Det var ikke kun en stor triumf for Holger Rune, da han vandt French Open for juniorer. Også talentarbejdet i Danmark vil få glæde af den unikke præstation i Paris.

Talentudvikling og grustennis.
Det krav følger med en ganske stor check som er afsendt fra Roland Garros-turneringen i Paris til Dansk Tennis Forbunds kontor i Idrættens hus i Brøndby.
En check man i forbundet naturligvis havde håbet på, men næppe forventet. Den kommer som en direkte konsekvens af Holger Runes flotte sejr ved juniorudgaven af French Open. Turneringen har som den eneste Grand Slam en junior-nationskonkurrence. De bedste nationer hvert år, beregnet ud fra en koefficient, får udbetalt et beløb fra Roland Garros. De fire Grand Slam-nationer, Australien, Frankrig, Storbritannien og USA, kan ikke præmieres i konkurrencen.

I Dansk Tennis Forbund har man ikke taget konkret stilling til, hvordan pengene skal bruges. Da det er et engangsbeløb, er det næppe noget, der vil give anledning til at ansætte flere trænere. Sportschef Jens Anker Andersen ser dog perspektiver i den aktuelle succes, der også bød på Australian Open-sejr til Clara Tauson tilbage i januar måned.
”Det er håbet og drømmen, at de flotte resultater vi ser lige nu, kan give os nogle endnu stærkere landshold i Davis Cup og Fed Cup. Samtidig kan de forhåbentlig promovere dansk tennis langt ind i fremtiden og være med til at inspirere næste generation til at vælge tennissporten,” forklarer Jens Anker Andersen.
Det er ingen hemmelighed, at dansk tennis i en årrække har været inde i en svær periode. Faldende medlemstal, et elitecenter der blev nedlagt, støttekroner der forsvandt. En ond spiral, der med de flotte juniorresultater og stigende medlemstal i 2019 måske kan få en ende.

God timing for fremgang
Uagtet medlemstallet i 2019 var bedre end i 2018, er der stadig lang vej til de fede tider i 1990´erne, hvor Dansk Tennis Forbund havde over 120.000 aktive medlemmer. Godt halvt så mange er i dag registrerede tennisspillere i Danmark.
Det kræver ingen lang uddannelse for at gennemskue, at det giver et forbund, hvor midlerne er markant mindre. Kombineret med en udfordring på sponsorsiden, og et farvel til Team Danmark-kroner, har det betydet at antallet af trænere på forbundets elitesatsning de seneste ti år er skåret voldsomt. Al respekt for de tilbageværende, og deres forsøg på at gøre tingene mest effektivt, så er mulighederne bare ikke de samme i dag som for 20 år siden. Alle tenniselskere i Danmark drømmer om, at decideret elitesetup, som det i Farum i 00´erne, på et tidspunkt igen kan se dagens lys.
Så længe medlemstallet er i den lave ende, så vil et elitecenter ikke kunne finansieres af tennissporten selv. Derfor er arbejdet med igen at blive en integreret del af Team Danmark også allerede begyndt. Fra 2021 træder en ny Team Danmark-model for støtte i kraft. En model Dansk Tennis Forbund har store forventninger til.

”Ambitionen er, at Dansk Tennis Forbund skal være Team Danmark Forbund, når Team Danmarks støttekoncept 2021-2024 træder i kraft 1.januar 2021. Hvordan samarbejdsaftalen konkret skal skrues sammen, er for tidligt at sige noget om, da Team Danmarks endelige støttekoncept først er på plads senere på efteråret,” lyder det fra sportschef i Dansk Tennis Forbund, Jens Anker Andersen.
Sikkert er det dog, at man vil gå anderledes til værks end tidligere. Her var man overfor Team Danmark for ambitiøse omkring, hvilke resultatmæssige mål man kunne opnå med gruppen af satsningsspillere. Udover Caroline Wozniacki var ambitionen at skabe en håndfuld spillere i subeliten af international tennis. Den mission var man aldrig i nærheden af at lykkedes med. Det husker både Team Danmark og Dansk Tennis Forbund, hvilket uden tvivl vil spille ind i de forhandlinger parterne skal have.

Clara og Holger er trumfkort
Fordi samarbejdsaftalerne mellem Team Danmark og de enkelte specialforbund i fremtiden ikke begrænses til at være to-årige, så kan Holger Rune og Clara Tausons aktuelle succes spille en stor rolle i forhold til en eventuel kommende samarbejdsaftale.
Team Danmark vil fremover investere i både korte (2-4 år) og lange (5-8 år) samarbejder med medaljeperspektiv, der hviler på et social og samfundsmæssigt forsvarligt grundlag. I Team Danmarks analyse af DTF indgår resultater retrospektivt. Det betyder altså, at de to sejre i årets Grand Slams inkluderes, når en fremtidig aftale skal indgås.

Selvom både Clara Tauson og Holger Rune er produkter af deres eget hårde arbejde, så har de også undervejs fået hjælp og vejledning af Dansk Tennis Forbund. Den erfaring og viden, der med de to stortalenter er blevet oparbejdet, skal nu konkretiseres ned i korte- og lange handlingsplaner. Planer der skal skabe en mere solid fødekæde af talenter i dansk tennis.
Fundamentet til dette er aktuelt godt og mere solidt end i mange år. De nye planer kan tage afsæt i to succeshistorier, hvor ting er lykkedes. Særligt med fokus på, at de er to ”helt almindelige” danske børn, der er godt på vej mod international succes. Det er dem de næste generationer skal kunne spejle sig i. Så aftagerne til tronen efter Holger og Clara allerede i de kommende år begynder at svinge ketsjeren rundt om i landets tennisklubber.

Forrige artikelTEAM FRED – PADEL OG TENNIS FOR BØRN MED SÆRLIGE BEHOV
Næste artikelRang- og Entrylister uge 38: Clara Tauson glip af 80 WTA-point, men WC til Premier 5 kval
Per Colstrup Vinkel
Per Vinkel er professional journalist og tenniskommentator. Hans mangeårige arbejde, interesse og engagement i tennissporten, gør Per til en af de bedste danske tennisjournalister.