I sidste uge blev UTR SUMMER CUP, Danmarks første UTR-turnering, afviklet på HIKs grusbaner. Leschly Tennis Foundation var arrangør og havde sørget for 20.000 kroner i samlet præmiesum.

UTR står for Universal Tennis Rating. Essensen af UTR-turneringer er, at alle deltagere mødes baseret på niveau på tværs af alder og køn. Således var turneringens 62 spillere opdelt i fire rækker efter niveau. Dette resulterede i et væld af anderledes og uortodokse opgør, som man aldrig ville støde på i en normal, dansk turnering.

Blandt de mere kuriøse matcher var debutanten Lone på 53 år mod Asger på 11 år og politimanden Jan på 36 år, der blev nedkæmpet af Romeo på 14 år.

Et tiltrængt afbræk
”Det var en fornøjelse at opleve de mange jævnbyrdige kampe mellem smilende spillere, der ikke kender hinanden, og som spiller på vidt forskellige måder. Det er udviklende for deltagernes tennis og et tiltrængt afbræk fra hverdagens normale turneringer. Vi har virkelig fået positiv respons fra spillerne på dette anderledes initiativ, og de spørger allerede, hvornår den næste turnering er”, fortæller en begejstret turneringsleder og programchef i Leschly Tennis Foundation, Morten Lyngbæk.

Sander sejrede
Omkring 50 tilskuere var forbi finaledagen for at se Sander Gjøls-Andersen løbe med med sejren i en lang, tæt og velspillet dyst mod Philip Ørnø. (På foto ses Sander i midten, med Philip Ørnø th. og turneringsleder Morten Lyngbæk tv.)
Jonas Hembo tog sig af sejren i den næstbedste række, mens Emma Henriksen triumferede i række 3. Den fjerde og sidste række blev vundet af Jacob Skov Andersson, som ikke havde spillet en turnering i fem år. Alle vindere modtog 2500 kroner uanset række.

Leschly Tennis Foundation vil fortsat arbejde på at implementere UTR i dansk tennis på forskellige måder. Fonden stiller blandt andet platformen gratis til rådighed for alle danske klubber, og de første, større klubber er netop begyndt at bruge UTR.

Alle resultater fra turneringen kan ses på www.myutr.com/events/8132

Forrige artikelKampe uge 32: Wozniaki og WTA/ATP spiller Rogers Cup. Holger Rune Challenger wildcard
Næste artikelDe danske veteraner kæmper bravt i Portugal
Tennisavisen.dk
Tennisavisen.dk er Danmarks største digitale tennisunivers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser, debat og aktuelle opdateringer fra tennisverdenen – både fra Danmark og internationalt.