Danmark "valgte" både sine sejre over nederlag med omhu, og selvom Clara Tauson som ventet tabte til Ons Jabeur i 1. single mod Tunesien, sørgede Karen Barritza i 2. singlen samt Emilie Francati og Maria Jespersen i doublen for dansk sejr og oprykning

Inden Danmarks kamp mod Tunesien om oprykning til Fed Cup Group I Europe/Africa så holdkaptajn Jens Anker Buus Andersen gode muligheder for, at Karen Barritza kunne give holdet en god start i 1. singlen mod 21-årige Chiraz Bechri, som er udenfor top 1000.

Karen levede helt op til holdkaptajnens tillid, da hun efter en fokuseret og disciplineret indsats vandt 1. sæt 6-1 i løbet af 24 minutter.
De første 2 partier i 2. sæt indikerede dog, at opgaven godt kunne blive lidt mere besværlig, da tuneseren afværgede 4 danske break-muligheder, inden hun holdt serv til 1-0, hvorefter hun brød Karens serv til 2-0, men Karen brød tilbage med et rent break, hvorefter hun udlignede til 2-2 efter et jævnbyrdigt parti.

Bechri afværgede dansk break-mulighed i sit næste serveparti og hun bevarede forspringet til 4-3, og hun havde desuden en break-mulighed til 5-3, men Karen udlignede til 4-4, hvorefter hun brød til 5-4 ved 15-40.
Med et rent serveparti sikrede Karen sejren 6-1, 6-4 efter i alt 1 tim. 22 min. og gav Danmark den ønskede start.

De færreste forventede formentlig, at Clara Tauson ville være i stand til at sikre oprykningen i 1. singlen mod 25-årige no. 45 Ons Jabeur, der har været fast inventar i top 100 i mere end 3 år, men den 17-årige dansker fortsatte de gode takter fra de 3 indledende puljekampe, og hun fulgte godt med i Jabeurs tempo i en ganske jævnbyrdig kamp, hvor Jabeur dog var lidt mere ovenpå i egne servepartier end Clara var i sine servepartier.

Efter at have holdt serv til 1-0 havde Clara i Jabeurs første serveparti en enkelt mulighed for at bryde til 2-0, men tuneseren holdt serv, hvorefter begge holdt serven komfortabelt til 2-2.
I det næste parti afværgede Clara 3 breakbolde og holdt serv til 3-2, og Jabeur udlignede til 3-3 efter 40-15.

I det “psykologiske” syvende parti kom Clara bagud både 0-30 og 15-40, og Jabeur brød til 4-3 og holdt derefter serv rent til 5-3, hvorefter Clara afværgede 2 sætbolde, inden hun reducerede til 4-5, og Jabeur efterfølgende sikrede sig 1. sæt 6-4.

Begge spillere vandt deres servepartier rimelig sikkert indtil 4-4 i 2. sæt, hvorefter Jabeur sikrede det afgørende break efter et tæt parti, hvor Clara havde en enkelt fordel, men tuneseren vandt på sin 2. break-mulighed, og hun servede efterfølgende kampen hjem med et rent parti til resultatet 6-4, 6-4.

Clara var tydeligt skuffet efter nederlaget, hvilket er helt naturligt for et ægte konkurrence-menneske, men hun har al mulig grund til at se tilbage på kampen med stor tilfredshed, da hun fik bevist – både overfor sig selv og  alle, der overværede kampen – at hun har niveauet til at spille op med de fleste i top 100, og med mere rutine i sådanne kampe kombineret med fortsat fokus på den videre udvikling, er top 100 indenfor rækkevidde i en overskuelig fremtid.

Dermed var stillingen 1-1, hvorved doublen som forudset blev afgørende for udfaldet, og ligesom Clara havde Emilie Francati og Maria Jespersen Ons Jabeur på den modsatte side af nettet sammen med makkeren Chiraz Bechri, der som nævnte blev besejret af Karen i 2. singlen.

I 1. sæt kom danskerne godt fra start, da de sikkert holdt serv til 1-0, og de havde 2 muligheder for at bryde til 2-0, men i stedet blev de selv brudt til 1-2, og tuneserne kom på 3-1, da endnu en dansk break-mulighed ikke blev udnyttet.
I stedet blev de brudt igen til 1-4 efter at have afværget 3 breakbolde, og efter et rent tunesisk serveparti til 5-1 vandt tuneserne sættet 6-1, da de udnyttede den 2. sætbold.

Herefter ændrede danskerne taktik, da de i 1. sæt havde for meget fokus på at forsøge at spille mest muligt udenom Jabeur, hvilket gav usikkerhed og derved for mange fejl, og derfor fokuserede de resten af kampen på at spille deres eget spil og ignorere, at den ene af modstanderne var en topspiller.

Taktikken gav pote, idet danskerne virkede mere frigjorte i spillet, og de begyndte for alvor at ramme boldene og minimere fejlene, og allerede i Tunesiens første serveparti lykkedes det at bryde serven i 2. forsøg, efter at tuneserne havde haft 2 fordele i serven.

Danmark holdt serv til 2-0 efter at have afværget en enkelt breakbold, og kort efter havde danskerne breakmuligheder ved 0-40 i tunesernes serv, men alle 3 muligheder blev afværget, og det samme gjorde endnu en mulighed, men i 5. forsøg lykkedes det at bryde til 3-0, og break’et blev konsolideret, da danskerne holdt serv til 4-0.

Tunesien kom omsider på tavlen til 1-4 trods endnu en dansk break-mulighed, og de fik reduceret yderligere til 2-4 efter et break ved 15-40, men med et rent break bevarede Danmark forspringet ved 5-2, hvorefter danskerne sikrede sig 2. sæt 6-2 efter at have afværget en enkelt tunesisk break-mulighed.

3. sæt blev indledt med 2 jævnbyrdige partier, hvor begge holdt serv, men danskerne måtte dog afværge en enkelt break-mulighed.
Det næste tunesiske serveparti blev ligeledes jævnbyrdigt, men danskerne udnyttede den 3. break-mulighed til 2-1, men Tunesien brød straks tilbage til 2-2, hvorefter Danmark ikke fik udnyttet 3 breakbolde ved 0-40, men på endnu en mulighed lykkedes det at genetablere forspringet med et break til 3-2, og forspringet blev bevaret, da danskerne holdt serv til 4-2 på den 3. fordel efter tunesisk break-mulighed ved 30-40.

Tunesien kom helt tilbage i sættet med et rent break til 4-4, men danskerne lagde pres på tuneserne, der var nede 15-40 i deres næste serveparti, og da den 2. break-mulighed blev udnyttet, kunne Danmark serve for kampen i Emilies serv.
Danskerne var tæt på at komme bagud 15-40, da Jabeur greb ind ved nettet og lagde bolden på tværs helt ned i forhåndshjørnet, men Emilie nåede akkurat over og fik reddet situationen, mens Maria lynhurtigt opfattede situationen og rykkede over i baghåndssiden, hvor hun med en longline vinder fik udlignet til 30-30.

Med en sublim følt baghånd fra Maria på tværs af banen tæt ved nettet var der dansk matchbold, men en ligeså følt baghånd fra Bechri afværgede den første matchbold, hvorefter Danmark fik endnu en matchbold, da en bold fra Jabeaur på netkanten besluttede at blive på tunesernes side, hvorefter Emilie sluttede med et es, som sikrede dansk sejr 1-6, 6-2, 6-4, og jubelen kunne bryde løs, som det fremgår i slutningen af nedenstående videoclip, hvor hele det sidste parti fortjener et gensyn.

Herunder videoclip med jubel-scener og fra sejrs-ceremonien.

Bagefter mødte de op i presserummet, hvor de sang “Olé, Olé, Olé, Olé, det’ Danmark, det’ Danmark” – ikke for at hylde Tennisavisens udsendte, men snarere som en cadeau til Inge Ejsing, der under alle kampene utrætteligt havde heppet højlydt på de danske spillere med den samme sang.

Emilie fortalte, at vendepunktet efter 1. sæt var, at de turde spille uden tanke på, hvem der stod på den anden side, og Maria fremhævede “sulten” efter at få sejren som medvirkende årsag, og hun mente, at de i starten overvurderede Jabeur for meget, indtil de begyndte at spille på begge modstandere, og samtidig lavede de færre fejl i de 2 sidste sæt, og til sidst lykkedes alt med gode server og netspil, og de holdt deres krydsdueller og gik longline på de rette tidspunkter, og ved at holde sig til det spil, som de kunne finde ud af, rakte det til sejren.

Karen var godt tilfreds med, at hun havde givet holdet en god start, så de andre derefter kunne give den gas.

Selvom Clara var “sur” lige efter at have tabt, hvilket hun erkender altid er tilfældet efter en tabt kamp, men hun var alligevel tilfreds med at have spillet en god kamp, selvom det var irriterende at blive brudt i begge sæt, men hun erkendte, at hun ikke var helt med i Jabeurs servepartier.
Ærgrelsen overskygges dog af glæden ved, at holdet alligevel sikrede sejren.

Hannah Viller Møller, der ikke kom i spil under Fed Cup, indrømmede at hun var nervøs undervejs inden afgørelsen.

Holdkaptajn Jens Anker Buus Andersen synes der var grund til at markere sig et par gange overfor dommeren som en modvægt til, at tuneserne fyldte meget, og tingene gik deres vej hver gang.
Anker gav udtryk for, at det har været en god uge, hvilket også havde været tilfældet, hvis holdet ikke var rykket op, men det er dog sjovere, når man vinder.

Set over hele turneringen var oprykningen resultat af en ægte holdpræstation, hvor Danmark vandt de “nødvendige” sejre i den indledende pulje.
I den første kamp mod Finland blev Karen besejret af Anastasia Kulikova, der gennem hele turneringen var den bedste 2. single uden et eneste nederlag undervejs, og Karen var den eneste, som tog sæt fra Kulikova, der i alt har vundet 8 singler for Finland uden et eneste nederlag, men Clara i 1. single og Emilie og Maria i doublen sørgede for den danske 2-1 sejr.

Anstatia Kulikova
Foto: Georg Beyer Clausen – Anastasia Kulikova

I den 2. kamp mod Portugal leverede alle spilerne en sejr, og i den sidste puljekamp mod Egypten vandt Clara i 1. singlen den ene sejr, som viste sig at være nødvendig for at blive no. 1 i puljen, og derfor faldt nederlagene i de “rigtige” kampe, hvor både Karen og doublen ikke helt ramte topniveuet mod Egypten, som vandt 2-1 og alligevel måtte spille om at undgå nedrykning.

Egypten undgik nedrykning, da de vandt 2-0 over Moldavien, der således rykker ned i Group III sammen med Portugal, der tabte 0-2 mod Israel, der således forbliver i Group II Europe/Africa sammen med Egypten, Tunesien og Finland, der tabte 1-2 til Georgien, som sammen med Danmark rykker op i Group I Europe/Africa, hvor det i skrivende stund endnu ikke er afgjort, hvem de øvrige nationer bliver.

 

Forrige artikelFed Cup Helsinki: Danmark puljevinder trods nederlag. Oprykningskamp mod Tunesien
Næste artikelFederer og Nadal spillede for rekordpublikum
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.