August Holmgren opnåede karrierens hidtil bedste internationale resultat med finale ved $15.000 turnering i Sverige
Mange danske tennisspillere har oplevet, at springet fra junior til professionel tennis ofte betyder tidlige exits i ITF-turneringer i $15.000 kategorien, fordi det generelle niveau i alle turnerings-kategorier er ekstremt højt.
Derfor har flere spillere valgt amerikansk college, hvor der ofte tilbydes optimale muligheder for at fortsætte den tennismæssige udvikling i et professionelt miljø, og samtidig giver det mulighed for at få en god uddannelse.
21-årige August Holmgren har valgt denne fremgangsmåde, og han tilbringer i disse år hverdagen på University of San Diego, hvor han har præsteret flere fornemme resultater, som lejlighedsvis er omtalt i Tennisavisen.
August har i sommerferien fra college benyttet lejligheden til at deltage i en række M15-turneringer, når det har været muligt, hvilket kan være svært for spillere, der ikke har en nogenlunde rangering, men da han mødte op til sign-in forud for kvalifikationen ved en M15 i Setubal i Portugal, lykkedes det at slippe ind i turneringen, hvor August vandt 2 kvalkampe og 1. runde i hovedturneringen, inden han i 1/8-finalen blev besejret 6-4, 5-7, 6-2 af 4. seedede Frederico Gil (POR).
Kort tid efter fik August en ny chance i kvalifikationen til M15 i Idanha-a-Nova, som ligeledes er i Portugal, men det blev blot til en enkelt kamp, da han blev besejret 4-6, 6-3, [10-6] af Andres Urrea (COL).
Sidst i juli vandt August begge kvalkampe ved M15 i Agadir i Morocco, hvorefter han i 1. runde af hovedturneringen mødte 2. seedede Lamine Ouahab (MAR), der vandt 6-4, 6-1.
Ovenstående illustrer ganske godt, at niveauet i M15-kategorien er ekstremt højt, når man er klar over, hvilket niveau August er i stand til at levere.
I den forløbne uge har August igen været i aktion, da han var tilmeldt M15 Ystad i Sverige, hvor han ifølge Acceptancelisten var inde i kvalifikationen.
Desuden var både Henrik Heise Korsgaard, der netop har færdiggjort college, og Sebastian Grundtvig tilmeldt, men da de ikke har en ITF-rangering, var de henholdsvis no. 6 og 7 på Alternate-listen.
De havde dog en formodning om, at der ville være gode chancer for at slippe med i kvalifikationen, hvis de mødte op til sign-in, som var søndag kl. 18, og derfor rejste alle 3 til Ystad sammen med Gentoftes træner Philip Ørnø, og turen var ikke forgæves, da både Henrik og Sebastian kom med i lodtrækningen.
Det viste sig, at der var 3 ubesatte pladser i lodtrækningen, og derved kunne både Alexander Schou og Oliver Benneweis Pramming, der ligeledes optrådte på Alternate-listen have deltaget, hvis de havde taget chancen – og løbet risikoen for at køre forgæves.
Alle danskerne kom fint fra start i kvalifikationen, hvor August vandt 6-0, 6-0 over Artsiom Dabryian (BLR).
Henrik vandt 6-2, 6-1 over Daniel Svensson (SWE), der var seedet 12 i kvalifikationen, og Sebastian vandt 6-1, 6-0 over 11. seedede Jan Jermar (CZE).
I kvalfinalen mødte Sebastian 5. seedede David Volfson (CAN), som med sejr på 6-2, 6-2 forhindrede, at Sebastian slap videre til hovedturneringen.
Til gengæld vandt August 6-2, 2-6 [10-6] over 10. seedede Marko Vejnovic (SWE), og Henrik vandt 6-1, 6-4 over 7. seedede Eric Ahren Moonga (SWE).
Henrik var ikke specielt heldig med lodtrækningen til hovedturneringen, hvor han i 1. runde mødte 2. seedede Patrik Niklas-Salminen (FIN), der vandt 6-4, 6-2, og dermed var August eneste af danskerne, der stadig var med i turneringen, da han i 1. runde med aggressivt og hurtigt spil vandt 6-3, 7-5 over David Volfson, der som nævnt havde vundet over Sebastian i kvalfinalen.
Volfson havde tidligere vundet over August i en college turnering, så August tog således revanche på både Sebastians og egne vegne.
Sejrsrækken fortsatte, da August i 1/8-finalen vandt 6-4, 6-4 over Christian Samuelsson (SWE), og i kvartfinalen 6-3, 6-1 over 5. seedede Simon Yitbarek (SWE).
Derefter sørgede August endnu en gang for at tage revanche for en af sine landsmænd, da han i semifinalen vandt 3-6, 6-2, 6-3 over Henriks overmand fra 1. runde, Patrik Niklas-Salminen.
I finalen var modstanderen Gustav Hansson (SWE), som også har været på college, hvor han repræsenterede Ole Miss, og ligesom August har svenskeren gennem juniortiden ofte rejst med Dave Bandelin og Euroelite Tennis.
Dave har haft stor betydning for August, som han i et tæt samarbejde med klubben har været coach for på mange rejser til turneringer, og Dave betragter sig næsten som en far for spillerne, og derfor var det en ekstra stor fornøjelse for Dave, at netop August og Gustav mødtes i finalen i Ystad, og som det fremgår af opslaget herunder på EuroElite’s facebook, følte Dave det som stolte forældre, da han havde mulighed for at overvære finalen, som efter sejren 7-6(5), 6-1 til Gustav Hansson, fik denne analyse:
“He kept the pressure on August and this was the difference in the match overall.”
Også Augusts “rigtige” far, Allan Holmgren, kan være stolt af sønnens præstation, og han har desuden fremsendt nogle billeder og betragtninger om resultatet, der betegnes som det hidtil bedste internationale resultat, og han beskriver finalen således:
“Første sæt var jævnbyrdigt og de to spillere fulgtes ad i de meget lange servepartier. August Holmgren startede med at bryde Gustav Hanssons serv, men blev selv brudt, da han servede ved stillingen 2-3.
Alle servepartierne var meget lange og første sæt varede en time og femten minutter, mens andet sæt kun varede 32 minutter, idet August Holmgren blev brudt tre gange.”
Resultatet forventes at betyde et avancement på godt 250 pladser på ranglisten til omkring no. 1400, hvilket kan åbne mulighed for, at August kan undgå at spille kvalifikation i fremtidige M15 turneringer.
Klubkammeraten i Gentofte, Sebastian Grundtvig var meget imponeret over Augusts præstation, som han betegner som “sindssygt flot gået”.