Nok lidt flot at beskrive en Premier 5 turnering som opvarmning, omend det næppe er helt ved siden af
Dongfeng Motor Wuhan Open
som turneringen hedder, blev spillet første gang 2014, hvor den tog over som Premier 5 turnering efter Pan Pacific open, Tokyo.
Bortset fra en semifinale har Carolines resultater i turneringen ikke været prangende. Men det vigtigste for Caroline er vel nok også muligheden for at få spillet nogle kampe inden China Open i Bejing den følgende uge. China Open er en Premier Mandatory med 1000 point til vinderen, men der er nu næsten lige så mange point at hente i Wuhan, nemlig 900.
Optakten til Wuhan og Beijing
Der er sagt og skrevet meget om Carolines besværligheder i år. Der skimtes dog lyspunkter, men Caroline har et stykke vej tilbage til sit niveau.
Kort resume af hendes 3 seneste kampe, nemlig i US Open 2019:
Mod Y. Wang 1-6, 7-5, 6-3. Meget opmuntrende at se Caroline spille andet og tredje sæt med energi, vilje og mod. Stort set det hele fungerede på et godt niveau. En god kamp og god sejr for Caroline mod en fortræffelig modstander.
Mod Collins 4-6, 6-3, 6-4. En fremragende tenniskamp mellem to velspillende og godt kæmpende spillere. Interessant at få demonstreret forskellen mellem Carolines kontrollerede spilopbygning til muligheden er der vs. Collins konstant satsede offensiv for at afgøre pointet. Tæt kamp mellem to forskellige spillestile, hvor de små marginaler som så ofte blev afgørende. Carolines niveau var højt i andet og tredje sæt, og vigtigt at hun fik neutraliseret Collins pres.
Mod Andreescu 4-6, 4-6. Andreescu ligner meget den næste unge spiller, som ufortrødent lægger verden ned og blæser igennem med gå på mod og et stærkt, veludført spilkoncept. Hun har på kort tid udviklet sig til en top ti- og favoritdræber.
Caroline spillede en god kamp og kæmpede godt, men der manglede på dagen lige det sidste for at forhindre modstanderen i at styre kampen. Det pillede pynten af Carolines serv, og hun fik lavet for mange fejl.
Kampene bekræftede, at fysikken var OK, og vel også forlydender om, at Caroline har spillet godt til træning og i træningskampe – det skal “bare” ud, når det gælder rigtige kampe.
Der mangler nu noget i at komme op på rette niveau, i at kunne slå dem alle. Men med præstationerne i USO ser det ud til, hun er på rette vej med små skridt fremad.
Piotr er tilbage i tiden citeret for, at Caroline skulle deltage i færre turneringer og spille færre kampe for at kunne “holde længere”. Hvorvidt Caroline, som jo tidligere præsterede bedst ved at spille mange kampe i en sæson, er i stand til at opbygge og holde niveau med meget færre kampe, er vel endnu uafklaret. Om hun er i stand til efter længere pauser at spille sig i form og løfte sit niveau op til og i løbet af en turnering, har der måske været tilløb til, men det virker usikkert. Men så længe Caroline selv tror på det, synes det nu imidlertid meget rimeligt at bevare håbet.
Lidt statistik fra US Open kampene
Nedenstående tabel “Caroline vs modstanderne i US Open 2019” er en sammenstilling af de sædvanlige 12 parametre, der laves statistik på. Her et par highlights:
- Mod Wang lå Caroline bedst til på 9 af de 12 parametre, mod Collins på 8 af de 12 og mod Andreescu kun på 2 af de 12. Caroline havde således set kontrol over begivenhederne mod Wang og Collins, medens Andreescu styrede deres indbyrdes kamp.
- Caroline var bedst mod Wang og Collins på 1. Serv og vinderprocent på 1. Serv. En 1. Serv på 80% (mod Collins) er iøvrigt ganske usædvanligt højt. Mod Andreescu skiftede billede. Carolines 1. Serv % faldt, omend til et rimeligt niveau, medens vinderprocenten på 1. Serv faldt drastisk forhold til de 2 foregående kampe.
- Lidet usædvanligt slog Caroline alle 3 kampe færre vindere end modstanderne, og ligeså lidet usædvanlig lavede hun færre uprovokerede fejl. Men en afgørende forskel på kampene mod Wang og Collins i forhold til Andreescu kampen var, at mod førstnævnte 2 spillere slog Caroline henholdvis 30% og 70% flere vindere end hun lavede fejl, medens hun mod Andreescu lavede 40% flere fejl end hun slog vindere.
Dette indikerer noget om betydningen af at være spilstyrende, om hvor stor betydning serven og vinderprocent på 1. serven har, om betydningen af om forholdet mellem antal vindere og antal fejl er positivt eller negativt.
Iøvrigt er det meget pudsigt, at både Wang og Andreescu løb mere per point end Caroline. Forskellene i alle 3 kampe på den parameter var dog små.
Selvfølgelig er der mange andre forhold der spiller ind, ikke mindst hvem der vinder de vigtige og de afgørende bolde. Men de her fremtrukne var i disse som i så mange andre tenniskampe væsentlige for kampens udfald.
Overordnet set understøtter statistikken, at Caroline spillede godt i US Open.
At hun så lige skulle løbe ind i Andreescu, som jo vandt turneringen, var – så at sige – ret uhensigtsmæssigt.
Lodtrækningen 2019
I første runde møder Caroline Su-Wei Hsieh. H2h Caroline-Hsieh 4-1.
Tidligere resultater af deres møder:
2019 Miami, Hsieh 6-3, 6-7, 6-2
2015 Kuala Lumpur, Caroline 6-2, 6-2
2012 Sofia, Caroline 6-2, 6-2
2012 Beijing, Caroline 6-7, 7-6, 6-0
2008 Bad Gastein, Caroline, 6-1, 6-1.
Resultaterne indikerer unægteligt nogle noget forskellige kampe de 2 imellem. På papiret bør Hsieh ikke volde Caroline større problemer, hvilket hun ikke desto mindre har gjort et par gange. Når Hsieh rammer dagen som i Miami, er hun en meget vanskelig modstander.
Anden rundes modstander kan blive Yulia Putintseva eller en kvalifikationsspiller.
H2H Caroline-Putintseva 2-1. Putintseva slog Caroline 1-6, 7-6, 6-4 i Australian Open 2016, medens Caroline vandt 2017 i Sydney 6-0, 7-5 og 2019 i Toronto 6-4, 6-2.
Tredje runde kunne byde på (3) Elina Svitolina eventuelt Garbine Muguruza. Sidstnævnte er i øjeblikket i en bølgedal, og ville derfor være ønskemodstanderen, hvis det kommer dertil, omend Svitolina også er noget svingede p.t.
Kvartfinale mod (8) Quing Wang eller (11) Angelique Kerber er nok hip som hap. Dog kender Caroline Kerbers spil ind og ud – men det omvendte er jo også tilfældet.
Semifinale kunne blive mod (2) Karolina Pliskova, (5) Petra Kvitova, (10) Sloane Stephens, (14) Anastasija Sevastova
Først i finalen vil Caroline kunne møde en af de øvrige top 10 seedede spillere (1) Ashleigh Barty, (4) Simona Halep, (6) Kiki Bertens, (7) Belinda Bencic, (9) Arena Sabalenka.
Vigtigt for Caroline er det at få spillet nogle gode kampe i Wuhan, ikke mindst for at være så klar som muligt til China Open ugen efter, til at forsvare sin titel fra i fjor.
Wuhan turneringen afvikles 22.- 28. september.