Vi bringer hermed et interessant indlæg af Lars Baes omkring udvikling af Elitedivisionen

“Vi har haft en del tilskuere til elitedivisionskampene i Give de foregående sæsoner, men vores mål for den kommende sæson er, at vi får endnu flere tilskuere og et endnu stærkere og mere professionelt set up til hjemmekampene.

En del af vores målsætning er også at få ændret noget omkring kulturen herhjemme i forbindelse med holdturneringen, sådan at vi også i de store byer kan spille på anlæg, hvor der er lidt stemning fra flere tilskuere, end hvad vi ellers har været vant til i holdturneringen generelt.

Derfor har vi naturligvis set på, hvad der kan gøres, og vi har talt med mange tennisfolk både fra vest og øst. Vores holdning er, at strukturen i holdturneringen gør, at vi spænder ben for os selv. Alle holdkampe i hele holdturneringen afvikles samtidigt, hvilket betyder, at vi ekskluderer et hav af tennisspillere fra at kunne agere som hjælpere, dommere og tilskuere til elitedivisionskampe. Rent praktisk har vi problemer med at skaffe dommere, fordi flere af dem, vi har haft kontaktet, selv spiller tennis i en lavere række på det tidspunkt, hvor vi spiller. Jeg har desuden talt med mange tennisspillere, som spiller i lavere rækker, og de taler alle med én tunge; “det er irriterende, at vi aldrig kan komme til Give og opleve noget god tennis”.

Økonomisk vinder vi intet ved, at der står 50-100 mennesker flere på tribunerne – tværtimod bliver det en langt større udgift for os. Noget vi hellere end gerne giver holdturneringen, fordi vi prioriterer så højt at få sat lidt skub i tingene, og det altafgørende mål for os er… Tilskuere og stemning til kampene.

Vores klare holdning, som jeg har tilkendegivet for forbundet mange gange, er, at vi skal splitte kampdagene op, sådan at der eksempelvis altid spilles lavere rækker lørdag og elitedivision + juniorholdturnering søndag. Er en juniorspiller udtaget til klubbens elitedivisionshold, så må vedkommende melde fra til juniorholdkampen.

Desværre er der i holdturneringen for DH ude 2020 ikke ændret noget, så vi kører tilsyneladende videre som hidtil. Alle aktive tennisspillere i holdturneringen vil stadig være afholdt fra at kunne se elitedivisionstennis, fordi alle partout skal spille samtidigt. Heller ingen udmelding om nye krav til klubberne. Som jeg kan se det, og måske tager jeg fejl, så er juniorholdturneringen det eneste, der spænder ben for en ændring (udover lidt logistisk arbejde), og med al respekt for juniorernes turnering, så virker det voldsomt, hvis dét skulle være vigtigere end at få skabt en struktur, hvor alle kan få mulighed for at se (evt. hjælpe) noget elitedivisionstennis, så vi får skabt en holdturnering, hvor det ser ud af noget, når der spilles tennis i den bedste danske række.

Vi har ikke mange flagskibe i dansk tennis, og selv om det er fantastisk med individuelle ITF-sejre rundt omkring i verden, så er det ikke noget, der samler folk eller skaber klubstemning. Det er dét holdturneringen bør gøre. Den bør samle folk og tennisinteresserede i klubberne/byerne, men det kræver, at der er mulighed for det, og lige nu bliver det vanskeliggjort af en forældet struktur, hvor de mest oplagte brugere af vores produkt bliver afholdt fra at kunne bruge det.

Som bosiddende på den forkerte side af tennisdanmark og med en kontaktflade, der ikke har rødder i den gamle inkarnede garde i dansk tennis, så er det svært at påvirke på anden vis end via mails og telefonsamtaler Måske vi i Give sidder alene med dette ønske om en opsplitning af rækkernes kampdage, men ud fra mine mailkorrespondancer og samtaler vil det overraske mig meget, hvis ikke der er bredt ønske om en strukturel ændring af ovennævnte.”

Med ønsket om en debat af problematikken.

Lars Baes
På vegne af Give TK

Forrige artikelWTA: Årtiets bedste kvindelige spillere – del 4 – 10-6
Næste artikelATP Wild Cards: Holger Rune hjem uden sejre men til gængæld med opmuntrende erfaringer
Tennisavisen.dk
Tennisavisen.dk er Danmarks største digitale tennisunivers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser, debat og aktuelle opdateringer fra tennisverdenen – både fra Danmark og internationalt.