Caroline stiller i sin næstsidste konkurrenceturnering op i både single og double

Caroline har faktisk spillet en del doublekampe tidligere i karrieren

Men det er efterhånden – med et par undtagelser – en halv snes år siden og er nok gået lidt i glemmebogen. 

Caroline har blandt andre spillet double med Azarenka, Pennetta, Schiavone, Radwanska, Sorona Cirstea, Daniella Hantuchova, Sharah Peer, Annabel Medina Gariguez, Baczinsky og ikke at forglemme Venus Villiams.

Faktisk har Caroline vundet to double trofæer, nemlig 2009 Memphis, hvor hun sammen med Victoria Azarenka vandt finalen 6-1, 7-6(2) over Yuliana Fedak/Michaelle Krajick samt China Open 2008, hvor Caroline sammen med Annabel Medina Garrigues vandt finalen 6-1, 6-3 over Han Xinyum/Xu Yi-Fan.

Caroline har iøvrigt også spillet en enkelt mix double, nemlig 2007 French Open, hvor makkeren var ingen ringere end Gael Monfils – men de vandt nu ikke kampen.

Nu stiller hun op med tennisikonet Serena Williams. Et overraskende makkerpar ….. og dog. Caroline og Serena er jo efter sigende meget gode veninder, som har støttet hinanden i tykt og tyndt. Sådan set er Serena vel netop den mest oplagte doublemakker, såfremt Caroline ønsker at double skal indgå med fuld power i sidste kapitel af hendes glorværdige karriere.

Spændende bliver det, hvorledes de to meget forskellige spiltyper fungerer som doubleteam.

I det hele taget spændende, hvordan Caroline fungerer, hvordan hendes niveau er efter den lange kamppause. Hun har ikke spillet turneringskamp siden China Open i oktober sidste år, hvor hun i semifinalen blev slået af Osaka. Men det forlyder, at hun har trænet meget ihærdigt op til slutfasen i sin tenniskarriere.

Tidligere resultater i  ASB Classic, Auckland, New Zealand

Caroline har opnået gode resultater i Auckland, en turnering, hvor hun da også efter sigende befinder sig godt.

De foregående år gik det således:

2019, nåede R32, Siegemund vandt.
2018, nåede finale, Görges vandt.
2017, nåede kvartfinale, Görges vandt.
2016, nåede semifinale, Stephens vandt
2015, nåede finale, Venus W vandt

Modstanderne i single

I første runde møder Caroline den 22 årige New Zealænder Paige Mary Hourigan, p.t. # 438 på verdensranglisten.

Anden runde kan blive mod Lauren Davis , p.t. #64, eller en kvalifikationsspiller.

Kvartfinalemodstanderen kunne blive 4. seedede Julia Görges, som jo blandt andet netop i Auckland tidligere har udfoldet sig som Carolines onde ånd.

Semifinale 2. seedede Petra Martic eller 6. seedede Rebecca Peterson.

I finalen står modstanderne ifølge seedning som (1) Serena W, (3) Amanda Anisimova, (7) Jelena Ostapenko eller (8) Caroline Garcia.

På papiret tiltager udfordringen unægteligt fra og med kvartfinalen, omend det hele næppe ser komplet umuligt ud, såfremt Caroline kan finde noget der minder om sit normale niveau.

Ambitioner

Spændende hvordan makkerparret Caroline/Serena fører sig frem i double, spændende hvordan Carolines fysiske og mentale niveau er efter den lange kamppause.

Det ville jo være fornemt, om parret kunne gøre det godt i double. 

Det ville være fornemt, om Caroline her på falderebet kunne vinde turneringen for første gang – hun har været tæt på tidligere.

Ambitionen kan jo have flere niveauer. Caroline og Wozniacki teamet har utvivlsomt deres eget, passende niveau. Mon ikke fællesnævneren blandt omgivelserne og måske især tenniselskere er, at vi får Caroline – og Serena – at se i nogle spændende og velspillede kampe.

Hovedturneringen starter 6. januar.

Forrige artikelKampe uge 1: ATP Cup kickstarter 2020 i Brisbane, Perth og Sydney samt TV 2 Sport X
Næste artikelWTA: Årtiets bedste kvindelige spillere – del 3 – 20-11
Ole Jørgensen
Ole Jørgensen har siden 1992 har været aktiv i den lokale tennisklub bl.a. som formand for klubben i 10 år, som træner, som holdleder på et motionist turneringshold og som aktiv spiller. På den globale scene er hans store interesse dels udvikling og tendenser på og omkring WTA-touren og dels den enkelte spillers udnyttelse af sit potentiale. Oles interesse for udviklingen på WTA-touren, som han har fulgt nøje, startede især da Caroline Wozniacki vandt Wimbledon som junior.