Efter en flot indsats ved Fed Cup og en god trænings-uge viste Clara Tauson både godt spil og mental styrke i tætte kampe, hvilket banede vejen for årets første titel
Selvom 17-årige Clara Tauson ved Fed Cup i Helsinki med overbevisende takter i alle 4 kampe skabte berettigede forhåbninger om et godt resultat forud for denne uges W25 turnering Scottish Championships i Glasgow, lå det dog ikke i kortene, at hun kunne gå hele vejen.
I betragtning af at der i deltagerfeltet både var en spiller fra top 100 og en tidligere top 50 spiller, samt at næsten alle i hovedturneringen var højere rangeret end Clara, var der flere større forhindringer, der skulle overvindes for at nå langt i turneringen.
I første runde (R32) mødte Clara 29-årige Myrtille Georges (FRA), som hun sidste år vandt over 6-0, 6-3 i 1/8-finalen, da Clara vandt W60 titlen i Meitar i Israel, og sejren blev gentaget, da Clara vandt 6-3, 6-1.
Allerede i næste runde (1/8-finalen) ventede den første helt store forhindring, da Clara mødte 26-årige 2. seedede Anna-Lena Friedsam (GER), der i perioden 2014-2017 konstant var i top 100 med en 45. plads som højeste rangering i august 2016, hvorefter skulderproblemer holdt hende ude af spillet en længere periode.
Clara mødte således en spiller med top 50 kvaliteter, hvor der kræves et konstant højt niveau hele kampen for at vinde, ikke mindst i de afgørende situationer, når flere partier er jævnbyrdige med flere fordele og break-muligheder i et tæt opgør.
I 1. sæt brød Clara allerede serv til 3-1 og igen til 5-1, og selvom Friedsam tog det ene break tilbage, blev det alligevel et overbevisende dansk sæt 6-2, og Clara fik en drømmestart på 2. sæt, da hun først med besvær holdt serv og derefter brød rent til 2-0.
Friedsam brød derefter tilbage og udlignede til 2-2 med et rent serveparti, og hun brød igen serv til 3-2, efter at Clara ikke fik udnyttet en 40-15 føring i egen serv, og da Clara heller ikke udnyttede 2 break-muligheder, bragte Friedsam sig afgørende foran 4-2 og senere 5-3, men da tyskeren servede for sættet ved 5-4 brød Clara rent tilbage og udlignede til 5-5.
Clara blev dog brudt igen til 5-6, hvorefter Friedsam sikrede 2. sæt 7-5, og hun indledte det afgørende 3. sæt med at bryde serv til 1-0, men Clara brød straks tilbage med et rent break.
Herefter fulgte kampens længste parti, hvor Friedsam havde 3 break-muligheder, som alle blev afværget, og efter et marathon parti lykkedes det for Clara at holde serv til 2-1, hvorefter hun bragte sig afgørende foran med break til 3-1, og forspringet blev udbygget, da Clara udnyttede sin 3. fordel i egen serv.
I Friedsams næste serveparti havde Clara 3 break-muligheder til 5-1, men i endnu et langt parti fik Friedsam reduceret til 2-4 på sin 5. fordel.
Clara holdt dog fast i forspringet, da hun holdt serv til 5-2, og hun udnyttede derefter sin første matchbold ved 15-40 i Friedsams serv til endelig sejr 6-2, 5-7, 6-2 efter knap 3 timers kamp, hvis forløb – især i de helt tætte partier – demonstrerede, at Clara på det mentale område har forbedret sig mærkbart.
Denne sejr skulle vise sig at blive nøglen til at vinde turneringen, idet Clara i kvartfinalen mod 6. seedede no. 200 Laura Iona Paar (ROU) vandt 6-3, 6-4 efter et enkelt break i 1. sæt, mens 2. sæt blev indledt med 4 breaks i træk til 2-2, hvorefter begge holdt serv, indtil Clara udnyttede en break-mulighed til 5-4, hvorefter hun i egen serv udnyttede sin 3. matchbold.
I semifinalen behøvede Clara kun at spille 3 partier, idet 18-årige Clara Burel (FRA) trak sig, da Clara Tauson førte 3-0, og derved kunne hun spare lidt på kræfterne inden søndagens finale næste dag mod 24-årige 3. seedede Viktoriya Tomova (BUL), der i kvartfinalen vandt 6-3, 6-4 over Jana Fett (CRO), som mange sikkert husker havde den senere Grand Slam vinder Caroline Wozniacki på krogen ved Australian Open 2018, da Fett førte 5-1 i 3. sæt.
Tomavo vandt derefter i semfinalen 6-3, 6-3 over Marie Benoit (BEL), der overraskende vandt over 1. seedede Kristie Ahn (USA), der trak sig bagud 2-3 i 3. sæt efter at have vundet 6-3 i 1. sæt og tabt 2. sæt 7-9 i tiebreak.
Efter et jævnbyrdig 1. sæt, som Clara vandt 6-4 efter 38 minutter, var der ingen tvivl om udfaldet i 2. sæt, hvor Clara efter blot yderligere 20 minutter med cifrene 6-4, 6-0 sikrede sejren og årets første titel.
Tennisavisen har modtaget ovenstående præmiebillede, som Rob Eyton Jones har taget, og meldinger fra teamet bekræfter, at Clara havde stor fokus på opgaven, og at hun fulgte den planlagte taktik til punkt og prikke.
Clara deltog for en gangs skyld også i double-rækken, hvor hun sammen med Lara Salden (BEL) nåede helt frem til finalen, som efter to tiebreaks blev vundet 7-6(2), 7-6(5) af Kimberley Zimmermann (BEL) og Myrtille Georges (FRA), der således fik revanche for 1. runde nederlaget til Clara i single.
Forinden havde Clara og Lara i 1/8-finalen vundet over 1. seedede Ulrikke Eikeri (NOR) og Elixane Lechemia (FRA), der førte 4-3 i 1. sæt, hvorefter de trak sig fra kampen.
I kvartfinalen mod Jesika Maleckova (CZE) og Victoria Muntean (FRA) lød sejren på 6-3, 6-3 og i semifinalen gik de små marginaler den dansk-belgiske duos vej, da de vandt 6-4, 3-6, [11-9].
Det forekommer ganske fornuftigt, hvis Clara lejlighedsvis også deltager i double, som kan bidrage til at skærpe netspillet.
Søren Tauson er i TV2’s omtale af turneringen citeret for, at Clara spillede double for både at have ekstra tid på banen og øve specifikke ting, og han betegner det som et positivt boost for Clara, at det lykkedes at overføre elementer fra træningsbanen til kamp.
Titlen betyder, at Clara optjener 50 point til WTA-ranglisten, men da point optjent i W15 og W25 opdateres med en uges forsinkelse, vil Clara fortsat have 219 point – og formentlig en rangering som no. 266 – når ranglisten opdateres mandag.
I løbet af den næste måned mister Clara først 10 point fra W15 i Monastir, og 2 uger senere 80 point fra W60 i Shenzhen og en uge efter yderligere 10 point fra W15 i Xiamen, og derved mister hun i alt 100 point.
Hvis det lykkes for Clara at vinde titlen, når hun i næste uge deltager ved W25 i Sunderland, kan hun i første omgang sikre status quo med 2 x 50 point, og hun får muligvis chancen for at optjene yderligere point, hvis hun om 3 uger også deltager ved W25 i Cairo.
Uanset om hun forsvarer de førnævnte 100 point eller ej, er der næppe tvivl om, at Clara i løbet af året avancerer adskillige pladser, hvis hun fortsat har fokus på udvikling samt fortsætter de gode takter, som hun har vist de seneste uger.