmieceremonien, hvor Clara Tauson havde store problemer med at få “hatten til at passe”, men til gengæld viste hun, at hun også har opnået rutine, når det gælder om at levere en sejrstale med behørig tak til både farmand og øvrige coaches.
Clara undgår ikke favorit-rollen ved Grand Slam
Med titlen i Traralgon vil der være berettigede forventninger til Clara Tauson, når juniorernes udgave af Grand Slam turneringen Australian Open afvikles i næste uge, og da hun desuden som no. 4 på ranglisten er topseedet, kan hun næppe undgå at få den største favoritrolle ved turneringen.
Da Tennisavisen tidligere henvendte sig til Eurosports ejere Discovery Networks for at få oplyst, om der bliver særskilt dækning af de danske deltagere ved Australian Open, fremgik det af svaret, at der ikke bliver sendt et team dertil for at lave produktion på enkelte danskerkampe, men efterfølgende har Eurosport præciseret, at Eurosport 2 viser kampe med danske spillere, når der laves optagelser af kampene.
Da arrangørerne har oplyst, at der laves optagelser fra junior-kampene, vil både kampe med Clara Tauson og Holger Vitus Nødskov Rune, der vandt consolation-titlen i Traralgon, blive vist på Eurosport 2, som også er garant for, at kampe med Caroline Wozniacki og double-kampe med Frederik Løchte Nielsen bliver vist, med mindre der opstår sammenfald.
Fed Cup mod Rusland og Polen
Efter Australian Open, som slutter efter uge 4, kan Clara Tauson se frem mod en udfordring, som formentlig bliver den hidtil største, når Danmark 6-9. februar deltager i Fed Cup Group I Europe/Africa, hvor Danmark efter lodtrækningen 14. januar kom i Pool A sammen med Rusland og Polen.
I Pool B spiller Ukraine, Estland, Bulgarien og Sverige.
Især mod Rusland kan Clara blive matchet på det absolut højeste plan, da Ruslands to højst rangerede udtagne spillere er Daria Kasatkina, der er no. 10 på den seneste WTA-rangliste, og Anastasia Pavlyuchenkova, der er no. 44.
I kampen mod Rusland indleder Clara formentlig i 2. singlen mod Pavlyuchenkova, der har imponeret ved Australian Open med sejre over OL guldvinderen Monica Puig (PUR) og ranglistens no. 9 Kiki Bertens (NED).
Mod Polen, som bl.a. har udtaget no. 80 Magda Linette, no. 155 Magdalena Frech og den meget talentfulde 17-årige no. 177 Iga Swiatek, vil sidstnævnte være en sandsynlig modstander til Clara i 2. singlen.
Med Caroline Wozniacki på 1. singlen vil Danmark ikke være total chanceløs, hvorimod det uden det danske topnavn primært må handle om at undgå nedrykning.
Udover Clara og Caroline er der genvalg til Karen Barritza, Emilie Francati og Maria Jespersen, der sammen med Clara var med til at sikre oprykning fra Group II Europe/Africa i Athen i april 2018.
Tennisavisen, der netop har fået godkendt ansøgning om akkreditering, vil rapportere dagligt fra Zielona Góra.