En licens til den tyske klub TC Wolfsberg med kort varsel gav Clara Tauson mulighed for at teste kampformen i tysk turnering med finalesejr over Marina Melnikova

Efter corona-virus’en satte en stopper for international tennis hos både WTA og ITF har 17-årige Clara Tauson været meget lidt synlig i danske medier – herunder også Tennisavisen – indtil der i sidste uge omsider blev sat spotlys på det næste forventede danske topnavn på spindesiden, da Clara Tauson blev den første kvindelige modtager af The Kurt Nielsen Award.

Clara Tauson første kvindelige modtager af The Kurt Nielsen Award

Det blev i samme forbindelse oplyst, at Clara tilbringer en stor del af tiden på Justin Henin Tennis Academy, hvor hun har et godt træningsmæssigt setup, men en udfordring for alle spillere under corona-pausen er de begrænsede muligheder for at teste kampformen på højeste niveau, og indtil videre har Tennisavisen ikke haft kendskab til, at Clara har deltaget i kampe, hvor der for alvor var noget at spille om.

Dog har de mest opmærksomme tennis-entusiaster bemærket, at Clara er blevet tagget i et opslag fra fotografen Harry Rubner på Instagram, hvor det fremgår, at Clara netop har vundet 30. Internationalen Badische Mesisterschaften um den G. Rau/Admedes Cup i Pforzheim i Tyskland.

Forudsætningen for at deltage i turneringen var en licens, som Clara med kort varsel opnåede for TC Wofsberg, der i nedenstående opslag på facebook ligeledes informerede om den danske indsats, og på klubbens facebook henvises desuden til omtale af turneringen fra PZ-News.de, som indleder omtalen med at beskrive Clara Tauson som stor og blond med en vanvittig stærk forhånd, som en begejstret Turneringschef benævner som “Da ist ordentlich was dahinter”.

I samme artikel nævnes, at Clara startede med at spille tennis som 6-årig, og at hun i 2017 debuterede på det danske Fed Cup hold i Siauliai mod Egypten, og triumfen som vinder af juniorernes Australian Open 2019 blev ligeledes nævnt.

Turneringen blev indledt 29. juni med kvalkampe, hvor 16 spillere kvalificerede sig til hovedturneringen, hvor Clara Tauson var seedet 2 efter 32-årige Bibiane Schoofs, der er no. 188 på WTA-ranglisten, hvor hun i 2012 var no. 142.
Schoofs fik dog kun en enkelt kamp, idet hun blev besejret 4-6, 6-3, 6-2 af 18-årige Chantal Sauvant, der var videre fra kvalifikationen.

Sauvant vandt også de næste 2 kampe med overbevisende cifre, indtil hun i semfinalen mødte 3. seedede 31-årige Marina Melnikova, der med sejr på 6-4, 6-0 sikrede plads i finalen.

I den nederste halvdel vandt Clara i overbevisende stil sikre sejre i 1. runde 6-1, 6-0 over 29-årige Natalie Pröse og i 1/8-finalen 6-2, 6-1 over 18-årige Kristina Kukaras.
I kvartfinalen lød sejren på 6-1, 6-2 over 24-årige Arianne Hartono (NED), der er no. 415 på WTA-ranglisten, hvorefter Clara i semifinalen mødte 26-årige Maryna Zanevska (BEL), der for 3 år siden var no. 105 og dermed tæt på WTA-ranglistens top 100.
Zanevska trak sig fra kampen, da Clara førte 4-2 i 1. sæt.

Clara afgav heller ikke sæt i finalen, hvor hun vandt 6-2, 6-2 over Marina Melnikova (RUS), der er no. 218 på WTA-ranglisten, hvor hun for 5 år siden var no. 170

I den efterfølgende omtale af turneringen i PZ-News.dk blev TCW-Præsident Reiner Hell citeret for, at han sjældent har set så god en spiller i Wolfsberg, og han var godt tilfreds med, at det med kort varsel lykkedes at skaffe en licens, så Clara kunne stille op for TC Wolfsberg.

Dette link til turneringen – https://mybigpoint.tennis.de/web/guest/turniersuche?tournamentId=436890 viser kun herrerækken, men hvis man i søgefeltet PLZ/Ort skriver Pforzheim og vælger datointerval for turneringen, dukker damerækken også op, og ved Terminsliste vælges “Hauptfeld”, så får man alle resultaterne.

Forrige artikelDansk tennis kan profitere af Corona
Næste artikelForståelse og frustration: Corona har vendt op og ned på livet for tennisspillerne
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.